I et socialt samfund som vores, er det virkelig vigtigt at vi kan hjælpe hinanden, og også at vi kan ofre os for hinanden. Men det er mindst lige så vigtigt at vi kan sætte grænser imellem hinanden, så vi ikke smelter sammen som individer – forskelligheden imellem os er nemlig nødvendig for den energi, der flyder imellem os.

Hvor grænsen går mellem forældre og børn er et evigt tilbagevendende spørgsmål. Hvor meget skal man som forældre ofre sig for sine børn? Svaret er vel enkelt: Alt det, man overhovedet kan – og så lidt til.

Men hvad så, hvis man ikke magter at ofre sig så meget, der skal til, for at barnet trives og kan klare sig? Og hvorfor er der “ikke noget der hedder det”? Hvorfor er en Mor pr. automatik egoistisk og doven hvis hun må kapitulere og stå ved at hun ikke magter at give det, hendes børn har brug for?

Hvis hun ikke erkender det, hvem tager sig så af børnene? Og hvordan er det at vokse op og mærke, at ens behov ikke bliver mødt?

I denne uge opstillede foreningen “Retten til liv” 16.000 hvide trækors klods op ad en motorvej ved Løsning nær Vejle. Flere var ved at køre galt på motorvejen for at se hvad der foregik, og kunne have slået dem selv og andre ihjel, men lad nu det ligge. Deres budskab blev da set – desværre. For deres budskab er, at man ikke skal få en abort, uanset hvad.

Jeg har set pauvre børneliv og forældre med dårlig forældreevne nok til helt klart at gå ind for det frie valg. Børn skal vælges til.  Det er ikke altid at folk bliver gravide med vilje eller pga. sjusk, og ja, der er da mange historier om, at et uønsket eller ikke planlagt barn har bragt megen lykke, men der er dælemig også mange eksempler på det modsatte. Derfor må og skal det være kvindens eget valg om hun vil have en abort eller ej. Kvindens fordi hun lægger krop og evt. uddannelse/karriere til en graviditet; kvindens fordi hun kan voldtages og blive gravid af det. 

Derfor må jeg reagere, når nogen forsøger at fratage individet dets eget valg, og især da med argumentet om, at et andet individ har mere ret til et godt liv end det første individ. Jeg har selv fået flere provokerede aborter i mit liv, og alle sammen var de nødvendige, af hver deres grunde. Det var ubehageligt og hårdt, men jeg fortryder ingen af dem.

Det er ikke fordi jeg er ligeglad med andre menneskers ret til liv, men fordi jeg tager min egen ret til mit eget liv lige så alvorligt som deres, og fordi jeg tror på, at netop denne gensidige respekt er grundpillen i vores samfund, bag vores demokrati og under vores sociale sikkerhedsnet. Og ja, forældre har ansvaret for, at de børn, de sætter i verden, får så godt et liv det er muligt. Og ja, forældrenes værdier afgør hvad der er godt og skidt i et liv. Det er nødvendigt at acceptere dette, hvis vi ikke vil have et samfund, hvor alle børn bliver opdraget af staten for at opfylde statens formål. Diversiteten er en nødvendighed.

Hvordan skelner man så mellem egne og andres behov? Hvornår skal man ofre sig? Hvornår skal man give af sig selv? Der er ikke noget facit.

Jeg går ind for, at vi giver alt det, vi kan undvære. At de stærke hjælper de svage, at vi bytter kundskaber, viden og arbejdskraft. Alt det, vi kan undvære!

Det betyder alt det, vi ikke selv skal bruge, for at have et godt liv. Og ja, hvad der er et godt liv, er op til os selv at afgøre. Jeg kan ikke se, om min nabo har kræfter til at hjælpe sine gamle forældre, eller om min chef har energi til at klare sit job på en bestemt måde. Jeg kan have masser af meninger om, hvorvidt de bør enten have det eller ikke have det, men mærke det kan kun de selv.

Man siger om børn at det, de får, er det, de selv kan give videre. Men man glemmer nogle gange, at det reelt skal være noget, de får. Det skal være noget, der er givet dem af overskud, noget nogen reelt havde at give dem. Ellers bliver “gaverne” pakket ind i falsk papir, og børnene lærer, at den ubehagelige følelse af ikke at være noget værd, er den gave man giver videre til dem, der er svagere end en selv. Og så er en negativ spiral er startet.

Selv de mest overskudsprægede at min forældregeneration lærte ikke dette her, da de var små. De lærte at “gøre sig godt”, at “yde før nyde” og i det store og hele at gøre som de stærke sagde, om det så var deres forældre, chefer, læger eller kongehuset. At børns meninger og tanker blev underkendt var mere reglen en undtagelsen, og som de selv havde måttet tilsidesætte deres egne behov og holde deres egne dagsordner tæt ind til kroppen, lærte de dette videre til deres børn. Havde man et behov, man ikke anede hvordan man skulle få dækket, krævede man det af dem, der var svagere end en selv – hvor ellers?

Det er op til os, der lever lige nu, og som er enten børn eller forældre (eller begge dele) at vise andre, hvordan man gør. Vise, at man har lov til at mærke efter, hvor mange kræfter man har, vise, at man både kan give og modtage hjælp. Vise, at det er godt at turde stå ved hvordan man er indrettet – hvor vi er stærke, og hvor vi har brug for en hjælpende hånd. De, der er stærke dér hvor vi er svage, kan nemlig lettere hjælpe os, hvis vi siger at vi har brug for hjælp. Og jo flere gange vi deler ud af vores overskud, når vi har det, des flere mennesker oplever at blive hørt og få hjælp, når de beder om den.

Det vil i længden give plads til flere ufødte fostre, og øge chancerne for, at de fødes til et liv, der er godt at leve. Ikke fordi deres far og mor var bange for at blive kaldt mordere, men fordi de valgte at blive forældre!