For et år siden skrev jeg, hvorfor jeg blev provokeret af nytårsforsætter. Det gør jeg stadigvæk – eller som det går med de fleste ting, der har provokeret mig; når jeg får mærket efter, hvad det er, der er så provokerende for mig, holder det op med at være provokerende. Nytårsforsætter provokerer mig således ikke mere, de vækker min nysgerrighed i stedet for. Hvad det er ved det menneske, jeg sidder foran, der gør, at det for ham eller hende netop lige her giver mening at lave sig et nytårsforsæt.
Du kan læse mit blogindlæg fra sidste år her: Nytårsforsæt med vilje?
I år skænkede jeg ikke alle andres forsætter en tanke, før jeg opdagede, at jeg – netop op til indledningen af det nye år – havde ændret min egen indstilling til omverden.
I år holdt jeg nytår på Sjælland, hvor jeg er født og opvokset. Nogle dage før nytår besøgte jeg min Mor i mit barndomshjem, og så mange år jeg kan huske, har jeg haft ondt i hjertet, når jeg tænkte på dette sted. Både af savn efter det gode, jeg savnede så inderligt i de år, jeg var gift med min eksmand, og af sorg over de ting, der var så vanskelige dengang.
På samme måde har København lige siden jeg flyttede derfra repræsenteret et område, jeg ønskede at holde mig væk fra, for ikke at fremprovokere angst og katastrofetanker. Rent rationelt har jeg godt vidst, at København jo bare er København, og jeg har også både besøgt min tidligere bopæl og andre centrale områder, for et par år siden, i ren stædighed og vrede over, at det ikke var muligt for mig at besøge disse steder uden at miste kontrollen over min krops reaktioner.
Men det lavede ikke om på, at min krop stadig reagerede, og at jeg – trods mit ønske om at kunne tage disse områder “tilbage” – ikke rigtig kunne færdes der uden at skulle igennem et større kropsligt og tankemæssigt arbejde.
I år var det alligevel anderledes. Midt under en dejlig gåtur med min mand i min barndoms skov, trak jeg pludselig vejret dybt, og sagde: “Jeg gider ikke det her mere, det her med ikke at kunne gå her i disse pragtfulde omgivelser, uden hele tiden at blive mindet om, hvor skidt jeg havde det dengang jeg lige fra gået fra X.” “Så beslut dig for noget andet,” sagde han, men sin sædvanlige livet-er-hvad-man-gør-det-til logik. Og i det øjeblik skete det egentlig. “Ja,” sagde jeg, og nikkede eftertænksomt, mens jeg ligesom forsøgte at “smage” på denne her nye tilstand. “Ja.”
Nu hvor jeg så besluttede mig for det, kunne jeg jo også beslutte mig for at tage ind til København og vade gaderne tynde. Jeg gav mig til at tænke over, hvor jeg egentlig gerne ville hen – hvilke steder, jeg fandt rigtig dejlige, og hvad jeg gerne ville dele med min mand. De eneste to steder, jeg kunne komme i tanke om, var en restaurant, der ikke findes mere, og så Zoo. Og Zoo måtte altså vente, for det formerlig sjaskede ned med vand udenfor. Ellers var der faktisk ikke noget ved byen, der trak … overhovedet!
“Tænk engang, at den by har kunnet fylde så meget i min bevidsthed, fordi jeg var bange for at tage derind. Og nu, hvor jeg så kan, har jeg faktisk slet ikke lyst,” tænkte jeg. Og så var det, at smilet voksede frem. Og det har siddet der lige siden, hver gang jeg tænker på det område, jeg er født og opvokset i. Det sad der også, da jeg vinkede farvel til min Mor, og betragtede mit barndomshjem i bilens bakspejl – et billede, som ellers har forfulgt mig som en del af det traume det var, at mine forældre blev skilt. Og det sad der, da jeg efter en dejlig nytårsaften med nogle venner kørte forbi den meget velkendte afkørsel fra motorvejen, som fører i retning af min Mors hus. Den afkørsel, jeg i mange år ikke kunne køre forbi, uden at være ved at græde.
Som jeg sidder her og skriver, smiler jeg også. Som om jeg har så mange negative tanker at opveje, at jeg er nødt til at smile lidt ekstra meget det næste stykke tid. Og så er vi tilbage til nytårsbagsættet. For da jeg tog afsted, vidste jeg ikke, det ville ske, men det er noget, jeg har længtes efter og ønsket mig i rigtig mange år. Kun har jeg ikke været i stand til at føre det ud i livet.
Det kan jeg så nu. Lad mig så nu – med endnu en bekræftelse på hvordan den personlige udvikling kan få problemerne til at løse sig selv hen ad vejen – lad mig så nu ønske jer alle sammen et rigtigt godt og veludviklende nytår.
Velkommen til 2013 og de muligheder, det bringer for os alle sammen.