Er du en ildsjæl? Brænder du for det, du laver – uanset om det er i arbejdsregi eller privat? Er du i flow, når du arbejder, og kunne dit arbejde måske lige så godt være din hobby? Drømmer du om, at dit liv generelt går op i en højere mening, hvor du nyder alt det, du gør, uanset om det er hjemme eller på din arbejdsplads?

Det kan blive virkelighed.

I min opvækst var ordet “ildsjæl” altid omgærdet af en advarende stemning; ildsjæle fik virkelig udrettet noget, javel, men de endte ofte også med at brænde totalt ud, og hvad havde det hele så været værd?

For ikke så lang tid siden gik det for alvor op for mig, at jeg arbejdsmæssigt set trives bedst under mildt pres. Sådan at forstå, at jeg keder mig, hvis arbejdet giver sig selv, og der ikke er noget at spekulere over undervejs, ingen knuder, der skal løses, eller hvis jeg bare ved det hele på forhånd.

I en samtale med en direktør i det offentlige system blev min gamle fordom punkteret: “Man kan lære at elske omskifteligheden”, sagde han. Allerførst fnøs jeg lidt og rynkede på næsen, men så pludselig faldt sløret fra mine øjne: Det var jo sådan set også en mulighed. At elske omskifteligheden. Processen.

Men hvordan så undgå at brænde sit lys i begge ender? Et forår med for mange projekter i søen for mit eget vedkommende havde alt for tydeligt mindet mig om, at det er let nok at få ideer – og sådan set også let nok at føre dem ud i livet – men når man får for mange ideer på én gang, og forsøger at udføre dem alle sammen på en gang, så kan man let komme til at overforbruge sig selv.

Og det er præcis min akilleshæl, som jeg efterhånden har kendt i 8 år nu: Siden jeg var lille, og måtte sætte mine egne behov til side for bl.a. en syg søster og forældre i krise, var mit første valg altid at tage hensyn til andre, før jeg tog hensyn til mig selv. Men bruger man flere kræfter, end man har, møder man muren på et tidspunkt. Da jeg var ung, var det ikke noget problem, for kræfterne syntes uendelige. Det var ikke der, jeg lærte det. Det var først da kræfterne pludselig slap op, jeg begyndte at forstå hvad det var, jeg havde gjort.

I sådan en situation, kan man gøre to ting: Man kan erkende, hvor ens grænser går, og begynde at leve efter det. Eller man kan vælge offerrollen. Offerrollen kan være fristende let at vælge, for i den behøver man ikke erkende, at der er grænser for ens formåen. Og at grænsen måske går på tværs af noget, man har lært er nødvendigt for at overleve. I mit tilfælde var det at dække andres behov før mine egne.

Indtil jeg lærte mig selv at kende til bunds – og mange gange undervejs i processen – klappede jeg sammen som en gammel liggestol, hver gang jeg mødte nogen, der havde valgt offerrollen. De tryglede mig om det umulige; at dække de behov, de ikke selv vidste hvordan de ellers skulle få dækket.

Så hvordan lære at elske processen uden at dø af den?

Opskriften er såre simpel, og alligevel svær for den, der (endnu) ikke har lært hvordan man gør: Det handler om at hvile i sig selv, og føle sig grundlæggende i sikkerhed i verden. Det gør man, når man ved hvor man når til; hvad man kan, og især hvad man ikke kan, og står ved det. Når man tør se i øjnene, at man ikke er udødelig, og samtidig erkender, at det ikke er det samme som at der ikke er meget dejligt liv tilbage at leve endnu.

Lær dig selv at kende så godt, at du kender din egen bagage – at du træffer et aktivt valg omkring hvilke kufferter, du vil have med dig, og hvilke der har bedst af at blive efterladt. Elsk dig selv for også at elske nogle af de kufferter, du lader stå, og for ind imellem at komme til at tage andres bagage op og bære den, fordi den ligner en af dine egne gamle kufferter, som du engang høstede anerkendende nik for at bære for andre.

Nogle gange har vi lyst til at bære andres bagage, fordi de ser så trætte ud, og ind imellem går der lidt tid før vi opdager, at det lærer de jo ikke selv at bære dem af. Så snart det går op for os, er det om at få sat den bagage fra os, og ved vi det, trænger vi højst til et lille hvil, før vi er klar igen.

Når vi således kun bærer på den bagage, vi bevidst har valgt at tage med os, er der plads til at mærke efter, hvor mange kræfter vi har. Og kommer vi så forbi en ny kuffert, der ser spændende ud, kan vi samle den op uden fare, fordi vi ved, at viser den sig for tung, kan vi lige så hurtigt sætte den ned og efterlade den igen uden det mindste spor af dårlig samvittighed.

I min samtale med direktøren gik det op for mig, at jeg havde lært det, jeg havde brug for, for at give mig selv lov til at være projektmager og ildsjæl: Jeg har lært hvor mange udfordringer, jeg kan tage ind af gangen, og hvilke jeg skal lade stå – enten fordi jeg aldrig skal tage dem op, eller fordi jeg endnu ikke har fundet ud af hvor håndtaget sidder. Og det er den proces, jeg elsker allermest, og som – paradoksalt nok – sætter mig i stand til reelt at hjælpe andre med at få dækket deres behov. Hatten vender bare omvendt: Jeg hjælper dem med at hjælpe dem selv, jeg bærer ikke deres kufferter for dem.