Flere i min bekendtskabs- og klientkreds er i øjeblikket i gang med det enorme arbejde at definere dem selv som et individ, uden samtidig at definere deres partner også. Hvis man i årevis (eller måske hele livet) har været vant til at definere sig selv om en del af et forhold til en anden, og har en del af sin identitet forankret i hvad man kan være for et andet menneske, så kan tanken om at stå alene være meget skræmmende.

Dengang jeg selv var igennem den proces, hjalp det mig meget at tænke på, om jeg egentlig var ensom, eller bare alene. Følelsen var naturligvis ensomhed, for jeg manglede jo noget (eller nogen) at udfylde den del af mig selv, jeg ikke havde lært at mærke. Men med hjernen kunne jeg godt se, at jeg rent faktisk bare var – alene. Jeg havde min familie, mine venner … for ikke at tale om alle de nye venner, jeg var i gang med at skaffe mig. Jeg tillod mig selv at prøve lidt forskellige versioner af forhold til andre mænd end ham, jeg havde delt de sidste 19 år af mit liv med. Det var alt sammen både skræmmende og vidunderligt frit på samme tid.

Det var “kun” en partner i den “gamle” forstand, jeg manglede: En person, der kunne kompensere for min egen manglende evne til at mærke. I takt med at jeg lærte at mærke også disse sider af mig selv, forsvandt følelsen af ensomhed, og jeg blev i stand til at tiltrække en mand, som kendte forskel på hvad der var ham, og hvad der var mig. Som bestemt forstod at sætte pris på de ting, jeg kunne gøre for ham, men som ikke var afhængig af de ting, for at han kunne have et godt liv.

Jeg på min side elsker ham både for den, han er, og for alt det, han kan hjælpe mig med. Der er ikke nogen tvivl om, at jeg ville savne ham forfærdeligt, hvis han forsvandt, og føle mig meget alene. Men ensom? Nej, aldrig mere. Er jeg bange for alene-følelsen? Jada. Den er bestemt ikke rar. Men den truer ikke min eksistens, som den gjorde tidligere.

Tilbage bliver det hårde arbejde, som det er at adskille sig fra en anden. At anerkende sin egen eksistens 100 % som værende alene i denne verden. Når man kan det, kan man for alvor have glæde af sine medmennesker og de netværk, man vælger at indgå i.