Jeg var i symbiose med min Mor, til jeg fyldte 37 år. Det var nok især mit forhold til min voldelige eksmand (læs mere om det i min bog, som udkommer foråret 2017), der fastholdt mig i det så længe, da jeg i de 19 år, jeg var sammen med ham, ikke måtte se min Mor ret tit. Men det er et faktum, at min Mor ikke godvilligt slap mig ud af symbiosen, og noget teenageoprør havde jeg aldrig.
Min Mor fik mig på et svært tidspunkt i hendes liv. Min storesøster var alvorligt syg, og det var tydeligt, at det var et spørgsmål om tid, før hun ville dø. At hun så blev hele 7 år før hendes krop ikke kunne mere, betød bare, at min Mor var i en 7 år lang krise. Midt i den krise blev jeg født (jeg var 4 1/2 da min søster døde). Jeg var det barn, min Mor insisterede på, fordi hun vidste, hun på et tidspunkt skulle sige farvel til min storesøster. Jeg skulle være det raske barn, min Mors trøstebamse. Og det blev jeg – på godt og ondt. Historien er lang, og vi må nøjes med pointen her: Min Mor slap mig ikke godvilligt ud af symbiosen. For at klare sig igennem krisen med min storesøster, havde hun brug for fællesskabet og den evige bekræftelse på mig og min sundhed, og hendes angst blev min angst, og jeg fik astma. Min eksistensberettigelse blev – uden at nogen havde tænkt eller ønsket det sådan – at min Mor havde det godt.
Efter min storesøsters død, fik min Mor ikke hjælp. I dag ville man være sprunget direkte ind i armene på en psykolog, hvis man da ikke allerede gik hos én, men det var der ingen, der tænkte på dengang. Det handlede om at skabe en normal hverdag så hurtigt som muligt efter min søsters død. Min Mor havde i forvejen en stærk evne til altid at vælge at fokusere på det positive (eller til aldrig at se sin skræk i øjnene, alt efter hvordan man vender det), og i krise som hun jo var, forstærkedes denne evne blot. Problemet med det var så blot, at hun og jeg stadig var i symbiose, og at hun dermed “brugte” mig som støtte: Jeg mærkede hendes angst og sorg, men lærte samtidig – ved at imitere hende – at det ikke var noget, vi snakkede om. Det forstærkede blot mit behov for at fjerne hendes sorg og angst, for dermed at fjerne min egen, da ingen jo kunne lære mig hvordan man forholdt sig sundt til smerte og ubehag.
Resultatet var, at jeg voksede op med en ekstrem følsomhed for hendes sindsstemninger, og med altid at være på overarbejde i forhold til at gøre alt det, der kunne berolige hende lidt.
Den ekstreme overansvarlighed holdt lige til jeg i en alder af 37 var brudt ud af mit forhold til min eksmand. Hvor forkert det end var at være overansvarlig, skulle der nok et menneske til, som i ekstrem grad misbrugte mit behov for at tage mig af andre før mig selv, før jeg omsider indså, at nok var nok. Der skulle ekstremer til at bryde med ekstremer, og jeg skulle helt i bund og have lyst til at begå selvmord, før jeg vendte om, og omsider tog ansvaret for mit eget liv.
Læs også: