Det er svært at bryde tabuer – hvorfor? Hvorfor er det så svært at fortælle andre, når der er overgået én noget, som bare ikke er i orden?

Selv om det er vigtigt for mig, har jeg stadig svært ved at bryde tabuer, har stadig svært ved f.eks. at råbe op, når nogen tæt på mig gør mig uret. Se jer omkring på forskellige behandleres hjemmesider; det er meget, meget sjældent, det er dem selv, de skriver om. Og når de gør, sørger de omhyggeligt for ikke at hænge deres nærmestes værste sider ud, hvor alle kan se dem.

Det giver imidlertid det helt forkerte billede udadtil; for det giver et billede af en parforhold, der er idyllisk dejligt. Hvor alting er godt, og der ingen problemer er. Og sådan er det meget sjældent i parforhold; der er næsten altid noget, der bliver diskuteret eller arbejdet med, og det er hele charmen ved at være sammen og skulle samarbejde om f.eks. et eller flere børn: Der står udvikling på dagsordenen hver dag og hele tiden, uanset om man kan lide det eller ej.

Misforstå mig ikke; man skal tale respektfuldt om andre mennesker, men man behøver ikke idyllisere dem. Da jeg var sammen med min eksmand, troede alle omkring os, at han var så god ved mig og gjorde mig så lykkelig, at jeg næsten kunne svæve. Det var fordi jeg ikke forspildte nogen chance for at fremhæve hver eneste positive detalje ved ham for alle, der gad høre på det, fordi jeg var panisk angst for, at nogen skulle finde ud af, hvad der foregik.

Hvorfor var jeg det?

Jeg nævner tit min nuværende mand her på bloggen, og næsten altid for det gode. Det er fordi han er god, og han gør mig lykkelig. Men der er en ting, jeg ikke vil stå model til mere – uanset hvor meget jeg kan forklare den (for det kan jeg godt). Når min mand sidder i venners lag og får en tår over tørsten, hvilket som regel kun sker ved helt bestemte lejligheder, så kommer han alt for tit til enten at drikke så meget, at han glemmer at stoppe i tide, eller også at hans mave ikke kan tåle en eller anden form for sprut. Summa summarum: Udgangspunktet er, at han og jeg har aftalt et fælles arrangement med fælles venner, og dagen derpå har han enten ondt i hovedet eller i maven (eller begge dele), og da vi har en lille datter, er det så mig, der skal tage mig af hende.

Det sker ikke så tit, og han øver sig, men det sker. Og jeg har fået nok. Jeg blev rasende i morges, da jeg fandt ud af, at han havde så ondt i maven, at han ikke kunne stå op og være med til at spise morgenmad med de gæster, vi havde til at overnatte (endsige give dem morgenmad eller tage sig af vores datter, der er forkølet og ondt i ørerne). Men det var sært nok ikke selve handlingen, jeg var mest rasende over; det værste for mig var, at jeg indså, at jeg er nødt til at sætte nogle ganske firkantede grænser for hvordan jeg vil lave arrangementer sammen med ham fremover, hvis jeg ikke igen og igen skal se mig selv stå med morgenmad, barn og oprydning alene, på trods af, at jeg allerede mange gange har sagt/råbt/snerret at det vil jeg ikke stå model til.

Det mindede mig alt for meget om alle de gange, jeg sagde til min eksmand, at han f.eks. skulle lade mig være. At jeg ikke ville have, at han slog mig, eller talte ned til mig. Jeg sagde det bare. Jeg tog aldrig konsekvensen af det – eller ikke før til allersidst, i hvert fald. Og der er ligesom kun ét valg: Stå model til det, eller lad være.

Og her har vi også nøglen til hvorfor de fleste (inklusive mig selv) tøver med at fortælle til alle og enhver, når deres nærmeste har gjort dem uret: Det handler jo ikke kun om dem, der gør uret, men lige så meget om én selv. Det er lige så meget mig, der bliver udstillet, når jeg fortæller, at jeg er vred over nu igen at stå med det hele selv. For det er jo mig, der har fundet mig i det alt for længe, mig, der har valgt en mand med lige præcis dén slagside, og mig, der er nødt til at handle på det nu, hvis jeg skal bevare troværdigheden i mine nærmestes øjne.

Nødt til at handle på det, ja. Fandens også. Det betyder jo, at jeg skal lave noget om ved mig selv – jeg ved ellers lige, hvordan jeg samler op efter andre, dækker ind hvor de har mangler eller sørger for ting, de ikke selv kan finde ud af.  Det var den identitet, der passede så godt til at være gift med en voldelig psykopat, for ifølge ham var der altid noget, jeg kunne gøre, og mangler havde han nok af.

Det er bagsiden af medaljen, vi taler om her. På forsiden står der “fællesskab” printet med store bogstaver, og her går nogle af de samme evner igen, når det f.eks. handler om at supplere hinanden eller hver især gøre det, vi er bedst til i fællesskabet, og derfor er stærkere sammen end vi er alene.

Hvordan kende forskel på de to ting? Egentlig er det let nok. Vi skal kun give det, vi har at give, ellers er det ikke en gave til de andre. Det skal vi mærke rigtig godt efter. Og så skal vi let og ubesværet kunne tale om det, uden at skamme os. For selvfølgelig er det smukt at hjælpe andre, hvor de ikke er så stærke selv. Som jeg hjælper min mand med at organisere, og han hjælper mig med at blive i nuet.

Eller når jeg får øvet mig i at sige fra, fordi han tager mig lidt for givet på et område, hvor jeg ikke mere kan tåle at blive taget for givet – eller ikke vil tages for givet mere. Ikke på grund af noget han har gjort, men på grund af noget, min eksmand gjorde, og som jeg fandt mig i. Alt for længe.

Bryd tabuet – tal højt om de lette ting og de svære ting. Hvem ved; måske er der nogen, der kan hjælpe netop dig?