“Jeg har aldrig forstået det gode ved et nytårsforsæt!” rappede jeg, egentlig på vej op af trappen, men kunne lige forstyrre min avislæsende mand med dette vigtige indslag. Han så uforstående på mig et øjeblik og vendte så tilbage til avisen: “Ilse er det ikke lige præcis det, som terapi handler om? Er det ikke den slags halløj du render og laver hele tiden? Sætter dig for at gøre noget andet end du plejer?”
Øhm jo :-).
Så hvorfor irriterer nytårsforsæt mig?
Fordi de lyser langt væk af længsler og behov, som man åbenbart kun denne nat tør udstille, at man har. Kun denne nat tør man vise sin usikkerhed og erkende, at man ikke er et supermenneske og heller ikke behøver at være det.
Det er der vel ikke noget galt i. Og nej, der er ikke noget galt i at erkende sin egen uformåenhed – det er faktisk forudsætningen for at komme videre – nej, men det er galt, at det kun er den ene gang om året, man tør sige, at man synes man er for tyk, bruger for mange penge eller for lidt tid med sine kære.
Og det er galt, at det ligger ude i fremtiden – det her svære, man siger, man vil gøre. “Vejen til Helvede er brolagt med gode forsætter”, som en talemåde siger. Det er vejen til Helvede, fordi de forsætter, der ikke bliver til noget, kun efterlader én med endnu dårligere selvfølelse end før man besluttede sig for dem.
Hvorfor bliver de ikke til noget? Fordi det er noget, vi vil gøre lige om lidt. Altså ikke lige nu, for vi magter det i virkeligheden ikke! Og dén erkendelse udebliver, fordi nuet glipper. Nuet, hvor vi trækker vejret dybt og siger:
Jeg magter det ikke, og mit første mål er at finde en vej derhen, hvor jeg gør!
Tillad mig her at give et godt råd videre, som jeg læste i Louise L. Hayes bog: “Helbred dit liv” (Wiboltts Forlag, 2003): Stil dig foran spejlet, læg din hånd på din hals, og sig 10 gange til dit spejlbillede: “Jeg er villig til at ændre mig.”
Det er så enkelt, som det lyder: Når du fortæller dig selv og din krop (dit spejlbillede), at du er villig til at gøre noget andet end du plejer, åbner den op for muligheden. Alene det er en ændring i forhold til tidligere, og din krop og dit sind er nu indstillet på at tage nye ting ind. Lige nu.
Godt nytår.