I dag har jeg på forskellig vis været i kontakt med flere forskellige mennesker, som lige nu kæmper for at finde et fodfæste i en hvirvlende verden af ubehersket smerte, vrede, sorg og angst. Jeg kan huske, hvordan det var for mig selv, og det var bare ikke sjovt. Selv når det var lettest og jeg så på min egen situation med klarest øjne, så var alene det at trække vejret og være til stede benhårdt arbejde.

Til jer derude vil jeg sige; der ER en vej ud, og I skal nok finde den. Ét lille skridt af gangen, den ene fod bare lige lidt foran den anden, og inden I ser jer om, er I på vej … på JERES vej. De skridt, I tager her, danner stien bag jer, og I vil altid kunne gå tilbage ad den og se hvad den egentlig førte jer forbi.

De skridt kommer aldrig skidt igen.