Det værste ved tabuer er, at det er forbundet med skam at få hevet dem frem i lyset. Som oftest skam for personen selv, men også for de andre personer, der er involverede. Da jeg levede i et voldeligt forhold, skammede jeg mig så meget over at være voldsramt, at jeg skruede en ekstra glad og lys facade på ansigtet hver gang jeg gik udenfor en dør – også selv om jeg få minutter inden havde fået bank.

Så kan man mene, at da jeg så var gået fra ham, ville det være let at skrive den bog, jeg snart udgiver. Men sådan forholdt det sig ikke, heller ikke da jeg selv havde været i terapi og havde sluppet følelsen af skam selv. For der var jo stadig, hvad omverdenen ville tænke om min eksmand, hvis jeg offentliggjorde, hvad han havde gjort.

Hvorfor er det et problem? Man ligger jo, som man har redt, gør man ikke? Han kunne jo bare have ladet være!?

At skrive bogen var derfor ét langt dilemma imellem mit stærke ønske om at bryde tabuet og skrive om mine egne og terapeutiske erfaringer omkring hvad der holder ofre fast i voldelige forhold – og mit ønske om ikke at offentliggøre René (det navn, jeg har givet min eksmand i bogen) og hans handlinger.

Til at begynde med, var det fordi jeg var bange for ham. Bange for, hvad han kunne finde på for at hævne sig på mig, hvis jeg “sladrede” og satte ham i et dårligt lys hos hans familie. Da jeg senere havde tilgivet ham, ønskede jeg bare ikke at sparke til en mand, der lå ned – i mine øjne ville det ikke gøre mig et hak bedre end ham, hvis jeg gjorde det. Han var på det tidspunkt dødeligt syg, og at jeg hang ham ud til offentligt skue, ville jo ikke gøre hans handlinger ugjorte.

Så jeg fandt en måde at bryde tavsheden på, ved at anonymisere ham, så godt det overhovedet lod sig gøre. Skrev min bog, og gjorde klar til udgivelsen. Og så døde han. Hvorfor så ikke nævne ham med hans eget navn nu? Hvorfor give en voldsmand fred, når han ikke engang har brug for den?

Fordi han har familie, og i mine øjne er det pinligt ikke at fungere så dårligt, at den slags voldelige forhold kan passere uden at nogen lægger mærke til det eller handler på det.

Min egen skam

Så ud over den skam, vi føler på egne vegne, er der også den skam, vi forestiller os, at andre vil føle. Og at vi er opdraget til at leve i et fællesskab, hvor man hjælper hinanden, og ikke hænger de svage og forsvarsløse ud. Den skam har jeg selv mærket for nylig, og det er egentlig derfor, jeg skriver dette blogindlæg.

Jeg er 45, og blev Mor sidste år. Min mand er 37. Det er vidunderligt at blive forældre, og vi elsker vores datter højere end vi elsker os selv og hinanden. At det også er benhårdt, og at frihed er en saga blot, er imidlertid også en sandhed, de fleste forældre vil nikke genkendende til. Forleden stod jeg så i mit køkken og så mig omkring. Der var absurd rodet og beskidt. Jeg vendte mig om og så ind i stuen – samme historie her. Jeg havde lige afleveret datteren i dagplejen, og havde nu nogle timer foran mig, som var mine. Skulle jeg arbejde med min bog, eller skulle jeg se at få gjort rent og rydde op?

Dér slog det mig, at det først er, når man har fået børn, at det reelt går op for én, at man også kunne have haft et godt liv uden. Jeg fortalte min mand det, og han grinede og nikkede. Og så skyndte vi os sammen at konstatere, at havde vi ikke fået vores datter, ville vi i stedet have brugt tiden på at sørge over det, vi ikke fik (se vores historie om barnløshed HER).

Jeg syntes, pointen var så god, at jeg måtte til tasterne … men da jeg satte mig for at opdatere min Facebookside med denne nye erkendelse, blev jeg ramt af skam. Hvordan skulle jeg kunne skrive dette, uden at nogen samtidig ville tro, at vi ikke var taknemmelige? Måske ville de endda mene, at vi ikke var lykkelige for vores datter, og ikke havde fortjent hende?

Det var skammen, der fik mig til at tøve. Hvor ville det være pinligt, hvis nogen troede det – og jeg ikke kunne forhindre dem i at tro det. Så det varede lidt, inden jeg turde skrive det, og jeg valgte at skrive det i et blogindlæg som her, hvor jeg også kunne skrive, hvor højt vi elsker hende. Fordi det slet ikke er kærligheden til hende, det handler om, men vores egen tabte frihed. For børn er omgivet af et tabu, som heldigvis beskytter dem i de fleste tilfælde: Børn er dejlige. Punktum.

Og det er de jo. Ikke?