Jeg sad højgravid og stønnende i sofaen, og min mand var på vej op af trappen. Pludselig standsede hans trin, og han sagde: “Skat – jeg tror måske nok, at jeg elsker vores kommende datter mere end dig!”
Glemt var ubehaget ved graviditeten, og mit hjerte svulmede af lykke: Det var lige præcis sådan en indstilling, jeg ønskede mig af mit barns Far. Jeg smilede til det hoved, der nu var kommet til syne over gelænderet, og sagde: “Skat – jeg er godt tilfreds med at vi deler en andenplads!”
Hvorfor var netop den indstilling så vigtig for mig?
For at være i stand til at sætte sit barns behov højere end sig sine egne, er man nødt til at have en sund tilknytning til andre mennesker: En tilknytning, hvor man føler sig sikker på, at man kan klare sig uden dem (ikke at man behøver at have lyst til det, altså), og hvor man er helt skarp på, at deres behov ikke altid er lig med ens egne behov.
I det første halve år af ens liv, flyder behovene frit mellem Mor og barn. Det er der en grund til, for skal babyen overleve, er moderen nødt til at kunne mærke alt barnet mærker. Barnet på sin side kan også mærke alt det, moderen mærker, og derfor er det alfa og omega, at moderen er i stand til at kende forskel på hendes og barnets behov, selv om barnet ikke er det.
Kære dig som er Mor, eller snart skal være det. Eller Far, som har lyst til at forstå lidt mere om, hvad det er, der foregår mellem din kone og din baby. Læs de tre sider, jeg har tilføjet under emnet “selvværd”. De står dér, fordi det er i den tidlige kontakt mellem barnet og dets primære omsorgspersoner, grundstenene til et sundt selvværd bliver lagt.
Den sarte symbiose 1/3: Hvorfor Mor ved bedst