Som hun sidder der foran mig syner hun ikke af meget, til trods for at hun selv synes hun er alt for fed. Hun kan have masser af facader på, og så ser man kun dem og ikke hende selv. Men når hun har kontakt med sig selv, vokser hun, og udstråler en energi og styrke, der synes alt for stor til sådan et spinkelt menneske.

Forleden var hun i terapi her, og arbejdede så gennemgribende med sig selv, at hun bagefter virkede radikalt forandret. En enkelt episode med jalousi i hendes parforhold bragte hende i kontakt med hende selv som 6-7 årig, hvor hendes kontakt til hendes adoptivforældre havde lignet den situation, hun havde befundet sig i med sin kæreste. Efter at have udforsket dét, hoppede hun af sig selv længere tilbage i tiden, til sig selv som lille baby på et børnehjem, og til de følelser, der sad i hendes krop endnu.

Tilbage i stolen har hun haft kontakt med sin inderste kerne, og med de vilkår, hun dengang havde at leve under som menneske. Og pludselig synes hun afklaret omkring sine nuværende handlemåder, pludselig giver de mening. “Man kan jo ikke gøre noget, man ikke har lært!” udbryder hun. Foran hende ligger nu et stykke arbejde – at lære netop det, hendes opvækstvilkår ikke gav hende en chance for. Men hun ser ikke det mindste træt ud ved tanken. Tværtimod lyser hun af ro og energi, og ikke én facade er at se på hendes ansigt. Hendes enorme indre styrke og evne til at opretholde sit eget liv lyser ud mod mig, så jeg næsten må misse med øjnene. Jeg vidste at hun var stærk inden under. Jeg vidste det bare!

Alt dette foregik hverken under suggesion eller hypnose, men ganske enkelt ved at jeg spurgte ind til hendes følelser, og hjalp hende med at mærke efter hvordan de var. Der er ikke noget hokus-pokus ved terapi; det er et håndværk som så meget andet.

Vi slutter sessionen af med en lille perspektivering. Hun kom i tanke om en ændring i hendes forstyrrede spisemønster få dage efter den omtalte episode, der havde startet det hele. Det spiller en rolle – men hvilken?

Jeg glæder mig allerede til næste gang.

Skriv en kommentar: