Uvished er noget af det værste, vi ved. Og Covid-19 er svær at forberede sig på, fordi vi ikke ved, om, hvornår eller hvordan den rammer os hver især. Og derfor er der mange, der bliver bange.

Vi ved godt med hjernen, at det er sundt at være bange, når der er noget at være bange for. Så vi kan forberede os, og have passende handlinger parat. Men her er det vanskeligt at forberede sig, og det er hårdt at være i alarmberedskab i lang tid (spørg bare dem, der har prøvet at gå ned med stress, og har fundet ud af, hvorfor de gjorde det).

Men “bange” bliver let til “angst”, netop når vi ikke ved hvorfra faren kommer, og vi opfinder alle mulige strategier for at klare at være i det. Og det er disse overlevelsesstrategier, vi skal have fat i, når vi ønsker at holde op med at være angste igen.

Som en flok løbske antiloper

Vi er flokdyr. Når de andre løber, løber vi med. Man kan mærke det rykke i kroppen som en trang til ikke at blive ladt alene tilbage. Vi deler historier, nyheder og næsten-videnskabelig fakta med hinanden, som bekræfter os i den strategi, vi har valgt. Som holder os sammen som flok.

Selv har jeg travlt med at holde fokus på de positive historier. Dem, hvor mange næsten ikke har symptomer, hvor 88-årige gamle damer overlever helt alene, og hvor dem, der bliver ramt, ganske vist kommer på hospitalet, men også kommer hjem igen.

Det værste, man kan ramme mig på, er nemlig min evne til at kæmpe. Min identitet som værende den, der hjælper andre, er i fare, når jeg er bundet på hænder og fødder. Jeg har en gammel svigerfar at tage hensyn til – hans bypass-operation blev udsat, da landet lukkede, og kontakten til min mand, mig og vores børn er noget af den bedste livsmedicin, der findes, mens han venter. Så jeg kan ikke bare smøge ærmerne op og udfordre skæbnen, og dermed er min nyeste overlevelsesstrategi blevet udfordret.

Din overlevelsesstrategi afgør, hvordan du får det bedre.

Personligt har jeg kun prøvet at skifte overlevelsesstrategi én gang i mit liv. Da jeg gik fra min voldelige og kræftramte eksmand for 11 år siden, gik jeg for at overleve. Lige dér skiftede jeg overlevelsesstrategi, fordi den gamle var ved at slå mig ihjel. Det var mig eller ham. Jeg valgte mig.

1) Identificer dine gamle traumer

Min gamle overlevelsesstrategi udviklede jeg tidligt: Jeg var skyggebarn til en syg søster, men ingen talte med mig om, at hun kunne dø, så ud over at have rollen som “det raske og velfungerende barn”, kom hendes død også som et kæmpe chok for mig. Det chok vidste man ikke nok om at behandle dengang, så mit indre kaos blev hverken anerkendt eller behandlet.

2) Identificer den overlevelsesstrategi, du udviklede, for at håndtere traumet.

Strategien blev derfor at være ekstremt opmærksom på, hvordan folk omkring mig havde det. Tage det ansvar for deres liv, som de ikke gjorde selv, og altid være værdsat. Så længe de ikke forlod mig, kunne folk få lov til alt – endog at banke mig med jævne mellemrum. Alt sammen for at undgå at genopleve traumet, for jeg havde jo ikke lært hvordan jeg skulle forholde mig til dette kaos på en sund måde.

Jeg udviklede voldsom angst og katastrofetanker i forbindelse med denne overlevelsesstrategi, og eftersom jeg stadig manglede en måde at håndtere dette på, blev jeg til sidst så belastet, at jeg blev depressiv og var ved at opgive at leve videre. Det var simpelthen for hårdt.

Som sagt valgte jeg livet. For at klare mig, var jeg nødt til at smøge ærmerne op, og udvikle en ny overlevelsesstrategi. Jeg måtte dels lære at være alene med mig selv, og at genkende og deltage i gensidigt givende netværk.

3) Beslut dig for en ny strategi

Når man bliver ramt, regredierer man

Jeg må lige indsparke en fodnote. I kender følelsen af at blive ramt. Alting står stille, og amygdala i hjernen sender i panik SOS-signaler rundt til alle andre dele af hjernen for at finde en passende måde at reagere på. Hvis hjernen i en krisesituation skal vælge mellem en gammel, gennemprøvet strategi, eller én, den har lært for nylig, vælger den den gamle. Den, der sidder på rygraden, så der er overskud til at holde øje med nye ukendte faktorer.

Det er vigtig viden, når man bliver ramt på sine følelser.

Covid-19 rammer mig, fordi den minder mig om, at jeg miste alle – inklusive mine to børn – ligesom jeg mistede min søster. Eller de kan miste mig – jeg var 4, da hun døde. Min datter er 4.

Den rammer mig også, fordi jeg ikke kan dyrke de gensidigt givende netværk på samme måde som før. Min mand, ungerne og jeg plejede at ses med min mands bror og hans forældre mindst 2 gange om ugen, og ungerne havde en fast ugentlig Farmor-og-Farfar-dag. Vi plejede at hjælpe hinanden med alt. Men min Svigerfars bypassoperation var en af dem, der blev udskudt. Men små som store savner hinanden enormt. Men hvad gør Farfar, når den 2-årige vil se ham dybt i øjnene og nysse ham?

Vil afsavnene vise sig at være det hele værd, eller dør Svigerfar af en blodprop inden? Eller får han alligevel Covid-19 og må i respirator, eller var den influenzaforkølelse, han havde kort tid efter vores, i virkeligheden Covid-19, og vi er alle sammen immune uden at vide det? Tests er endnu ikke tilgængelige for os, ellers stod vi allerede i kø.

Så hvad skal din nye strategi være?

Din nye strategi skal altså bygge på dine gamle traumer, og dine nyest udviklede overlevelsesstrategier. Jeg er ikke selv bange for at blive syg, men mit skrækscenarie er (stadig) at miste (Svigerfar), eller at mine børn skulle miste (os, hvis både min mand og jeg skulle indlægges samtidig).

Det er meget vigtigt, at du er ærlig overfor dig selv her, og ikke snakker dig selv ned. Du kan selv se, at mit skrækscenarie ikke er ret sandsynligt. Men jeg er stadig god til at have urealistiske katastrofetanker, og når jeg bliver ramt, fungerer de pludselig særdeles godt igen. Som jeg skrev ovenfor.

Så jeg tager mine følelser alvorligt, og tager mine forholdsregler:

• Jeg sørger for tid til egenomsorg – så jeg ikke ofrer mig selv i omsorgen for andre.
• Jeg køber ind for mine elskede svigerforældre, spritter bilen af og bekoster et sæt engangshandsker hver gang, for at mindske risikoen for, at de kommer i kontakt med Covid-19.
• Jeg skriver jævnligt SMS’er til mange i mit netværk, og prioriterer at ringe til min Mor meget oftere end før, også selv om det kun er 5 minutter med ungerne råbende hver deres til Mormor i 4 af minutterne.
• Jeg gør hvad jeg kan for at min familie trives, og inviterer jævnligt mine svigerforældre til at mødes med os og ungerne i haven og skoven.
• Og sidst men ikke mindst, lægger jeg en plan, hvis mit usandsynlige skrækscenarie skulle blive en realitet. Jeg bider hovedet af skammen og aftaler hvem der passer på mine børn imens, siden mit sædvanlige netværk (svigerforældrene) ikke kan tage over.

Jeg gentager lige…

1. Identificér dine gamle traumer.
2. Identificér den overlevelsesstrategi, du udviklede for at håndtere traumet.
3. Beslut dig for en ny strategi.

Når du har gjort det, har du taget ansvar for dit eget liv, og for hvilke spilleregler, du vil deltage efter. Der er ingen garantier, men du kan gøre noget. Vigtigst af alt er blot, at du er opmærksom på, hvad du gør, og hvorfor du gør det.

Er du stadig angst, er vejrtrækningsøvelser en rigtig god idé. Eller bare læg dig fladt ned på gulvet, stik tommelfingrene ind i din håndflade og hold fast. Græd igennem, hvis du trænger til det. Det hjælper, og det tager max. 20 minutter, så holder din krop en pause af sig selv.

Du er velkommen til at kontakte mig her, på mail eller via min Facebook-side, hvis du har brug for et par konkrete råd eller en session. Vi kommer igennem det her sammen.