Forleden dag delte en af mine bekendte en statusopdatering på Facebook: Sommetider er livet bare ikke så sjovt … der gik kun et øjeblik, så strømmede kommentarerne ind: Var hun okay? Hvad var der sket? Var det noget med hendes mand? Kunne de hjælpe? Var der noget de kunne gøre?

Rørt af alle kommentarerne skrev hun: Min mand drikker for meget fordi han har smerter. Det er ikke særlig sjovt at være mig, når han gør det.

Øjeblikkeligt og i løbet af de næste 10 timer strømmede det ind med trøstende kommentarer, virtuelle krammere, hjerter og opmuntrende bemærkninger. Og min bekendtes øjne løb i vand og hun blev rørt over de mange tilbagemeldinger.

Og hvad skete der så?

En enkelt antydede at manden brugte flasken som selvmedicinering, som lykkepille, og skrev, at sådan forholdt det sig jo ikke. Et par andre at der kun var én til at ændre på hendes situation – noget jeg klart læste som ”hende selv”, men som i og for sig lige så godt kunne forstås som ”ham”, for mere stod der ikke.

Dagen efter havde hun atter klynget sig til et nyt håb, en ny idé om mandens ”helbredelse”, om at han gjorde det, der skulle til, for at hendes liv blev bedre. En fysioterapeut havde meldt sig på banen og tilbudt behandling og irettesat manden for hende, måske ville han lytte til hende?

Jeg sad tilbage med følelsen af lige at have været vidne til et sving af den sløjfe, der holder medmisbrugere fast i forhold som disse. Det er først når jorden virkelig brænder under hende, at medmisbrugeren ymter et par underspillede bemærkninger om at det godt nogle gange kan være en lille smule hårdt. Sandheden er, at hverdagen er et mareridt. Og sandheden er, at det at udstille sin mand og dermed sig selv, er det sidste strå, medmisbrugeren griber efter, og kun når hun ikke kan se andre udveje. Og så snart, der viser sig den mindste knage at hænge håbet op på, klynger hun sig atter til den igen. Og helst glemmer hun det, hun lige har fortalt.

Om det nu er alkoholikere, krænkere og/eller voldsmænd, vi har med at gøre, er det det mønster, der gør sig gældende igen og igen. Engang min eksmand havde slået ud efter min ansigt med en træske, og jeg var bange for, at den hånd, jeg havde pareret med, var brækket, gik jeg til lægen. Ikke før.

Hos lægen blev jeg rådet til at forlade ham. Således udstyret med trommer og trompeter marcherede jeg hjem, og meddelte min eksmand, at jeg ville gå. Men så blev han så sød. Og ked af det, den stakkel. Han græd, og tiggede mig, og lovede mig, at han aldrig ville slå mig igen. Kunne pludselig indse alle de forkerte ting, han havde gjort, og hvor forkert, han havde behandlet mig i alle disse år. Aldrig mere, skulle det ske, aldrig mere. Og jeg måtte gøre alle de ting, han ikke brød sig om at jeg gjorde, hvis jeg bare ville blive hos ham.

Jeg udbad mig betænkningstid, men havde ham hængende efter mig som en logrende hund, og jeg fik ikke fred til at tænke. Og hvor havde jeg dog ondt af ham. Ham, der var så stolt, ydmygede jo sig selv totalt nu, og det havde jeg jo aldrig villet være årsag til. Og på denne her måde var han jo slet ikke den mand, jeg overhovedet kunne overveje at blive hos, for den slags mand var da i hvert fald ikke i stand til at spille rollen som min beskytter – den rolle, jeg sådan selv havde behov for, at han udfyldte. For hvis ikke han passede på mig, hvem skulle så?

Jeg tog ham tilbage, og blev behandlet som en gudinde de næste par dage. Gik hen til lægen og slog hændelsen hen, bad om at der ikke blev skrevet noget om det i min journal, for det var jo bare den ene gang. Heldigvis slettede min læge det ikke, så det var muligt for mig 10 år senere at kunne læse præcis hvilken dato jeg for første gang havde nævnt for en anden levende sjæl hvad der foregik derhjemme. Nogle uger efter den dato faldt det næste slag – og hvorfor skulle det ikke? Jeg havde jo lige demonstreret, at min trussel om at forlade ham var tom og hul.

Grundmønsteret i destruktive forhold er det samme, uanset om det er vold, incest, alkoholisme eller andet misbrug, der er omdrejningspunktet. Og helbredelsen for det grundmønster er og vil altid være, at parterne – eller i hvert fald én af dem – tager ansvaret for deres eget liv tilbage.

At tage ansvaret for sig eget liv betyder at gribe til handling, når livet ikke er tilfredsstillende. Ikke at overlade det til andre at sørge for, at ens liv er som man gerne vil have det. Ikke gå og vente på, at den anden snart ændrer sig, så man ikke længere behøver at lide.

Alligevel er det det, de fleste gør. For det er så pokkers svært at ændre på sig selv. Meget lettere er det faktisk at bilde sig selv ind, at den anden kan ændre sig. Her skal jo reelt ingen ændring til, men kun en fantasi, en forestilling om et bedre liv. Og vi vil så gerne tro, at virkeligheden er helt anderledes end den – i virkeligheden – er.

Til dig, der lever i et destruktivt forhold, hvor du ikke tager dig selv og dine egne behov alvorligt, vil jeg sige: Tag ansvaret hjem til dig selv, og du vil aldrig lade dig misbruge igen.

Læs mere på min side om misbrug (under parterapi):

https://ilsebjerregaard.dk/?page_id=718

One thought on “Sløjfen af gensidig afhængighed – et ubrudt bånd

Skriv en kommentar: