“Skat, måske skal du ikke gå så meget rundt og sige til de andre, at du er højt begavet. For det, de hører, er, at du siger, du er bedre end dem.” Sagde jeg til min 6-årige forleden.
“Men Mor, det, jeg mener, er jo, at hvis de synes, jeg er lidt mærkelig, så er det bare derfor,” svarede han. Og jeg måtte svare: “Ja, det forstår jeg godt. Men det er ikke sikkert, at de andre gør det.”
Jeg har fortalt mine børn, at de tilhører en bestemt gruppe af befolkningen, som er sølle 2 % stor – dvs. de ikke ligner så mange andre i den måde, deres hjerne arbejder på, og at det derfor kan være en udfordring at finde nogen at spejle sig i.
Men det skal jeg endelig ikke, siger cirka alle de lærere og pædagoger, jeg taler med. Det virker til at være lidt farligt at fortælle børnene, at de skiller sig ud. Selv om de gør.
Det er et godt råd, når man er en del af et fællesskab, som ikke er særlig rummeligt. Som ikke er indstillet på at individer kan være meget forskellige, og kan skille sig ud, uden at det betyder andet, end at der er ekstra brug for opmærksomhed på hvad man mener, når man taler sammen. Hvis fællesskabet i virkeligheden er et hierarki og ikke et fællesskab.
Det kan også være et godt råd at definere sig selv i en gruppe i forhold til hvad man har til fælles med dem, frem for hvor man skiller sig ud. Fordi det handler om at finde ud af hvor man kan samarbejde.
Men den dag, jeg fortalte vores børn, at deres hjerner tænkte på en fundamentalt anderledes måde end de flestes … den dag røg deres skuldre flere centimeter ned, og ansigterne smilede lidt mere end de plejer. For dér forstod de – som højt begavede netop er dygtige til – i ét åndedrag og ét billede, at det ikke var dem, der var forkerte. De var bare anderledes.
Hvorfor er de højtbegavedes trivsel så udfordret?
Mine børn forstod, at når andre ikke forstod, var det ikke hverken den ene eller den anden, der var noget galt med. Men hvorfor er der egentlig så så meget berøringsangst omkring det?
En ret kendt psykolog i kredsene om de højt begavede, Dea Franck, har i et foredrag sagt, at det her med at sætte børn, som har en IQ over 130 til at løse opgaver eller lege med en flok børn med en IQ omkring 100 (flertallet) svarer til at sætte et barn med en IQ på 100 til at lege med en flok børn med en IQ omkring 70 (mentalt retarderede). Umiddelbart er det ikke svært at forstå hvorfor det ikke er et godt match, og at barnet med en IQ på 100 ville føle sig ensomt og ikke forstået.
Hvorfor er det så svært, bare fordi vi går 30 point op ad IQ-skalaen og laver samme øvelse?
Fordi vi ikke har tradition for det (jf. mit forrige indlæg). Vi er vant til at tænke, at de højt begavede nok skal klare sig, og at indsatsen i skolen derfor må koncentrere sig om at få de lavt begavede med.
Det går også ”fint” i en periode med store årgange og masser af mennesker at ”tage af” til at løse samfundets forskellige opgaver. For så vil der også være mange omkring 100, og endnu flere på skalaen mellem 100 og 130. De vil lettere kunne arbejde sammen – ikke problemfrit, men dog lettere finde ligesindede at løse opgaver sammen med. Men når arbejdsstyrken snævrer ind, tæller hvert par hænder og hver eneste hjerne.
Nå – skal vi så til at samle de højt begavede nu? Well ja, det er nok en god idé. I hvert fald når de skal erhverve kundskaber og færdigheder, som “forbereder dem til videre uddannelse og giver dem lyst til at lære mere.” (Folkeskolelovens formålsparagraf).
For vores samfund har i dén grad brug for nytænkere, klimakrise og krig og fællesskaber taget i betragtning. Men vi skal også turde tale om det, og i vores måde at tale på turde sige højt, at den ene intelligensskala ikke er bedre end den anden. At det handler om rummelige fællesskaber og forskelligheder, som vi skal blive bedre til at udnytte.
Er der noget godt ved det, Trump laver lige nu? Personligt ville jeg ønske, han befandt sig i nr. 9999 Alfarvej, i “Stateofnowhere”. Men han kan én ting, som mange faktisk efterstræber: Han er i nuet, og handler på sine egne behov. Det er hans manglende ansvarlighed, der er problemet. Og det er til gengæld et stort ét.
Hvis nu vi var bedre til at italesætte forskelligheder, ville det måske ligge mere til højrebenet for de fleste at se hele pakken, og dermed også tage højde for de konsekvenser, en egocentreret tankegang og manipulationsevne har for andre individer omkring den, der praktiserer det og kun det. Og alle de dejlige mennesker med en IQ omkring 100 ville sige ”Hov hov, lad os nu liiige hjælpe nogle flere med at forstå konsekvenserne af kun at tænke kortsigtet. Hvordan søren mon vi er kommet så langt ud, at det kan være strategien for så mange?” Og de kunne vende sig mod dem, der tænker ud af boksen og spørge: ”Og hvordan kommer vi egentlig hurtigt tilbage på et mere afbalanceret spor? Kan I give os nogle redskaber?”
Som jeg siger til mine børn: ”Det er godt at være gode venner med børn, der ikke er højt begavede. Men det er også okay at have brug for nogen, der er.”