Der har været stille på bloggen længe her, og det skyldes bl.a. at jeg i foråret fandt ud af, at min datters mistrivsel og begyndende skolevægring kom af, at hun er højt begavet – og af de udfordringer, der var i den forbindelse, både sociale og læringsmæssige.

Min læringskurve har siden da været mere end lodret. Min datter måtte skifte skole, det var der ingen tvivl om, og hendes lillebror, som også viste sig at være højt begavet, skulle ikke starte med sine venner på den skole, der ellers var tiltænkt ham. Krise. Og hvor skulle jeg gøre af dem?

Jeg fandt en skole, der var åbne og proaktive på høj begavelse, og de problematikker, det kan medføre – og vel at mærke en folkeskole. Min datter har nu gået der lidt over et halvt år, og min søn startede sin 0. klasse dér i august, og selv om jeg har givet slip på, at deres skolegang nogensinde bliver uproblematisk, er vi blevet taget så professionelt og fleksibelt imod, at jeg nu er nået dertil, hvor jeg så småt har overskud til at dele nogle af mine erfaringer med jer.

De udfordringer, højt begavede børn og folkeskolen har med hinanden, berører virkelig mange. Ikke bare børnene selv, men også deres familier, og de pædagoger og lærere, som har til opgave at støtte børnenes trivsel og læring. Lærere og pædagoger er et dedikeret folkefærd, og de kan blive ramt på både faglighed og personlighed ligesom alle andre.

Det er mange år siden, skolevæsenet fandt metoder til at samle op på de børn, der lå lavest på IQ-skalaen, og ordblinde og en kæmpe mængde gråzonebørn har de også efterhånden værktøj til. Nu har vi så tilføjet de højt begavede børn på listen.

Arbejdet med at hjælpe de højt begavede, er stadig på pionerstadiet: Det er et udviklingsarbejde helt og aldeles uden garantier. Med andre ord: Det kræver ekstra.

Som mine børns skoleleder sagde i sidste uge, at selv om de har erkendt, at de har en gruppe højt begavede elever, som de skal hjælpe, og selv om de allerede har startet 4 medarbejdere op på en kursusrække, så skal der også arbejdes organisatorisk, og det tager tid. I mellemtiden vil de så meget gerne finde løsninger for børnene, som alle kan være i – både børn, medarbejdere og forældre.

Og det er så her, vi bliver alternative, og jeg har allerede brugt ret mange timer på skolen – med alles accept, men også med de helt klare mål, at mine børn kan trives med at gå der uden jeg er der. Det går fremad, men folkeskolens organisering er på ingen måder bygget til højt begavede børn, og når man ligger i en margin af befolkningen på sølle 2 procent, betyder det jo også, at der heller ikke er ret mange lærere og pædagoger, der tænker på samme måde som én selv. Af sig selv. Så det er noget, der skal forstås – og som alle andre steder, hvor børns trivsel er i spil – helst i forgårs.

Lad os komme i gang, og lad os gøre det så let for hinanden som muligt. Hvad gør vi i mellemtiden, indtil vi har tænkt geniale tanker nok til at udvikle en ny måde at have folkeskole på?