Jeg kender ikke nogen, der kalder sig selv ekskluderende – alligevel opdeler vi børn i specialgrupper og normalgrupper, og får det til at se ud som inklusion. Hvordan kan det være?

Jeg har længe undret mig over, hvad der fik ellers fagligt dygtige voksne til at foretrække specialklasser eller basisgrupper i daginstitutionerne, frem for blot at skabe ét stort fællesskab. Selv om udgangspunktet samfundsmæssigt set er specialinstitutioner, kunne vi vel lige så godt tage springet, og integrere børnene helt?

Hvorfor foretrækker så mange denne opdeling?

Der er selvfølgelig det fagpolitiske

Naturligvis er der spørgsmålet om normering og tilrettelæggelse af arbejdet, lønnen for at lave specialundervisning og -pædagogik, og retten til videreuddannelse. Men der er mere end det.

Der er også børnesynet

Forældre til børn med særlige behov stritter selvfølgelig også imod, hvis de oplever at miste retten til at der tages særlige hensyn til deres barn. De har måske oplevet, at deres barn ikke kunne honorere de krav, der blev stillet udenfor hjemmet, og derfor haft et barn, der ikke trivedes.
Det er ulykkeligt, at have et barn, der ikke trives.

Mange af disse forældre accepterer dog også, at det er barnet, der ikke slår til – og at det ikke er rammerne, der er for snævre. Den accept kommer ofte af selv at være opvokset i et dysfunktionelt familiesystem, hvor forældrene hellere vil gøre barnet særligt, end lave om på sig selv. Hvis vi gjorde op med dén tilgang, ville forældrene med største selvfølgelighed i stedet forvente, at deres barn skulle have en plads i fællesskabet.

Til sidst runder vi så lige samfundssynet

En lokalpolitiker, jeg kender, sagde for nylig til mig: “Vi politikere er såmænd så tolle!” Hun mente vist, at havde man de rette argumenter, gjorde politikerne ikke megen modstand. Og sådan er det jo. Politikerne forsøger langt hen ad vejen at skabe et samfund, som passer til holdningerne hos dem selv og de borgere, som har stemt dem ind.

Og lige nu er vi i gang med at udvide vores menneske- og samfundssyn i en mere rummelig retning. Og her ligger hunden nok begravet.

For hvis man i virkeligheden ikke er særlig rummelig (hvad jo ikke alle er), og foretrækker at være for sig selv, må arbejdet med at gøre alle til en del af fællesskabet opleves virkelig træls. Men det kan man naturligvis ikke sige højt, med mindre man har lyst til at kunne tælle dagene på kontoret på én hånd. Så man vælger i stedet at “tale børnenes sag”, at gøre dem sårbare i stedet for at se deres styrker, at diagnosticere og putte i kasser, i stedet for sprede ud og dyrke den menneskelige diversitet.

Det er her, kæden hopper af for Nest-klasserne

Jeg har læst en del om Nest-klasserne, og først i går forstod jeg, hvad det var, der frastødte mig ved konceptet. For ideen er jo god nok; at blande normale børn med børn med særlige udfordringer i et mere rummeligt fællesskab. Men en klasse, der er indrettet med både normale og (tør jeg skrive) unormale børn, er i markeringen forskellig fra en klasse bare med “børn”. Og integrerer man så ydermere ikke klassen i den øvrige skole, gør man den til en specialklasse i sig selv, bare på nye vilkår.
Og pist væk er så inklusionen.

Fællesskaber er som fraktaler

I Solvang i USA spiser de medister og æbleskiver sammen som en markering af deres danske rødder. Det er vigtigere at gruppere sig i en ghetto, end rent faktisk at forholde sig til, hvad de fleste gør i Danmark.
Og så har vi fat i noget meget menneskeligt, nemlig det her med at gruppere sig.

Definitionen af et fællesskab er “mennesker, der er sammen om noget”. Men måden vi er sammen på, definerer, om fællesskabet er sundt eller usundt. Og lykkes inklusionen kun i et afgrænset fællesskab, er den efter min mening slet ikke lykkedes. Og dét er i lige så høj grad en opgave for resten af skolen, som det er for klassens personale selv. Alle bærer en lige stor del af ansvaret for at være inkluderende rollemodeller – energierne går begge veje.

Når der så er modstand imod at integrere børn med – ja hinanden – handler det om, at de voksne omkring børnene trives med det. Det passer til noget, de kender, at vi opdeler børnene i forskellige slags, og det føles trygt at føle hvilken gruppe, vi selv hører til. Og har man bare en lille smule viden om hjernens evolutionære modstand mod forandring, må vi indse, at vi er oppe mod en problematik, vi måske ikke kan opløse.

Men vi skal ikke stoppe med at prøve, for kun på den måde trækker vi tingene i retning af det sunde fællesskab. Hvor børn bare er børn, og alle reelt er ligeværdige. Som min datter på dengang 4 år forklarede mig, da jeg spurgte til en dreng i specialgruppen i hendes børnehave: “Det er bare sådan han er.” Og så gad hun egentlig ikke snakke mere om det!