Midt i min 5-årige søns bekymrede spørgsmål til mig, peger hans Far på ham med åbningen af gymnastikbolden, og puster en kraftig stråle luft i hovedet på ham. Ideen og intentionen var god – min mand var glad over at få lukket luften ud af en bold, der havde været i vejen længe, og følte sig vældig eksekutiv, og undervejs fik han den glimrende idé at lave lidt sjov med denne usædvanligt kraftige luftstrøm, som man ikke kommer forbi hver dag, og lære sin søn lidt om fysik på denne dejligt konkrete måde.

Min søn var på sin side optaget af at få styr på noget, der optog ham lige dér, og koncentrerede sig om at formulere spørgsmålet korrekt, så han kunne få et svar. Da han pludselig får pustet en hel masse luft i ansigtet, bliver han afbrudt i sin tankerække, bliver meget frustreret, og råber STOP FAR!!!

Min mand stopper ikke lige med det samme, overbevist som han er om, at min søn kan se det sjove i ideen, hvis han lige mærker den ordentligt. Min datter, som er 2 år ældre end min søn, og som sidder ved siden af og egentlig griner af luftstrømmen, skriger STOP SÅ FAR i et skingert toneleje, og lyden skærer igennem min mands fokus, og får ham til at stoppe og træde et skridt tilbage fra lyden.

Jeg lukker den, som jeg så ofte gør, ved at sige: ”Han var lige ved at spørge mig om noget, og det forstyrrede ham at få luft i hovedet. Spørg igen, Skat.” Min mand ser lettere forbløffet på mig, og bliver så ked af det. Min datter hopper over til ham, og leger med bolden og luften, mens min søn får stillet sit spørgsmål. I dag gik det let.

Virker det velkendt?

Situationen virker nok velkendt for nogle. Min mening med at skrive den her er, at jeg elsker at have en mand, der får så mange gode ideer. Mine børn bliver fodret med den bedste og sjoveste og mest fantasirige inspiration, man kan tænke sig, og bliver verdensmestre i at tænke ud af boksen. Det er fedt. Men det er vigtigt, at man som familie hele tiden samler op på problematikken, så det ikke sætter sig som ukonstruktive adfærdsstrategier, hvor alle bare står og skriger sit eget og ikke lytter. Det kan godt synes temmelig omstændeligt nogle gange, men jeg lover jer, det er godt givet ud: Man lærer nemlig især 3 ting:

  1. At mentalisere (sætte sig i andres sted).
  2. At det gælder om at få sat tempoet ned, når nogen bliver hidsige.
  3. At alle har de bedste intentioner med det, de gør.

Det er virkelig gode ting at kunne, når man skal mægle eller løse konflikter, eller undgå, at de optrapper. Og især det sidste er alfa og omega, når ens hjerne tænker så hurtigt, at man ikke kan nå at afstemme med omgivelserne.

Ferrari på hovedgaden

Hvem vender sig ikke om og kigger, når en Ferrari gasser op på hovedgaden og viser, hvor hurtigt, den kunne køre, hvis den altså måtte lige her? Hurtige hjerner er som en Ferrari på hovedgaden, som ikke helt kan styre sig – og det kan den virkelig ikke, det er ikke fordi den ikke gerne vil: Den vil jo helst beundres, ellers var den bare kørt ud i Nevadaørkenen, hvor den kan give den max gas uden at køre ind i nogen.

Vi andre omkring Ferrarien skal selvfølgelig stoppe den, inden den kører nogen ned. Det har den brug for os til at gøre. Men når vi så har stoppet den, skal vi også give os tid til at beundre den, og så foreslå den en anden vej den kan køre næste gang. Det kan godt være, den glemmer det, men jo flere gange både den og vi oplever, at der er et alternativ, des større er sandsynligheden for, at den husker det. Og jo flere gange vi andre oplever, at den bliver rigtig ked af det, når den kommer til at køre ind i os, des mere overskud har vi til rumme den, når den kommer, og til at få råbt den an i tide, så den husker at stoppe selv.

Altså det ligger ligesom i konceptet, synes jeg: Når man tænker meget hurtigt, og hele tiden får nye ideer, som tager afsæt i de forrige, men ikke nødvendigvis gør dem færdige, er der lang bremselængde.

Det kan også være svært for omgivelserne at følge med.

Nogle hjerner har stort behov for at reflektere, og hvis de langsommere tænkende hjerner ikke stoppede op og gjorde netop det, ville alting være tilfældigt, for de hurtige hjerner har ikke altid tid. Men hvis de hurtigere tænkende hjerner ikke trak de langsommere med, ville udviklingen ikke gå særlig hurtigt.

Der er fordele og ulemper ved begge dele, og vi har brug for hinanden.

Rummelige fællesskaber skal udføres, ikke kun besluttes

Men der er et problem. Det er hårdt arbejde at udføre i praksis. Rummelige fællesskaber er ikke ægte rummelige, hvis vi dømmer nogen ude. De er først ægte rummelige, når vi kan bruge hinandens forskelligheder konstruktivt, og kan komplementere hinanden, som min mand og jeg fx gør. Det er ikke nok at have intentionen om at være rummelig; så kører man på benzindampende og er dømt til ikke at komme særlig langt, Ferrari eller ej.

Vores samværsform er derfor nødt til at have kontinuerligt fokus – hjemme hos os er det blevet en livsstil, og jeg ville ikke undvære den, selv om det ikke altid er let. Jeg kører også i grøften jævnt hen, men så er Ferrarien heldigvis på pletten med et grussprøjtende drift, og har en krog i min kofanger nærmest før jeg når at blive forskrækket. Fordi vi har aftalt det, og at den lige dér gerne må skynde sig, så jeg ikke får traumatiseret mine børn.

Der er også en anden ting: Min mands evne til at være i nuet er helt eminent, og det har lært mig meget om at handle på dét, der er vigtigt lige nu, og ikke slavisk følge planer bare for planernes skyld: Hvis min datter har haft en hård dag i skolen, har hun brug for at lege med en voksen, når hun kommer hjem, mere end hun har brug for at få et korrekt nærende måltid til aftensmad, hvor der er brugt ekstra tid på at snitte gulerødderne i æstetiske skiver eller samle en avanceret salat (som hun i øvrigt ikke kan lide).

Og havde jeg nu lige glædet mig til at stå og snitte zen-grøntsager, og finde ro i dét efter en hektisk dag, er det dæleme godt, at min mand altid er klar på at lege.

Felter med en * skal udfyldes

Skriv en kommentar: