…står vi i virkeligheden foran et paradigmeskifte indenfor specialpædagogikken?

Måske står vi foran et paradigmeskifte, som jeg personligt har ventet længe på. Jeg har været pædagog længe nok til at opleve normbegrebet både snævre sig ind og brede sig ud i bølger på ca. 10 år. Lige nu er det ved at brede sig ud – men det er mere end det. Der er også en individualistisk tilgang med i billedet, som ikke har været med på den måde før: Ligeværdigheden.

Anerkendelsen af de mange forskellige individer har vi været omkring før, men den viste sig også at kunne føre til både opdeling, stigmatisering og ekskludering. Men med opfattelsen af forskellighederne som reelt ligeværdige, tvinger vi definitionen af special kontra normal væk fra tavlen.

Sagt lidt hurtigt kunne børn godt være autister før i tiden, men de blev også automatisk regnet for nogle, der ikke bidrog til samfundet i lige så høj grad som ”de andre”. Sådan er det ikke mere. Der er stigende fokus på de skæve udviklingsprofiler, og på hvad det fører med sig af fordele for fællesskaber i dagtilbud, skoler og på arbejdspladser. Fordele ja, du læste rigtigt. Og den er ny.

Hvordan tænker vi nyt, mens vi er i krise?

Det gør ingen i princippet frivilligt. ”Vi løber en maraton på et brækket ben, og det kan man ikke.” sagde PPR-chef i Aarhus Helle Mølgaard på Børn & Unges morgenmøde i mandags. Organisatorisk som individuelt er det vanskeligt at tænke nye strategier, samtidig med at man kæmper for at dække bare de mest basale behov. Men det er her, vi skal være glade for kommunens opdeling i forskellige niveauer og områder, som gør det muligt at adressere en problematik fra flere vinkler samtidig. Og ja, som det er lige nu, er det direktøren, som skal sætte sig i sin stol med en kop te og kigge eftertænksomt op i loftet, mens pædagoger og lærere på gulvet føler, de er ved at rende livet af sig.

Personligt er jeg måske nok klogere på den individuelle krise end på den organisatoriske, men jeg ser nu alligevel visse fællestræk. Blandt andet i nødvendigheden af ikke at lave alt for mange lappeløsninger lige nu.

Det kan synes fristende at hælde alt hvad man kan afse af ressourcer i specialområdets bundløse brønd – men hvis specialområdet er i gang med at opløse sig selv, hvor efterlader det så de individer, man hjælper på denne måde? Det er en særdeles vigtig pointe, at der er virkelig mange børn, der lider, mens direktøren drikker sin te.

Jeg siger ikke, at disse problematikker ikke skal adresseres – men jeg siger, at vi måske skal nøjes med at gøre indsatserne midlertidige. Bygge broer, øge antallet af indsats- og støttepædagoger, i en periode frisætte de enkelte skoler til at sammensætte deres egne praksisløsninger. De erfaringer og den viden, der dermed akkumuleres imens teen bliver kold, vil være meget værdifuld senere, når strategien skal omsættes i konkret praksis.

Men hvorfor er tallet eksploderet så?

Det kan virke ulogisk, at antallet af børn med specialbehov eksploderer, hvis anerkendelse af forskellighed er ved at holde sit indtog. Og så alligevel ikke. Vi kender godt selv følelsen af nødvendighed, når vi først har fået øje på toiletdøren: Det bliver simpelthen sværere at holde sig. Det samme princip gælder alle andre behov, der er blevet undertrykt i længere tid: Når man først øjner chancen for at blive anerkendt og få hjælp og støtte, råber man højere og er mere insisterende. Skælder mere ud, hvis man er forældre, som gennem længere tid har været ulykkelige over et barns mistrivsel. Går ned med stress og græder i flere dage, hvis man er en professionel, som alt for længe har kørt på de sidste dampe fra benzintanken. Jeg underkender ingen af disse reaktioner, de er helt reelle.

Skal indsatserne mens vi venter på tænketanken derfor give mening for børnene, set fra deres perspektiv, er vi nødt til at stole på, at de mennesker, der er tæt på børnene, kan se hvad de har brug for. Det skal være lettere for det enkelte tilbud at blive sat fri til at strikke deres egen hverdag sammen. Måske skal nogle børn tidligere i DUS, måske skal klasserne og årgangene deles på en anden måde, måske …

Vi har alle som mål at øge trivsel og læring i hverdagen for det enkelte barn. Men hvem andre end barnet selv kan verificere, om det trives? For at barnet kan opleve sig som en del af et fællesskab, det har lyst til at deltage i, skal det selv kunne se en mening med det, der foregår. Derfor må barnet tages med på råd i de konkrete løsninger.

Forebyggelse fremmer forståelsen

Hvis en børnegruppe får forklaret, hvordan Katja går i stå, når hendes hjerne er overstimuleret, kan de også lære at give hende en pause, til hun er klar igen, og atter kan indtage sin plads i fællesskabet. Eller at hendes stol ikke bliver kold, fordi hun holder en pause. Tilsvarende kan Katja lære, at hendes følsomhed giver hende mange fordele, men at det er vigtigt at lære at mærke og anerkende de tidlige indikatorer for behov for at vende indad, for at kunne udholde at blive i de fælles rammer for fællesskabet. Og det er vigtigt, at fællesskabet er opbygget af betydningsfulde relationer, hvor f.eks. det at tage en bestemt bamse ned fra hylden betyder, at man har brug for hjælp til et eller andet. Børn har 100 sprog – det er os voksne, der skal blive bedre til at huske dem og bruge dem.

Og så er der lige løvemødrene

Alle mødre kæmper for deres eget afkom, og når børnene er i knibe, falder der brænde ned. Men hvad skal man som forælder gribe i, andet end de muligheder, der allerede eksisterer? Man er klar til at løfte en bus for at redde sin unge, og hvis ingen har tænkt, at trafikken i virkeligheden skal ledes en anden vej, er det også det, man prøver. Derfor vil man i dag som forælder automatisk insistere på et specialtilbud, hvis det eksisterende fællestilbud ikke opleves som tilstrækkeligt.

Og det skal man have lov til. Man skal have lov til at insistere på individperspektivet i lige så høj grad, som dagtilbudslederen må insistere på gruppeperspektivet. Den professionelle har ansvaret for dialogen og for forsøget på at forklare forældrene om de muligheder, der er tilgængelige, men begge har hver deres lige vigtige rolle i organisationen. Direktøren får drukket alt for meget te, hvis der ikke findes forældre, der skrive hadefulde opslag på Facebook i raseri over ikke at kunne få det, de ønsker sig. Skolelederen risikerer at glemme individperspektivet, hvis hun ikke dagligt mindes om og vurderes på tilfredsheden hos brugerne.

”Hvad er jeg for én?” er i høj grad individperspektivets største spørgsmål, og handler om børnenes identitet. I stedet for at være sådan en, der ikke er som de andre, som falder udenfor et fællesskab, skal definitionen vende på den anden led: Selv de børn, der trives i en klasse på 28 børn, har brug for at kunne rumme dem, der ikke gør, hvis de skal vide hvordan de senere henter hjælp til og forståelse for de detaljer, de ikke har lært at lægge mærke til.