“Gå til den, der kan gøre noget ved det!” hedder det på min arbejdsplads. Ledelsen er trætte af at høre om, at der er utilfredshed rundt omkring i krogene, som ikke kommer dem for øre. Så de “forbyder” sladder. Men den er der alligevel.

Og har sladder ikke også en positiv funktion? Sladder er bagsiden af den medalje, hvor der på forsiden står ord som “netværke”, “namedropping” og “branding” (smarte ord allesammen, men ikke desto mindre væsentlige). Det er som om det er helt i orden at fortælle positive historier om andre, og gerne lægge lidt mere på, end sandt er, når man vil fremhæve en anden persons mest positive egenskaber. Men så snart vi kommer ind på emner, som vi er berøringsangste overfor, kalder vi snakken for sladder. Ordet er negativt ladet – det er ikke noget, vi må.

Men hvordan er det så lige, at vi får snakket om de problemer, vi har? Når en kollega får sagt noget, der bringer os ud af fatning, opfører sig urimeligt eller har en holdning, vi bare ikke kan tage? Hvordan får vi undersøgt hvor vores kolleger står i forhold til os selv, når vi skal prøve at finde ud af, om det er os, der er rimelige, eller det er dem?

Hvilken funktion har sladderen?

Jeg mener egentlig ikke, at sladder kun er skidt. Men det er mest skidt. Det er langt fra alle, der har lært at adskille deres personlige følelser fra f.eks. deres faglige handlinger, så når en kollega gør eller siger noget, vi selv synes er helt ude i hampen, kan vi kun alt for godt mærke hvad det ville betyde, hvis det var os, det gik ud over. Og nogle gange er det jo rent faktisk os, det går ud over.

Hvis det er vores leder, der siger noget, der rammer os, er det dobbelt op besværligt. Så skal vi både forholde os til lederens konkrete holdning, til tanken om hvad det kan betyde for os selv, OG til problematikken omkring hvorvidt vi kan sige vores leder imod eller ej.

Hvis vi endelig kommer så vidt, at vi tør åbne munden og protestere imod kollegaens holdning til tingene, er det meget fristende samtidig at forsøge at så usikkerhed omkring kollegaens person. Det stiller ligesom os – og vores eget argument – stærkere, hvis modargumentet kommer fra en person, der ikke er helt troværdig eller tilsyneladende ikke er et godt menneske. Det appellerer til vores kollegers sympati med os, og når vi har den, tør vi også bedre tro på, at det er i orden at vi selv har en holdning til tingene, som ikke ligner den andens.

Virker det indviklet? Godt, så har I fanget min pointe: Det ER indviklet. Og sladder har – ligesom branding – den funktion at smøre hjulene, kitte folk sammen i netværk og dermed gøre dem stærkere. Hvis ens eget argument så skulle vise sig ikke at holde, kan man måske få modstanderen til at klappe i, for ikke at blive udelukket af resten af gruppen. Kan man ikke få fjernet den holdning til tingene, som man ikke kan klare, kan man måske få fjernet personen.

Er det så ikke bedre at få lidt luft end slet ingen? Er sladder ikke en faktor, vi skal regne med er der?

Forbyde den tror jeg ikke på, man kan. Altså man kan sagtens rent personalepolitisk tage afstand fra den, men hvis man bilder sig ind, at det fjerner den, vælger man at lukke øjnene for en vigtig faktor i spillet om magten på en arbejdsplads. Eneste måde at få den minimeret på, er at kalde den ved navn, anerkende behovet for det, den kan gøre for de ansatte … og så invitere personalet til at få dækket det behov på en anden måde.

Sladderen er også negativ, men den er MEST negativ, når alle på arbejdspladsen lader som om den ikke er der. Når man snakker om ting, der ikke tåler dagens lys. Ting, som kun kan fungere i hviskende indforståethed, og som resulterer i udelukkelse af nogen eller måske direkte mobning. Men taler man om risikoen ved sladderen, hvad den kan gøre, hvis den tager overhånd, hjælper man også til med at afvæbne den. Hvis man som ledelse inviterer sine kolleger til at kunne tale om den sladder, der reelt er der, frem for at forbyde den og lade som om den ikke er der, har man taget tyren ved hornene.

Ud over magten, hvilken gevinst kan sladderen så have for den enkelte? Der er så mange, der bruger sladder, at man må spørge sig selv hvilken personlig gevinst, det giver?

Jeg mener, at det at sladre kan være en slags tomgang for hjernen. En overspringshandling, når man står overfor et tilsyneladende uløseligt problem – f.eks. hvis man er dybt utilfreds med sin leder, men ikke har tillid nok til vedkommende til at turde gå til dem og tale med dem om det. Energien, man ophober ved utilfredsheden, skal bruges på noget, og hvis den ikke kan blive adresseret dér, hvor den hører hjemme, og til den, der reelt kan gøre noget ved det, kan den sendes i kredsløb om personen via netværket i stedet.

Problemet med den slags tomgang er bare, at man ikke kommer nærmere nogen løsning. Skulle man være så heldig gennem sladder at skabe så stor modstand, at man får fyret sin kollega eller leder, har man kun fjernet objektet for ens egne problemer, og man må ud og finde en ny at pukke på. Med andre ord: Man står i årevis og skiftevis rykker i fortøjningen og hugger ind i den samme mole, og lægger dermed en spærre ud for sig selv, så man ikke kan udvikle sig personligt.

Det kan der også være en pointe i. På hjemmefronten kan der let foregå ting, man ikke magter at forholde sig til, måske fordi man er bange for at bringe sit ægteskab i fare. Måske opfører ens leder eller kollega sig præcist som ens egen ægtefælle, og begynder man at forholde sig til kollegaens opførsel, får man også øje på ægtefællens.

I afsnittet om negative tanker skriver jeg om overlevelsesmekanismer, og set i lyset af dem, giver sladderen pludselig mening, hvis dét at forholde sig direkte til et problem føles som om man er truet på sin eksistens. Så handler det pludselig om at overleve, og i dén sammenhæng bliver det pludselig meget lidt vigtigt at få LØST et samarbejdsproblem, men faktisk meget vigtigere at BEVARE det, for fortsat at kunne lyve for sig selv og dermed føle sig i sikkerhed.