Everybody’s fine

“Everybody’s fine” er titlen på en film, som jeg så i går. Jeg var ellers lige i humør til en rigtig pladderromantisk-film-der-ender-godt, men vel vidende at så ville min mand gå sin vej (den slags film keder ham), zappede jeg over på DR2 for at lade den omtalte film stå sin prøve. Og vi blev hængende og så den til ende – begge to. Mens vi hele tiden havde en hånd eller kind på den anden.

Filmen handler om en mand, hvis kone er død, og da hans børn er spredt over hele USA, har han inviteret dem alle sammen på weekend. Da de alle sammen aflyser med begrundelser, han fornemmer er løgn, beslutter han sig for at rejse rundt og overraske dem. Læs mere HER om filmen, hvis du har lyst. Jeg kan anbefale den.

I morgen er det juleaften – en tilfældig dato, vi sammen har besluttet betyder en hel masse. Og de før omtalte pladderromantiske film (som jeg godt kan lide) handler alle sammen om, hvordan forskellige besværligheder ender med at blive ren idyl. For idyl skal det være, når det er jul. Problemer i familien skal lægges væk, og vi skal helst lade som om de ikke eksisterer. Julen handler jo om fællesskab og betingelsesløs kærlighed … gør den ikke?

Når idyllen udebliver

Hvad er bedst, når idyllen ikke er der? At lyve omkring det, og lade som om, eller tage konsekvensen og ændre på den måde, vi er sammen på? Jeg er ikke i tvivl; jeg har holdt nok falske juleaftner, hvor jeg i virkeligheden var dybt ulykkelig inde bag ved. Jeg forstår godt de mennesker, der har brug for et “kick” af laden-som-om, måske især fordi de ikke får det i dagligdagen, men for mig betyder det bare, at jeg føler mig helt syg indeni. Og det er det ikke værd.

Uanset hvad der skal til, vil jeg anbefale dig at følge dit hjerte. Hvis du gerne vil se familien, men det også er svært for dig at passe ind i den, så afgræns besøget. Gør det kort, læg det på et tidspunkt, der smerter mindst muligt, acceptér årsagerne til at du gør som du gør, og køb de gaver, der forventes, hvis du ikke har lyst til at tage konfrontationen. Men gør det med fuld bevidsthed og åbne øjne – ikke som noget, du er tvunget til, men som noget, du aktivt vælger.

Det med gaverne

I år fik jeg to julegaver af mit arbejde. Den ene fra Aalborg Kommune, som ville takke mig for min indsats i forhold til implementeringen skolereformen (den forventer jeg ikke næste år), den anden en firmagave fra Salling (den lignede den fra sidste år, og bliver nok ikke anderledes næste år heller). Det var en samling små parfumeflasker fra Lancôme. Jeg bruger ikke parfume, så den blev omgående ekspederet videre til en mandlig kollega, der manglede at købe en 3-400 kroners gave til sin kone. Og hos hende ville den gøre glæde.

Personligt giver jeg helst gaver, jeg har tænkt over ville glæde. For mig er prisen ikke afgørende. Men i min svigerfamilie gælder der visse steder andre værdier, og jeg har brugt en del energi på at afgøre med mig selv hvilke regler, jeg havde lyst til at spille efter. Jeg nåede til den konklusion, at børn skal have gaver efter den måde, de er opdraget på – det er det, der gør dem gladest – og voksne må tage til takke med den slags gaver jeg er opdraget med. Der er aldrig glædegaranti når man giver gaver – derfor skal det være en kombination af noget, jeg har lyst til at give, og noget, jeg i det mindste tror kan glæde modtageren. Og passer en gave ikke, er jeg den første til at opfordre folk til at bytte den eller give den videre, hvis de kan se den gøre glæde et andet sted.

I år deltog jeg også i julehjælp til dem, der har mindre end mig. Det pudsede min karma, som en veninde skrev til mig. Men derudover gav jeg også mig selv en gave, for hvor var det dejligt at glæde en anden – i det her tilfælde en for mig ukendt pige på 8 år, der ønskede sig en bog om stjernerne. Den får hun nu – af hendes Mor, for hun kender jo ikke mig – og med hjælp fra en venlig ekspedient i en boghandel på sjælland. Det var ikke dyrt, men hold op, hvor var det godt.

Vælg dig et yndlingstidspunkt

Min opfordring til dig, hvis jul slår knuder, er derfor: Vælg dig et tidspunkt i de her helligdage – gerne d. 24. december om aftenen, men alle andre tidspunkter kan lige så godt bruges – hvor du gør præcis det, der passer dig selv allerbedst. Vær tro mod dig selv, dine egne ønsker og behov, og se hvor mange af dem du selv kan sørge for at få dækket på lige netop dette tidspunkt.

Det er ikke tidspunktet, der er afgørende, det er hvad du vælger at gøre med det.

Skriv en kommentar: