Kender du det, at folk ikke hører, hvad du siger? Du siger det samme igen og igen, og prøver at omformulere eller sige tingene på en ny måde, og ligemeget hvad du siger, så reagerer folk som om du siger noget helt andet?

Det er vist et grundvilkår ikke at blive forstået engang imellem. Det har vi allesammen prøvet. Hvis man er heldig, tager samtalepartneren sin del på sig, og erklærer, at de ikke forstår hvad man mener. Dette blogindlæg handler om de situationer, hvor man ikke er med på, at en samtale består af både en afsender og en modtager.

Det kan gå grueligt galt. I min barndom skete det så mange gange, at jeg voksede op med en oplevelse af, at det var en kamp at gøre sig forståelig. Jeg så hvordan andre forstod hinanden let og ubesværet, og følte mig udenfor. Det fik mig dog bare til at prøve endnu mere på at gøre mig forståelig, men fordi jeg ikke havde lært præmisen at holde mig på min egen banehalvdel, gjorde det ofte kun tingene værre. Så rodede jeg mig ud i lange og abstrakte forklaringer eller tænkemåder i forsøget på at regne ud hvordan jeg skulle formulere mig, så de andre kunne forstå mig. Og i virkeligheden var det slet ikke det, jeg sagde, der var galt. Det var måden, jeg sagde tingene på, og jo mere af det, jeg sagde, des værre blev det hele jo. Des mere træls syntes de andre, jeg var, og jo mere trak de sig.

Når man ikke holder sig på sin egen banehalvdel, tillægger man andre de holdninger, man selv har. I bund og grund. Man siger til dem, at de “er” eller “mener” det og det, og lytter ikke til hvad de siger, de er og mener. Eller måske siger man det ikke højt, men man tænker det, og reagerer efter det. Grundlæggende forstår man dermed bare ikke hvad de mener, og kommer ikke til det før man begynder at lytte, og tage deres udmeldinger for gode varer.

Hvis de så omvendt heller ikke holder sig på deres banehalvdel, men tillægger én deres egne holdninger og meninger, bliver samtalen noget værre rod. Ingen forstår hvad den anden reelt siger/mener, og begge parter mener at vide, hvad den anden i virkeligheden siger. Ikke noget at sige til, at aftaler lavet på dét grundlag kan gå hen og blive “brudt” mange gange, uden parterne selv mener, at det er det, der sker.

Det at tillægge andre hvad man selv mener, kaldes i fagsprog for en overføring. Det, man overfører, er altid noget, man enten ikke selv er klar over, at man mener, eller ikke vil vedkende sig. Noget, man måske føler, men som man skamfuldt holder nede for ikke at blive udelukket af det fællesskab, man færdes i. Mener man så at møde det i andre, skal de i hvert fald konfronteres med det, for måske havde de løsningen til det dilemma, man bærer indeni sig selv.

Jeg er f.eks. sådan én, der snakker meget – der er virkelig mange ord i mig, og jeg tror ikke, jeg løber tør foreløbig. Situationerne, hvor jeg ikke har noget at sige, er ret få. Det er smart når man blogger og holder foredrag, men i samtaler med andre mennesker, kan det være ret overvældende for den anden part. Hvornår er det lige, de skal afbryde for selv at få sagt noget? Før eller efter de mister tråden i det, jeg lirer af mig? Om det er mig, der er en stor mundfuld, eller deres mund, der er for lille, er ikke vigtigt. Faktum er, at der er noget, der skal justeres på for at passe sammen.

Giver det mening, eller er det sort snak? Jeg prøver at forklare det så godt jeg kan. Det er ikke (nødvendigvis) dig, der er dum, hvis du ikke forstår det, men måske læser du noget mellem linjerne, som jeg ikke lægger i det? Den eneste måde, du kan finde ud af det på, er ved at spørge, så kom frisk :-).

I dag havde jeg en snak med et menneske, som jeg næsten lige har lært at kende. I dag kom vi hinanden meget nærmere, fordi vi tog snakken om snakken. Fordi hun valgte at tro på det, jeg sagde, og samtidig fortalte mig, hvad det fik hende til at tænke og føle. At når jeg f.eks. kommenterede meget på hvad hun foretog sig, følte hun sig til eksamen, og det kunne hun ikke være i. At føle sig vejet af konstant og hele tiden. Og jeg fik sagt, at jeg holdt af hende som hun var, men var nysgerrig af natur, og derfor spurgte meget. Og at jeg forsøgte at bruge eksempler omkring hende selv til at forklare mine holdninger med, fordi jeg tænkte, at det var lettere for hende at forstå. Men til eksamen var hun ikke – hun var accepteret hos mig. Om hun så satte sig selv til eksamen vidste jeg jo så ikke, men jeg gjorde det ikke.

Heldigvis valgte hun at tro på mig, når jeg sagde det. Og jeg respekterede de grænser, hun satte om, at hun ikke brød sig om at få eksemplerne heeelt så langt ind på livet, som jeg havde valgt at gøre. Vores snakke fremover bliver derfor en balancegang – jeg er nænsom med det personlige, og hun er opmærksom på at lytte godt efter hvilke ord, jeg bruger, mere end de følelser, det sætter i gang i hende.

Det gode ved den slags snakke om snakke er lige præcis, at vi fremover ved, hvad der kan være på spil, hvis vi misforstår hinanden. Og så er vejen til gensidig forståelse et kæmpe hop nærmere.

Har du prøvet at tage snakken om snakken med nogen?