Hvad gør man, når ingen kan se, at man går lidt langsommere end man plejer, ingen lægger mærke til at man smiler mindre, eller at man trækker sig lidt fra kontorfællesskabet?

I dag havde jeg møde med det team, jeg er en del af på arbejdet. Et såkaldt kaffemøde – et rigtig godt initiativ fra min leder, en insisteren på at bruge tid på det sociale så godt vi kan i nedlukningsperioden. Den første gang var det meget sjovt, anden gang sådan set også … men i dag føltes det meget mærkeligt. Jeg sad og blev ikke bare småirriteret, men sådan rigtig godt gammeldags gal i skralden – men ingen kunne se det på mig og spørge til det, og jeg var ikke selv bevidst nok omkring det til at tage det op.

Havde de spurgt om jeg var vred, havde jeg benægtet det. Mit svar havde været noget i stil med: “Øøøh … nej?”

Kaffemødet fungerer sådan, at min leder starter med lige et give lidt fælles info, sådan “nyt siden sidst”, og lige en kort opdatering af hvad der arbejdes med i de forskellige dele af teamet. Derefter lytter hun til hver enkelt, hører hvordan det går med hunden eller børnene, eller spørger til hvordan vi klarer nedlukningen og den isolation, der let kan følge med.

Hun spørger hver enkelt, og de andre lytter med.

Man må gerne bryde ind og give sit besyv med, og på den måde kunne det jo være ret hyggeligt faktisk. Vi får også nogle gode grin og sådan. Der er bare det, at lige nu er online-forbindelserne så presset af den øgede aktivitet og de mange møder, at lyden let begynder at hakke eller billedet fryser, og hvis alle har deres mikrofoner tændt, er der for megen baggrundsstøj. Man kan kun se dem, der snakker. Så selv om vi griner af det, der bliver sagt, gør vi det hver for sig. Som små, isolerede robot-enheder.

Latteren bliver ikke hængende, og der er ingen, der ikke kan holde op igen, fordi de egentlig er for trætte eller fordi deres kolleger griner.

I dag var det så helt galt, og alle var nødt til at slukke for deres kameraer også – også lederen selv og den, hun talte med. Det var en meget mærkelig følelse af ikke-forbundethed, og jeg kan kun tage hatten af for mine kolleger, som undervejs fandt ud af at lave et underholdende chatspor med kommentarer. Her kunne vi sidde og hviske lidt til hinanden på den måde, og det var helt i orden og min leder grinede med, når hun havde tid til at læse kommentarerne.

“Jeg gider altså ikke snakke arbejde i dag!”

Men jeg var vred – og jeg vidste det ikke! Da det så blev min tur, startede jeg med at sige, at jeg altså ikke gad snakke arbejde i dag! Sådan lidt trodsigt markerende – til trods for, at ordet faktisk er helt frit. På mit papir havde jeg noteret et par ting, jeg kunne smalltalke om: Som en anden præstation eller præsentation følte jeg, jeg skulle “levere” noget.

Intet kunne være mere forkert, og bagefter ville jeg ønske, jeg bare havde ladet min leder stille nogle spørgsmål, og så svare som det nu faldt mig ind – men den ro havde jeg slet ikke. Jeg endte derfor med at fortælle en håndfuld blandede bolsjer fra privatlivet om ungernes børnehave og katten, der engang havde taget en and, og om hvordan morgenerne er skiftevis totalt kaotiske eller næsten buddhistisk nærværende.

Men jeg fik slet ikke sagt det allervigtigste; nemlig at nedlukningen af landet betyder, at jeg ikke får besøgt min Mor på hendes fødselsdag her i starten af februar.

Dét havde jeg i virkeligheden brug for at snakke med nogen om, og jeg tænker, min leder havde været god lige dér. Men hun fik ikke lov til at spørge om noget overhovedet, og forstod vinket med en vognstang og gik hurtigt videre til den næste efter jeg havde afleveret min “rapport”.

Jeg var ikke i kontakt med hverken hende eller de andre, jeg var ikke til stede eller tilgængelig, jeg var vred! Men på hvad? På hvem? Jeg vidste det ikke, for der er ingen at være vred på.

Man siger, at sorg er hjemløs kærlighed – er nedlukning så hjemløs vrede? “Jeg imploderer snart”, som en ven skrev – kollapser, falder sammen, holder op med at interagere og kommunikere.

Jeg savner!

Jeg var oppe på min tomme arbejdsplads for at hente et visir, jeg skulle bruge, og se om der var kommet noget relevant fysisk post. Huset er kæmpestort, men det var tomt og stille. Jeg gik ind på det lukkede kontor, og så mine kollegers tomme arbejdspladser og halvtømte reoler; som jeg har de det meste derhjemme. Jeg stod et øjeblik ved mit skrivebord, og mærkede hvordan jeg savnede baggrundsstøjen, huset, der summer af liv, de mange forskellige slags skridt på gangen udenfor, irritationen over kollegernes snakken på gangen når jeg skulle koncentrere mig om noget.

Vi kan sige det så mange gange, vi vil, men det bliver det ikke mere sandt af. Vi kan fremhæve alle de gode ting vi har lært af nedlukningen og af at arbejde hjemme, alt det, vi lærer af de ændrede arbejdsforhold, om os selv, om hinanden og af det at arbejde i et team. Grine (igen) af, at alle de introverte elsker det her. I bedste glatte managementstil kan vi smile og præsentere alle fordelene, og holde hinanden oppe med kunstig gejst, fordi det altid er lettere at snakke om det rare end om det svære.

Men vi skal snakke om det hele. Vi skal ikke sige “Jeg troede sgu lige et øjeblik jeg var ved at blive deprimeret,” men i stedet: “Jeg synes virkelig, det er tungt, det her, og nogle gange aner jeg ikke hvordan jeg skal komme igennem det.” Vi skal give os tid til at snakke med hinanden – mere og ekstra nærværende – og frem for alt skal vi give os selv plads til at reagere.

Derfor var jeg nødt til at skrive det her blogindlæg, selv om jeg er så træt, at jeg kunne lægge mig til at sove ind over skrivebordet. For jeg havde en vrede, som jeg havde undertrykt så meget, at den blev blæst i hovedet på uforberedte og intetanende kolleger i dag på en måde, hvor de absolut ingen chance havde for at gøre noget ved det.

I morgen vil jeg ringe til én fra teamet, som luftede et forsigtigt lille kæmpestort tema i en bisætning lige da hun rundede af. Min leder fangede den, og fik sagt nogle trøstende ord, men måske sidder hun ligesom jeg gjorde, og havde i virkeligheden meget stærkt brug for at snakke mere om det. Men hvordan rækker man ud på Teams?