“Det er ikke min skyld, sådan ER det bare!”

Jeg har tidligere skrevet en side om at finde vej i behandlerjunglen, og om hvad forskellen er på en psykolog og en psykoterapeut. Men jeg støder igen og igen på mennesker, der afviser psykoterapien, fordi de siger, det giver dem skyldfølelse at være den, der har ansvaret for hvordan deres eget liv er. Nogle gange ER det bare sådan. Og det er ikke deres skyld.

For dem kan det være bedre at gå til en coach, der kan fortælle dem, hvad de skal gøre anderledes for at løse problemet. Det emne har jeg berørt i mit blogindlæg om mobning her: “Du skal bare lade være med at vise dem, at du bliver ked af det!” Det er dejligt, hvis problemet kan løses på den måde, og mange har glæde af en coach og ikke et ondt ord om dem – jeg har ikke patent på det gode liv. Men jeg bliver ked af det, når den smukke opgave at have ansvaret for sit eget liv bliver til følelser som skyld og skam. “Skyld” som en dom, at føle sig skyldig i, at ens liv ikke er perfekt eller bare tilnærmelsesvis som man ønsker sig det, og “skam” fordi … ja hvorfor? Fordi det er pinligt ikke at have succes?

Naturligvis er der hændelser, man ikke er skyld i. Det kan lige så godt være den anden chauffør, der kørte ind i dig, som dig, der ikke fik undveget ham. Havde han ikke kørt hasarderet, var I ikke stødt sammen, for du kørte kun i din egen vejside. Den slags hændelser hører til ulykker, man ikke selv har kontrol over. Men f.eks. at leve i et voldeligt forhold (som jeg gjorde), altid at få veninder, man ikke kan stole på, eller at være bange for fugle – dét kan man selv gøre noget ved.

“Men det kan da aldrig blive min skyld, at hun ikke var til at stole på?”

Kender man måske folk på forhånd? Både ja og nej. Ja fordi vi kommunikerer med meget andet end det, vi er bevidste om, og nej fordi folk kan overraske positivt. Men man leder efter at slå sig sammen med mennesker, der passer sammen med den måde, man selv reagerer på.

Det lyder måske kryptisk, men for at vende spejlet mod mig selv, så faldt jeg for min eksmand, fordi han satte sine egne behov over andres. Det kendte jeg til i forvejen, og her havde jeg så mødt én, der ville passe sammen med min egen (syge) trang til altid at sætte andres behov før mine egne. Derfor var han tiltrækkende. Sammen med ham følte jeg mig på sikker grund, og vidste, hvordan jeg skulle opføre mig, for at få ham til at holde af mig og (håbede jeg) (forgæves) passe på mig.

Så når man igen og igen finder sammen med den samme irriterende type menneske (uanset hvilken type), så er det fordi de gør eller kan noget, man kender, og som betyder, at man ikke behøver udvikle sig for at være i fællesskab med dem. Rent biologisk er fællesskab (sikkerhed) og en partner (af modsat køn) det eneste, menneskeheden behøver for at reproducere sig selv. Man kan godt overleve både vold, svig, utroskab og at blive frarøvet sin overflod af penge eller tid igen og igen.

Det handler om graden af bevidsthedsniveau, og evnen til at reflektere og acceptere, at man har tendens til at gentage sine mønstre – også når man tror, man har ændret dem. Det er nemlig sådan, at selv om man har lagt sit liv om og f.eks. fået bedre selvværd, så går man tilbage til gamle mønstre i samme øjeblik, man bliver presset. Det er en overlevelsesmekanisme, som egentlig er ret fornuftig: Når der er krise, gælder det om at gøre det, der virker. Ikke det, man tror virker, eller som kun har virket et kort stykke tid – nej dét som har virket i årevis, er gennemprøvet og utallige gange har gjort, at man har klaret sig igennem en svær situation … dét er det, man reagerer med, når der er krise. For en sikkerheds skyld.

Problemerne opstår først, når de gamle mønstre ikke løser problemerne mere. For så er det rigtig skidt at gå tilbage til de gamle mønstre. Når man f.eks. har ladet sig misbruge af andre så mange gange, at ens egne ressourcer er sluppet op. Så kan man ikke tåle at blive misbrugt igen, og så er det et problem at finde sammen med nogen, der misbruger én. Hvilket lige præcis er det eneste, man har kræfter til (fordi det kræver mange ressourcer at lære nyt), og så sidder man fast.

Det er skamfuldt at være offer.

Og offer, det er man, når man ikke kan styre, hvem der får lov at trampe på én. Når man ikke ved, hvordan man skal sætte en stopper for det, er man offer. Det er skamfuldt ikke at have styr på sig selv, ikke at være stærk, så de, der ikke er det, gemmer sig bag forskellige facader, for ikke at blive anset for værdiløse, og lukket ude af fællesskabet. Mere eller mindre bevidst.

Men hvorfor så holde fast i offerrollen? Hvordan kan det være så vigtigt at betragte sig selv som offer, at man nægter at have nogen som helst indflydelse på hvilke mennesker, man vælger at være sammen med?

Det er farligt selv at tage ansvar.

Så er vi tilbage ved det her med at udvikle sig. Det er en risikabel affære, ens sikkerhed taget i betragtning. Hvis man pludselig begynder at opføre sig anderledes, end man plejer, siger fra overfor mange af dem, man er sammen med, eller vender alle dem ryggen, som er vant til at bruge én … hvem og hvad har man så tilbage? Når man går fra at betragte sig selv som offer (uden ansvar) til selv at tage ansvar, lukker man sig selv ud af det fællesskab, man er i. Det kræver mod at skulle være alene med sig selv, indtil man har fundet et nyt fællesskab, hvor det at tage ansvar for sig selv er det alle gør.

Så når nogen har meget travlt med at insistere på, at det ikke er deres skyld, at de lider, er det fordi de ikke tør erkende, at den eneste, der for alvor kan gøre noget ved det, er dem selv. Det er farlig at erkende, og derfor vigtigt at holde langt væk fra dem selv.

Hvis du selv er én af dem, har du sikkert rystet på hovedet mange gange af det her indlæg, hvis du da overhovedet har læst hele vejen hertil. Men tillykke med, at du nåede så langt. Hvis du gerne vil lave om på dit liv, så brug formularen herunder og skriv til mig, så skal jeg se hvad jeg kan gøre for dig. Hvis du kender én, der er offer for sin egen livsstrategi, så vær hans eller hendes sandhedsvidne. Vær den åbne dør, deres vej ud i friheden, ved igen og igen at vise dem, at det er helt acceptabelt og endog ønskværdigt at skabe sig et liv, der passer til den, man gerne vil være. Spring!