Det er svært at komme i tanke om noget koncept, der samler flere danskere end julen. Alle forholder sig til den, også de, der ikke har lyst til at holde den. Selv hvis man rejser udenlands i den periode, gør man det som regel for at undgå at forholde sig til den … og dermed har man gjort det alligevel.
Uanset hvordan vi vender og drejer det, er julen en udfordring for de fleste – med sine traditioner om fællesskab og samvær nærmest på trods af hvad man plejer i hverdagen, og med de gamle danske traditioner om at æde sig halvt fordærvet. Traditioner, som stammer helt tilbage fra dengang de fleste levede i et fattigt bondesamfund, hvor det at spise sig propmæt blev betragtet som misbrug af ressourcerne. Nu har vi overflod til hverdag, så hvorfor propper vi os?
Selv hvis du har det godt, er det lidt af en balancegang at vælge til og fra af mad, besøg, gæster, gavestørrelse og –mængde, julepynt og traditioner. Men tro mig; den perfekte jul er kun noget, der findes i vores egne forestillinger om de andres jul.
Hvis man ikke trives med sin nærmeste familie, bliver det smasket én lige op i det åbne ansigt, når familietraditionerne nærmer sig. Og hvorfor er det, at man partout skal ses med nogle mennesker, man forsøger at undgå til daglig, alene fordi det er en bestemt dato? Prøv at spørge dig selv: Ville jeg nogensinde samles med de mennesker flere dage i træk, æde mig halvt fordærvet, gå i kirke og give dem gaver hvis det ikke lige var for julen? Hvis svaret er ja, så kør på. Hvis svaret er nej til noget af det, så lav det om. I julen er der tradition for, at vi samles og hygger os i fællesskab … men sguda kun hvis vi reelt hygger os! Hvorfor skulle vi ellers?
Åhjo, så er der alle de andre, omgivelserne, arbejdspladsen. Alle spørger hvor man skal holde jul og med hvem. Inde på min gruppe på Facebook har jeg også selv spurgt – men jeg har tilføjet et oprigtigt spørgsmål, som jeg tror vi glemmer at stille hinanden: “Glæder du dig?”
Det at svare andet end det mest forventede, nemlig at man skal hjem og hygge med familien og at man glæder sig, kan i sig selv være angstprovokerende. Truslen om at falde udenfor fællesskabet (!) banker med det samme på. Fordi vi er flokdyr, plain and simple. Det ligger dybt i vores krop, at udskillelse af fællesskabet er lig med at dø. Og for nogle af os, er det ikke bare genetik. Nogle har oplevet så mange svigt i barndommen, at de måtte gå grundlæggende på kompromis med sig selv, for ikke at blive smidt ud af fællesskabet, for at overleve. Set i dét perspektiv er det at gennemleve tre dage med folk, man i bund og grund ikke er tryg ved, faktisk et lille offer at give.
Som nogle af jer ved, lytter jeg ofte til programmet ”Ibens” på Radio 24syv – Iben formår at lytte, og man kan mærke hendes oprigtige nysgerrighed. Har hun fordomme, lægger hun ikke skjul på dem, og det er opskriften på åben og ærlig dialog efter min mening. Til januar laver hun et program om forventninger i familien og mobning i familien – mobning hvor et familiemedlem bliver holdt udenfor, mobbet, talt ned til eller direkte ekskluderet af de andre familiemedlemmer.
I et klip fra et interview, som ikke har været sendt endnu, fortæller forfatter Katrine Marie Guldager sin historie om at være blevet mobbet i familien og om hvilke beslutninger, hun har måttet tage på den baggrund. Og samtidig kommer hun med den efter min mening aller-allervigtigste pointe: Mobning er et sygt mønster i en gruppe mennesker. Det har intet som helst med den enkelte person at gøre.
Lyt til klippet her, og hvis du har erfaringer omkring emnet, som du gerne vil dele ud af, vil jeg opfordre dig til at ringe til Iben og medvirke til at få belyst emnet så grundigt som muligt. Hun er en venlig og respektfuld interviewer, som ønsker at høre din historie som du har lyst til at fortælle den. Du kan f.eks. være anonym, og eftersom det som regel ikke er direkte radio, er det lettere at slappe af og bare koncentrere dig om at svare på det, hun spørger om. Iben ved selv, hvad det er hun har brug for at høre om, og dermed hvordan du bedst kan bidrage til programmet og den helhed, det skal fremstå som. Men start med at lytte til klippet, det tager ca. 20 minutter, og er godt givet ud:
http://arkiv.radio24syv.dk/video/8962112/00:01:29/efter-otte-22-11-2013-1
Og nu til min egen jul. De af jer, der læste min blog sidste år ved denne tid, kunne læse, at jeg meget inderligt ønskede mig at holde en jul med de allernærmeste samlet samme sted. Efter 37 år, hvor det at savne nogen var en del af det at holde jul, blev jeg klar over, at det, jeg ønskede mig allermest, var en jul hvor alle de, jeg var tættest på, var til stede samtidig. Heldigvis havde jeg lært mig at få sagt mine behov højt, og jeg nævnte for min Svigermor, hvad jeg ønskede mig, og hun indvilligede i at lægge hus til. Så i år skal jeg holde jul med min Mor, min Mors kæreste, min mand og mine Svigerforældre på én gang.
Min Far har jeg ikke spurgt – det er umuligt for ham at tage juleaften fri, da han arbejder i en kirke, så måske kan jeg holde jul med ham et andet år (hvis jeg kan undvære de andre :-)). Men jeg har fået samlet alle de andre omkring mig, og jeg glæder mig som et lille barn. For jeg var et lille barn, dengang min søster døde, og jeg derefter for første gang oplevede at der manglede én omkring juletræet. Jeg var også et barn dengang mine forældre gik fra hinanden, og jeg derefter skulle vælge om jeg ville holde jul med min Mor eller min Far, og selv om jeg var voksen fysisk, var jeg stadig et barn indeni, da jeg flyttede sammen med min eksmand, og alle juleaftner herefter blev komplicerede og anstrengte. To gange på 18 år holdt vi juleaften med min Mor, og aldrig med min Far. Altid savnede jeg dem, og for det meste ønskede jeg at holde jul med dem, uden jeg dog fik sagt fra og stået fast på mit.
Nu fik jeg så sagt det. Nu blev jeg i stand til at se ud over, at hele 5 andre mennesker i givet fald skulle vælge at tage hensyn til mig. Nu fik jeg ønsket mig en fælles jul, og denne jul sker det. Det er aldrig for sent at ønske sig noget, og nogle gange går det også i opfyldelse.