Smilet breder sig i hele min krop mens jeg skænker kaffen og stiler mod kontoret og en lille times fordybning at skrive dette blogindlæg i. Manden beskæftiger ungerne på badeværelset med noget nyt legetøj, og jeg takker min Mor for at bo på landet, og altid have en lille reserve af sjove ting gemt til sygdom og ekstra forkælelse. For det var hende, jeg lærte det af.

I går nåede jeg min grænse for, hvor længe jeg kunne blive ved med at give til andre, uden at have bare lidt tid til mig alene. Tid, som ikke skulle bruges på at ordne noget – praktisk eller ved computeren – tid, som var min. Helt min. I lang tid har jeg næsten intet af dette haft, og nu var tanken tom.

Så jeg var en arrigpot i går eftermiddags. Fik sagt “Lad mig så VÆRE!” med temmelig hævet stemme til datteren, og sådan gør jeg meget sjældent, og hun responderede ved at være ekstra klæbende, insisterende og grænseoverskridende. Det slår aldrig fejl, og jeg ved det, og alligevel magtede jeg ikke at gøre noget ved det.

Da vi nåede til putningen, var min længsel efter fred i hoved og sjæl så stor, at jeg bag alt, jeg sagde, gjorde, sang og fortalte, bare tænkte: Sov nu for HELVEDE!!

Det virker ikke, kan jeg afsløre. Hver gang den ene var begyndt at falde til ro, poppede den anden op som en trold af en æske, og sådan skiftedes de i over en time, mens jeg sammenbidt forsøgte at være rolig og rummende. Men børn gør som bekendt ikke det, man siger. Det gør, som man selv gør.

Til sidst tog jeg mig sammen, og sagde til den 2-årige: “Vil du ikke nok lægge dig til at sove nu? Jeg har virkelig brug for, at du lægger dig til at sove, så jeg kan få lov at være lidt alene.” Det skar mig i hjertet af afvise også ham, sikker som jeg var på, at jeg havde skabt ikke bare ét, men flere traumer hos min datter i løbet af eftermiddagen. Drengen vendte sig rundt på siden, sagde “Okay, Mor.” … og faldt i søvn.

Her er der plads til et par udråbstegn.

Særlige omstændigheder kalder på særlig indsats

I virkeligheden er vi mennesker ikke særlig gode til at lave om på vores vaner. Heller ikke selv om man som jeg faktisk både er:

• agil
• omstillingsparat
• innovativ
• glad for at være sammen med familien
• en god mor
• rummende og kærlig

Det kræver stadig ekstra energi at gøre noget, man ikke plejer. I lang tid. For det er jo ikke sådan, at vi nu “bare” skal vænne os til en ny måde at leve på. Det kan såmænd være svært nok, men det er her, det omstillingsparate kommer ind: Ja ok, så gør vi sådan fremover.

Men der er ikke noget fremover

For det hele ændrer sig igen. Om lidt. Om 14 dage eller 21 eller 28, vi ved det ikke rigtig. Så vi holder fast i en hverdag, der minder lidt om den, vi regner med at skulle tilbage til. Vi står stadig op forholdsvis tidligt og laver morgenmad, sørger for at børnene får noget at spise og ikke starter hver dag med 3 timers skærm, mens de voksne sover, snakker voksensnak eller læser et blad og drikker kaffe. Vi strukturerer dagen i et mønster, der minder om børnehavens og dagplejens, med mellemmåltider og aktiviteter som møder begge børns behov, for at gøre det lettere for dem at vende tilbage. Når det er. Vores børn er 2 og 4, og har ingen tidsfornemmelse, så for dem er det ferie lige nu. Og vi kan ikke fortælle dem, hvornår ferien slutter.

Når uvisheden er det eneste sikre

Det er lidt det samme med coronaen. Vi kan forsøge at beskytte os, men ikke sikre os fuldkommen. Vi er mennesker, vi glemmer garanteret noget. Det skriver jeg om i et andet blogindlæg næste gang jeg har Ilsetid. Det ved jeg heller ikke helt hvornår bliver. Min pointe er, at vi alle sammen har en grænse for, hvor længe vi kan holde til forskellige ting. Heldigvis, for vi er flokdyr, så vi kan supplere hinanden. Når vi altså ellers får lov til at være sammen i grupper og færdes ind og ud af hinandens fællesskaber. Og også dér, er vi handicappede lige nu.

Som jeg sidder her og skriver, nærmer vi os frokosttid. Børnene er færdige med at lege, og deres “Moar? Mooaaar?” lyder prøvende ud i stuen, på den anden side af min lukkede kontordør. Heldigvis har jeg det bedre i kroppen nu, fordi jeg lige fik lov til at sidde her. Så om lidt vil jeg gå ud til dem, og kan være nærværende igen.

Min pointe er derfor, at vi altid skal huske at tænke på os selv. Også. Vi er en lige så vigtig del af fællesskabet, som børnene er, og vores energi er en lige så vigtig del af, at fællesskabet lykkes, som børnenes er. Vi har et særligt ansvar, fordi vores energi er den mest dominerende og toneangivende, men vi når ikke altid frem til at huske på det (og slet ikke til at handle på det), når hverdagen er fuld af aktive børn og deres mange gøremål og ønsker.

Lige nu har mange af os ikke en sikkerhed for, at vi kan få en pause snart. Derfor er vi nødt til at skabe de pauser selv, også selv om vi har tilrettelagt en hverdag, hvor vi normalt giver arbejdsmarkedet skylden for, at vi ikke kan være sammen med vores børn 24/7.

Hvis du ikke som jeg har en partner eller et andet nært familiemedlem, som du deler opgaven med, vil jeg råde dig til at tage kontakt til de netværk, der findes for hjemmepassere og hjemmeundervisere. De er ofte sammen med deres børn 24/7, og har mange erfaringer at trække på.

Nå. Ungerne kalder igen. Jeg smutter. Vi høres ved i næste blogindlæg.