Til at begynde med hed dette blogindlæg “Krøllede hjerner” … og derefter “Hvordan hjerner krøller sig sammen og folder sig ud igen” … men så læste jeg en artikel om forskning, der egentlig bekræfter, hvad jeg hele tiden har ment: At psykiske lidelser blot er variationer af én måde at danne en hjerne på, og at netop psykiske lidelser ofte er dannet som overlevelsesmekanisme, som et forsøg på at kompensere for traumatiske hændelser. Derfor måtte min titel hedde: “Vi er alle normale”, for det er vi. Og derfor virker psykofarmaka kun symptombehandlende.
Læs artiklen her, hvis du har lyst:
For et par uger siden sad jeg sammen med en 11-årig pige, der var ret så ked af det. Hun var begyndt at gå i puberteten, havde fået små bryster og lidt former, og var den eneste i klassen. Samtidig har hun en meget eksplosiv og kreativ hjerne, der tænker mere abstrakt end de fleste, og uden videre problemer accepterer en leg som: “Når jeg nævner et ord, skal du bare sige, hvad du kommer til at tænke på, men det skal være noget i en anden kategori end den, du er i. Altså hvis jeg siger blå, kan du ikke sige gul, men du kan godt sige klokkeblomst.”
Hun behøvede ikke at spørge, hvad jeg mente. Hun var helt med.
“Jeg er virkelig dårlig til matematik,” sagde hun også. Det var hun også ked af. Det rimede dårligt med hendes intelligens i øvrigt, så jeg spurgte lidt ind til på hvad måde hun var dårlig. Hvad lærerne sagde osv. Og det viste sig, at lærerne sagde, at hun var god til matematik, men hun skulle tro lidt mere på sig selv. At hun bare skulle sige det, hun tænkte svaret var, for det var altid rigtigt, når de spurgte hende.
“Jeg kan heller ikke lide, at jeg er ved at blive fed,” sagde hun også. “Jeg prøver at lade være med at spise så meget, men Ilse, du kender mig, jeg eeeelsker mad!” Jeg så undrende på hende. Fed? Hun var høj og ranglet på den preteenageagtige måde, og ikke et gram for meget fedt sad der nogen steder. Hvad søren mon hun mente?
Det var en hyggelig eftermiddag, og vi sad og lavede håndarbejde imens vi snakkede. Og efterhånden forstod jeg, hvordan hun så sig selv. Det var de nye former, hun talte om. Dem, der viste, at hun så småt var ved at udvikle sig til at være en kvinde. Det var jo fedt, der skulle være der, men hun ønskede det bare ikke. For hun var den eneste i klassen, der så sådan ud. Og med sin høje intelligens og hurtigttænkende hjerne, syntes hun, hun faldt nok udenfor som det var. Så hun forsøgte at spise mindre (læs: for lidt), i et forsøg på at få fedtet til at forsvinde.
Kort sagt følte hun sig udenfor, fordi hun var anderledes, og havde derfor lavt selvværd. Jeg kender klassen – hun blev ikke mobbet, men der blev lagt mærke til hendes forskelle fra de andre. Og ekstra følsom, som hun var, manglede hun nogen til at sørge for at støtte hende i, at hendes måde at være på faktisk gav hende mange fortrin frem for andre. Hun kunne tænke hurtigt. Samtidig var hun intellligent, og var dygtig til at associere på tværs af kategorier = tænke ud af boksen. Innovativ, for nu at bruge et moderne ord. Hun havde masser af energi at handle og udrette ting med, og så var hun tilmed ved at folde sig ud til en smuk svane, som drengene ville glo efter… men hun stak udenfor, og det var det eneste, hun kunne fokusere på. Jeg kom til at tænke på, at det nogle gange kan være sådan, en spiseforstyrrelse starter: Hun ønskede ikke at blive kvinde nu, fordi hun så ville skille sig ud på endnu et punkt – men hendes krop havde valgt for hende.
Medicinen er for ikke at blive vanvittig
Spiseforstyrrelser er bare én af de mange diagnoser, mennesker, der stikker ud i forhold til deres omgivelser kan ende med at få. Jeg kender en mand, hvis “sidste nye diagnose” var en skizoid personlighedforstyrrelse. Øh-okay. Han kunne bruge diagnosen til at få pause fra resten af samfundet – med sådan én i kufferten behøver man ikke deltage i et rapidiseret samfund, hvor der ikke er tid til at tage sig af den slags besværlige mennesker. Besværlige fordi de kræver lidt ekstra, for at samfundet kan bruge deres ellers vældig nyttige sider konstruktivt … fordi de ikke bare af dem selv indgår i samfundet på den måde, de fleste gør.
Men hvorfor er det, de ikke gør det? Det er jo ikke, fordi de ikke vil – det er i hvert fald ikke, hvad jeg hører, når jeg taler med Diagnosefolket (som jeg forresten selv er en del af – jeg har haft 3 i den “mildere” ende). Det er såmænd bare fordi de ikke har lært det. Fordi der ikke var nogen omkring dem i deres opvækst, der forstod dem, og kunne hjælpe dem med at udnytte deres potentiale.
I stedet passede de bare ikke ind, og følte sig dermed forkerte. De voksnes definitionsmagt afgjorde det for dem, og forsøgte at gøre dem til noget andet, end de var. Eller fortalte dem, at det, de opfattede, ikke var virkeligt eller sandt. Og børn tilpasser sig. De sunde af dem holder dog fast i deres egen indre opfattelse, opgiver den ikke, men bliver ved med at stille spørgsmålstegn ved, om virkeligheden virkelig er skruet sådan sammen, som de får at vide. Og det giver problemer for dem, når de opfører sig på en måde, som samfundet i sin nuværende form ikke er gearet til – de passer ganske enkelt ikke ind.
Men samfundet har brug for dem, og for det, de kan – og som de endda leverer uden besvær og nærmest helt af dem selv, hvis de får lov: Et samfund uden innovation går i stå. Og disse mennesker fastholder jo netop, at der må være en anden måde at tænke samfundet på, end den gængse.
Eksempelvis: Hvis vi taler om overgreb, hvadenten det er nu er af psykisk eller fysisk karakter. Hvilken voksen krænker fortæller offeret, at det er forkert, det han/hun gør? Alle gør deres bedste, også forældre, men hvis de selv er blinde for de overgreb, de begår, er de jo heller ikke på nogen måde i stand til at støtte offeret i følelsen af at få sine grænser overskredet. Og da overgreb er tabu, har offeret heller ikke store muligheder for at få spejlet sin oplevelse af situationen andre steder.
Resultatet er et menneske, der vokser op med en fornemmelse af ikke at være i sikkerhed, og hver gang, mennesket reagerer f.eks. med angst, søges forklaringerne på angsten i helt andre områder end dem, der forårsagede den. Og dermed bliver angsten aldrig forløst, og traumerne får lov at ligge og trigge det ene angstanfald efter det andet. Men deres barndoms oplevelse af ikke at være i sikkerhed nogen steder, er jo sand! Eller var det i hvert fald engang.
De mennesker fejler ingenting. De er sunde, fordi de protesterer. Og bliver de mødt i deres protester, mindsker man risikoen for, at de selv bliver krænkere. De fastholder jo netop protesten, fastholder, at der er noget galt, og nægter at godkende deres forældres adfærd, og har dermed mindre tendens til at kopiere den.
Men deres protest bliver ikke hørt. I stedet bliver de diagnosticeret med forskellige variationer af vrangforestillinger, som så ofte følges af angstanfald og depressioner, fordi de til stadighed dermed får at vide, at deres oplevelse af virkeligheden (stadig) ikke er sand. Dermed reaktiveres deres traumer.
Ikke så underligt, at mange af dem har brug for medicin for ikke at blive vanvittige.
Forgrund og baggrund
I gestaltterapi arbejder man med begreberne forgrund og baggrund. Mange af jer kender sikkert det billede, hvor man ikke rigtigt kan afgøre, om man ser på en vase eller to ansigter i silhouet. Hvem har ret? Hvad er rigtigt? En af mine venner har malet dette billede:
En gren, tænker man nok umiddelbart. Det gjorde jeg. Men nu får man også støtte af, at grenen har fået skygger og dermed rund form. Forestil dig nu, at grenen var malet helt sort. Kunne det så egentlig ikke også være en revne i en hvid mur? Hvem har definitionsmagten? Den, der ser, eller den, der udtrykker sig?
Det samme med billedet på dette blogindlægs banner. Det hedder “Le Chat Beige” (Den Beigefarvede Kat). Hvad får det dig til at tænke? Afviser du det umiddelbart som sludder, eller tænker du lige over en ekstra gang, om du mon godt kunne få det der til at være en kat, hvis du blot fik lidt hjælp med en meningsfuld forklaring?
Vi er alle normale.