“Der må gerne klappes”, skrev jeg på Facebook før jul. Det var sidste officielle barselsdag for mig og vores andet barn – og samtidig med, at vores store pige og vores dreng er det bedste, der er sket for os nogensinde, føles det som om jeg nu har været hjemmegående i næsten 3½ år. Og dét – kan jeg så berette – egner jeg mig ikke til, det er for længe. Men det vender jeg lige tilbage til.

For mens jeg sidder og skriver det, føler jeg et stik af dårlig samvittighed: Kan det her på nogen måde tolkes som om jeg ikke elsker mine børn? Altså som i elsker dem nok? Min taknemmelighed over, at vi har fået dem, er så svær for mig selv at rumme, at bare det at puste det mindste til boblen, for at skabe lidt plads til mig selv, føles farligt. Som om jeg udtrykker utilfredshed eller noget.

At det er noget sludder, kan vi hurtigt blive rationelt enige om. Men emotionelt er det noget andet. Da jeg på mirakuløs vis blev gravid med først vores datter og siden med vores søn, havde jeg givet slip på drømmen; at få børn. At jeg så er blevet gravid to gange efterfølgende, og har fået to så dejlige og sunde unger … det er noget, der passer så dårligt til mit tidligere selvdestruktive selvbillede, at det har raget det fuldkommen af pinden. Visket det ud. Pillet det af piedestalen. Det har ikke gang på Jorden mere: Jeg er nu officielt en meget lykkelig kvinde.

Op og have luft

Alligevel må jeg altså have lidt luft. At gå så meget hjemme med først graviditetskvalme og derefter barsel, to gange efter hinanden, har altså været lige ved at give mig kuller. Eller det har det, altså givet mig kuller. Svingende fra “Lettere kulret” til “Ragende plim” flere gange om dagen. Og nu, hvor jeg om lidt over en måned starter med at arbejde igen, kan jeg for alvor mærke, hvor usandsynligt mange gange i løbet af de sidste år, jeg har sat mig selv til side, for at give plads til børnene. Nu, hvor den yngste er i gang med at lære sin dagplejemor at kende, smerter det i de yderste kroge af psyken, hvor der faktisk ikke er mere overskud tilbage, fordi der stadig lige skal være lidt mere.

Hvert eneste lille behov, jeg udsætter nu, gør ondt, for nu mærker jeg det. Nu, hvor Ilse-tid snart kan udvides til mere end en halv time hver aften, hvor knægten sover mellem to amninger, datteren også er puttet og der er ryddet op og smurt madpakke, nu kan jeg mærke, hvor svært det har været for mig, at dykke ned i den verden, hvor jeg ingen betydning har som andet end den, der sørger for at dække andres behov.

Det er jo der, jeg kommer fra

Hvordan kan noget være helt rigtigt, og samtidig føles så svært? Sørger hormonerne ikke bare for, at man gør det uden at mærke noget? Joh, altså det må næsten være hormonerne, der tvinger min krop til f.eks. at udsætte et ellers meget presserende behov for at komme på toilettet, hvis ét af børnene har brug for Mor. Det er fuldkommen ligemeget, om jeg næsten har lagt an til landing – ja sågar om jeg har sat mig på toilettet: Råber eller græder ét af børnene, er det ikke fysisk muligt for mig at fuldføre handlingen. Der er bare blokeret. Vældig praktisk evolutionært set, men sgu ikke når børnenes Far allerede er sammen med dem.

Men altså; det her med at være Moderskib, føles helt rigtigt. Naturligt, som noget, jeg skal. Og der er ikke noget, jeg hellere vil, det var min største drøm overhovedet nogensinde. For jer, der kender mig og har læst min bog eller meget her på bloggen ved, at jeg har bevæget mig fra et liv, hvor jeg altid satte alle andres behov før mine egne, til at tage ansvaret for mit eget liv og for at få dækket mine egne behov tilbage. Det var en lang og sej kamp, som næsten kostede mig livet, men det lykkedes. Og hvad er så det første, jeg gør, når det hele er faldet på plads? Får mig nogle børn, så jeg igen befinder mig i en situation, der ligner.

Same, but different

For ja, det ligner – men det er ikke det samme. Det her er jo børn, der er tale om, og ikke voksne mennesker. Da jeg gjorde op med en barndom, hvor der ikke var ret meget plads til mig, og gjorde op med 19 års efterfølgende voldelige ægteskab, hvor alting handlede om at stille min eksmand tilfreds – da jeg gjorde det, holdt jeg op med at bære andres kufferter for at blive elsket. Jeg begyndte at elske mig selv, og synes, at jeg var god nok. Jeg begyndte at forstå min egen styrke, og lærte at bruge den konstruktivt.

Så nu har jeg chancen for at gøre det rigtige for mine børn: Bære deres kufferter, indtil jeg har lært dem, hvordan de gør selv, og har givet dem styrken til det. Hjælpe dem med at afstemme sig følelsesmæssigt, gennemleve hele følelsesregistret og komme i balance igen, handle på deres interesser og nysgerrighed, og lære dem hvor de finder viden henne, når min og min mands ikke længere rækker. Anerkende, anerkende, anerkende. Give plads, give omsorg, give kærlighed. Elske betingelsesløst. Lade dem opleve og modtage alt det, jeg ønsker, de selv skal kunne med tiden.

Det er så vigtigt.

Hvorfor ikke hjemmegående?

Det handler altså ikke om, at jeg ikke har nydt al den kontakt, jeg har kunnet have med vores børn de sidste 3½ år. Det har været sindssygt hårdt, men det er det for alle at få to børn hurtigt efter hinanden, og det er samtidig så stærk en oplevelse, at min mand og jeg allerede mere end én gang har udvekslet blikke, der sagde: “Skulle vi lige lave én mere?”. Så vild en oplevelse er det, at se et menneske folde sig ud i dets første år, og “blive sig selv”, som man siger. Men altså; det gør vi ikke (laver én til, altså). Vi vil hellere have kræfter til at nyde de to, vi allerede har.

Det handler om, at jeg er ildsjæl (læs mere HER), og brænder for at gøre en forskel, for at komme ud med det budskab, jeg først rigtig forstod, da jeg selv var fri af det voldelige forhold: Hvorfor voldsramte igen og igen vender tilbage til deres partnere eller finder en ny voldelig partner, hvorfor det er så svært at bryde den onde cirkel. Det kræver at jeg udtrykker mig på bloggen, at jeg holder foredrag, har terapier. Og ingen af delene er særligt kompatible med at være småbørnsmor. Ikke på den måde, jeg ønsker at være det, i hvert fald.

Ildsjælen i mig har stået på stand by siden jeg blev gravid med vores datter. Det er snart 4 år siden. Den fik lov at kigge frem, da jeg på trods udgav min bog selv mens jeg var gravid med vores søn, og den trak vejret lykkeligt, mens jeg holdt det eneste foredrag om bogen, jeg nåede, før jeg forvandlede mig til en goble med vand i hele kroppen. Så kom sønnen, og siden da har der næsten ikke engang været overskud til at blogge.

Det er svært, hvis ikke umuligt, at holde en ildsjæl spærret inde. Den brænder hul i væggen til sidst, og finder vej ud. Mine vægge er tynde nu, og jeg glæder mig til at starte arbejde igen – lykkeligere end nogensinde, med de mest vidunderlige mennesker at komme hjem til, men også at leve et liv, hvor der er brug for min faglighed og mit engagement.

(Hvordan jeg så skal bære mig ad med at undvære mine børn mens jeg er på arbejde er en anden snak)

Det var svært, men jeg gjorde det. Vi har to stærke børn, der trives, vokser og udvikler sig. Der må gerne klappes.