Min egen beretning om det at være barnløs kontra få et barn er lang. Meget længere end jeg har skrevet her. Men det er også en historie, der skal ud, for jeg besluttede mig for 5 år siden for at bryde tabuet omkring det. Det er det, dette indlæg handler om, så læs med, hvis du er interesseret, eller spring det over, hvis du ikke er. Jeg har også lavet en række mere faktuelle sider om emnet under afsnittet om tab og traume, så er du selv processen igennem eller kender du nogen, der er, kan du læse med her: Vi er alle barnløse, til vi har fået det første barn.

Vi kan ikke bestemme, hvornår døden indtræffer – det ved vi godt. Men som de færreste måske tænker over, kan vi heller ikke bestemme, hvornår livet skal opstå. Det måtte jeg og min mand sande, da jeg første gang lå på scanningsbriksen til det, vi troede var vores første 12. ugers scanning, og sygeplejersken ganske enkelt ikke kunne finde nogen baby. Lige meget hvor meget, hun ledte. En velfungerende moderkage, der opretholdt kroppens tro på, at den var gravid, og en lille ubestemmelig klat, der nok engang havde været et foster på et meget tidligt stadie.

Men sande det ville vi ikke. For os var det et chok – ingen havde forberedt os på muligheden af, at det kunne gå galt, så det tænkte vi ikke, det kunne. Vi mødte op på hospitalet med skrækblandet fryd over at skulle se vores barn for første gang. Først bagefter erfarede vi, at det er mellem hver 4. og hver 5. graviditet, der går til grunde i det første trimester. Og først bagefter opdagede vi, at der var 11 – elleve – par i vores nærmeste omgangskreds, der havde prøvet det samme.

Allerede dengang besluttede jeg mig for at bryde det tabu, for hvor ville jeg dog gerne have været forberedt. Jeg fik en medicinsk abort, men eftersom jeg ikke blev fulgt ordentligt eller scannet umiddelbart efter, gik der 3 måneder, før den sidste rest af moderkagen endelige gav slip og kom ud. Det var et meget kaotisk forløb, og jeg vandrede rundt i en mærkelig krisetilstand i lang tid, fordi mit HCG-niveau faldt så uendeligt langsomt, og min krop fysisk derfor ikke ville give slip på at føle sig gravid. Sammen med alle mine traumer efter mit tidligere ægteskab, som jeg arbejdede på at slippe af med, tågede jeg rundt i ingenmandsland og kunne hverken erkende tabet eller lade være.

Jeg havde været gravid to gange før, med min eksmand. Men ingen af dem havde været ønskebørn – den første sneg sig forbi en spiral, der var gledet lidt ned, og den anden forbi en p-pille, der blev udsat 12 timer. Jeg havde derfor ingen grund til at tro, at jeg ville få svært ved at få børn. Men det skulle det vise sig at være.

Filimus

Der gik vist ikke engang et halvt år, så blev jeg gravid igen. Lykke! Og denne gang så det ud til at blive hængende. Min læge fulgte mit HCG-niveau, der steg som det skulle, og vi gik spændte men dog nervøse til nakkefoldsscanningen. Stor var vores lettelse, da der tonede et minimenneske frem på skærmen, men sygeplejersken delte ikke vores lettelse, og ville hente en læge. Det viste sig, at fosteret havde væske i hele kroppen og så svær grad af Downs Syndrom, at det sandsynligvis ikke ville overleve graviditeten ud. Valget var barskt, om end det ikke var så svært. Men der blev tænkt nogle tanker. Grundet fosterets alder var kun medicinsk abort mulig, og jeg ”fødte” selv vores lille søn, godt bedøvet af en rygmarvsbedøvelse – men kun i kroppen. Mit hjerte græd af sorg over den sværeste beslutning, jeg nogensinde havde truffet: Med vilje at påføre mig selv endnu et tab (trods min lange historie med og angst for samme), fordi det var det eneste barmhjertige at gøre: Selv om vores lille dreng ville overleve mod alle odds, ville ingen af os få det, vi mente var et godt liv efterfølgende.

At prøve at tvinge naturen

Det var en hård tid, der fulgte. Jeg blev ikke hurtigt gravid igen, faktisk slet ikke, og uret tikkede. Jeg ville fylde 40 den kommende sommer, og vores største ønske var at blive forældre. Vi besluttede os derfor, for at gå i fertilitetsbehandling.

Det blev til 7 forsøg i alt – først 3 med inseminering, dernæst 4 med ægudtagning, og oplæg af befrugtede æg. Alle uden graviditet til følge. Min krop vred sig i hormonskævheder, og i hele dette år befandt jeg mig på skift på fortvivlelsens rand over, at det ikke ville lykkes, og i håbets tro på, at næste gang, så var den der. Håbet var nødvendigt for at fortsætte, for det var utroligt hårdt for både mig og min mand. Alt imens kløede lægerne sig spekulativt i nakken, og kaldte os ”uforklarligt barnløse”. Hvilket i bund og grund jo egentlig bare betød, at de ikke vidste nok om, hvad der kunne forårsage infertilitet, og at de ikke havde kontrol over forløbet.

Jeg fyldte 41, og vi var begge enige om, at det var omsonst at begynde at bruge mange penge på noget, der ikke så ud til at lykkes. Men jeg ville være Mor, og jeg begyndte at orientere mig mod muligheden for at blive godkendt som adoptivforældre – i starten med en lettere modvillig mand, der kæmpede med sit urinstinkt om at videregive sine egne gener, eller ganske enkelt bruge krudtet på noget andet. Vi var igennem alle aspekter og forbudte tanker omkring forældreskab og parforhold, men heldigvis kunne vi tale åbent om dem alle sammen, og de forblev derfor tanker, og vi valgte aktivt at holde sammen.

Ønsket om en lille brun baby

Til sidst overgav min mand sig, for han elskede jo børn, og indpakningen var jo i grunden ligegyldig, som han udtrykte det. Men det var heller ikke let at blive godkendt som adoptivforældre, grundet min bagage med angst, depression og PTSD – hvilket jo i og for sig er fornuftigt nok, men det var hårdt for os, når vi nu vidste, at vi ville blive verdens bedste forældre. Vi følte, vi havde de bedste forudsætninger for at forstå de problematikker, der omgav sådan en lille størrelse, der kom skævt ind i verden, kun for at blive revet op med rode og omplantet indtil flere gange. Jeg måtte igennem en stor personlighedstest hos en psykiater og terapeut, og 5 samtaler med en psykolog, der skulle garantere, at jeg kunne finde ud af at være Mor uden at videregive mine egne traumer. Jeg fik papir på, at jeg var normal, og vi blev godkendt og kom på venteliste.

Mens vi ventede – og vi ventede i modvind, da det var lige omkring det tidspunkt, AC Børnehjælp havde kludder i deres regnskaber – blev jeg pludselig gravid igen. Vi tav stille overfor Statsforvaltningen, da vi ikke rigtigt troede på, at det ville lykkes denne gang, og ikke ønskede at få vores sag sat i bero. Mit psykiske forsøg på sådan nærmest ikke at føle mig gravid blev i dén grad forpurret af en graviditetskvalme så graverende, at jeg meget modstræbende måtte opgive at gå på arbejde, og lægge mig hjemme på sofaen. Jeg kunne godt have fået en scanning i uge 8, men ville ikke, fordi jeg arbejdede med at få vendt katastrofetankerne, som fyldte mit hoved selv om jeg ikke kunne røre mig for kvalme. Godt tegn, sagde alle, og vi ville så gerne tro på det, men så jævnligt hinanden i øjnene og sagde: ”Lad os nu se…”. I uge 9 forsvandt kvalmen næsten fra den ene dag til den anden, og nu måtte jeg pludselig have omgående vished. Ugen efter købte vi en scanning selv, og sygeplejersken lyttede til mine symptomer og sagde, at det lød jo helt normalt denne gang. Forventningsfuld lagde jeg mig på briksen, men indså hurtigt, at fosteret på skærmen var alt for lille. Det var dødt i uge 8. Jeg gik i øjeblikkelig og uafvendelig krise, og min vejleder på psykoterapeutstudiet beordrede mig 10 dages zombietilværelse. Det er det bedste råd, jeg nogensinde har fået.

I de 10 dage ravede jeg rundt og lavede ingenting. Flyttede min krop mellem sengen, sofaen, toilettet og køkkenet, og gik måske i bad en enkelt gang eller sådan noget. På 8. dagen på vej ned af vores trappe, kan jeg huske, jeg tænkte: ”Hvordan var det egentlig før jeg blev gravid?”, og på 9. dagen kom jeg i tanke om, at vi jo stadig skulle adoptere. Da jeg først var kommet frem til den erkendelse, hvilket min mand gjorde meget før mig, var det ikke helt så hårdt som de andre gange. Det sværeste for mig var at finde ud af hvem i vores netværk, jeg kunne udholde at være sammen med, for de måtte nødvendigvis dele mit behov for at give hurtigt slip på denne her baby, og igen koncentrere mig om at forberede det lille barn, vi skulle adoptere på et tidspunkt. Vi havde besluttet at skifte til DanAdopt, og da de ikke formidlede børn fra Taiwan, som vi ellers havde valgt i AC, skiftede vi til Sydafrika, og forestillingerne begyndte nu at cirkle om en lille brun baby i stedet for én med skæve øjne. Men egentlig var det lige meget. Vi skulle være forældre uanset vores uheld med de biologiske forsøg, og det var hovedsagen.

Om at give slip

Ventelisten rykkede hurtigere, end vi havde forventet, og vores sag nærmede sig udsendelse til Sydafrika. Selv om de sjældent vælger de sidst ankomne, vælger de ikke efter anciennitet i Sydafrika, når sagen først er sendt til landet, så vi fik pludselig meget travlt med en lang række forberedelser af både papirer og hjem. Jeg trivedes ikke længere på min arbejdsplads, hvor jeg arbejdede som pædagog på en skole. Min nærmeste leder, som jeg havde sparret meget med, var gået ned med stress, og der var et meget dårligt psykisk arbejdsmiljø. Samtidig havde jeg brug for at blive brugt – nu havde jeg tre uddannelser i bagagen, og var begyndt at kede mig lidt for meget. Min overordnede leder afviste at bruge det, jeg kunne, selv om jeg nok selv mente, at skolen havde brug for det, og således ”forbigået” var det meget stressende for mig at gå på arbejde.

I juleferien besluttede jeg mig derfor for at skifte job. Grundet adoptionsprocessen kunne jeg ikke forlade mig udelukkende på min gestaltterapeutiske praksis, da den ikke var fast etableret endnu, og derfor ikke et gyldigt indkomstgrundlag for en ny familie i Statsforvaltningens øjne. Jeg måtte derfor blive i Aalborg Kommune, og sendte i første omgang mails rundt til skolerne nordenfjords, og spurgte om de havde brug for en dygtig trivselsperson. En leder svarede positivt tilbage, og jeg lagde an til at skifte job.

Min søster er uddannet naturopath i biologisk medicin, og har stor forstand på hormoner og fertilitet. I hendes viden fandt jeg en rimelig forklaring på, at vi tilsyneladende ikke kunne hverken producere sunde fostre eller få dem til at sætte sig fast, og på mine stadig større udsvingende menstruationer, som indikerede at jeg var på vej i tidlig overgangsalder. 15 år på p-piller og 1 år i fertilitetsbehandling havde slidt på mit hormonsystem, og en blodprøve, hun foranstaltede, indikerede, at der ikke var mange æg tilbage.

”Du har godt nok svært ved at give slip, hva’!” Sagde min mand til mig, en dag jeg sad ved min søsters spisebord og med hendes hjælp forsøgte at begribe blodprøvesvarendes afspejling i den virkelige verden. Jeg så op fra papirerne og trak vejret: ”Ja,” sagde jeg, og skubbede dem væk: Jeg kunne tage nok så mange tests – babyen udeblev jo alligevel.

Hvad jeg ikke vidste på daværende tidspunkt var, at jeg allerede var gravid igen.

Når man ikke ved hvor vejen ender

Og her sidder jeg så, i skrivende stund i 23. uge, med en stadig voksende mave, og en sund og livlig pige derinde. Jeg nåede at være på mit nye arbejde i 3 dage, og i den efterfølgende vinterferie blev jeg syg. Sådan rigtig influenzaramt, med snot, hoste, feber og hele pivtøjet. Kvalme tilmed. Voldsom, graverende kvalme. Hård mave. Om fredagen gik jeg til lægen for at få noget mod den hårde mave, da jeg var sikker på, det var den, der gav mig kvalme. Det var det så ikke.

Mandag ringede jeg grædende til min nye leder, flov over ikke at magte at udføre den opgave, jeg var blevet ansat til, og ked af at skuffe det menneske, der havde givet mig muligheden for at komme væk fra den gamle arbejdsplads. Men lederen lo varmt af den forvirrede hormonella, han havde i røret, sagde kærligt tillykke, og så var det jo sådan, det var. Han håbede det bedste for os, og sagde, at nu skulle jeg lige tage mig af mig selv først og fremmest. Da jeg talte med ham en måneds tid senere, havde han forresten fastansat mig; og jeg græd af glæde over så megen imødekommenhed og respekt, oveni hans interesse for den trivselsperson, jeg kunne blive på hans skole bagefter.

Jeg har ikke været på arbejde siden, og kommer det heller ikke. Jeg har kastet op 4 måneder i streg (hvorfor der også har været lidt stille på bloggen her), og – som min mand har beskrevet det – siddet i sofaen, jamret og krammet skraldespanden. Ikke engang vand ville blive nede, og alting handlede for mig om at finde noget, jeg kunne spise og drikke, og ellers få tiden til at gå.

Tiden ja. Spændte som vi naturligvis var, formåede vi begge denne gang at rumme, at vi ikke anede, hvor det endte; om det ville lykkes med dette foster eller ej. Den ene scanning efter den anden viste et sundt og livligt barn, der voksede som det skulle – nakkefolden var lille, organerne, tæer og fingre intakte, og en blodprøve af barnets DNA i mit blod blev sågar sendt til USA med flyver i en lille foliepakke og analyseret, så de kunne se om der var kromosomfejl eller sandsynlighed for andre misdannelser. Alle forstod vores bekymringer, alle omkring os holdt vejret, græd, grinede eller nikkede indforstået alt efter hvem af os de talte med hvornår. For følelserne svingede naturligvis rundt, og kunne hverken bestemme sig for at være bange, eller for at glæde sig.

Lægen ringede med ”et helt normalt prøvesvar” til mig en dag, og for resten var det en pige. Det sidste vidste jeg nu godt, det havde jeg følt det var næsten fra da jeg blev klar over, at jeg var gravid, men nu troede de andre også på det.

Efter det, kørte jeg ”af i rundkørslen”, og turde godt glæde mig, og for første gang siden den første graviditet, gik vi igen til en scanning opfyldt af forventningens glæde. Og den har vi endnu. Vi glæder os, til hun kommer ud, og ja – tusind ting kan stadig gå galt. Det kan også gå galt på vej ud, eller når hun er kommet ud – når hun begynder at gå, eller selv skal til at cykle i skole. Livet ender jo med, at vi alle sammen dør. Og vi kan jo ikke selv bestemme, hvornår det skal være.