Med dette opslag vil jeg sende en venlig tanke til de mennesker, der kæmper med en spiseforstyrrelse – det er særlig svært for dem i denne tid. Ud over de belastninger, vi andre kan have i vores familier, og som tit stikker deres grimme hoved frem her i julen, hvor vi er mere sammen end vi plejer – eller synes vi bør være det. Ud over det, kæmper mennesker med en spiseforstyrrelse også med tanker omkring deres mad.

Hvis man sulter sig selv, er spørgsmålet ofte hvor lidt man kan få spist uden det ser mærkeligt ud, eller hvordan man undgår kommentarer fra familien, som måske også synes man er blevet lige slank nok.

Er problemet madorgier med efterfølgende opkastninger, går tankerne måske på hvor søren man bagefter kan kaste maden op igen – hvor lydt er der på toilettet? Kan man høre, hvis jeg kaster op nu? Og hvordan man bagefter skjuler de ophovnede øjne bag et påskruet facadesmil.

Overspisere er en overset gruppe – bag enhver kraftigt overvægtig gemmer der sig i princippet en person, der ikke passer ordentligt på sig selv og sin krop, og som vælger at misbruge mad som en måde at kompensere for følelser, de ikke har lært at forholde sig til. Julen er en udfordring for dem, for de ved godt, de spiser mere, end de har godt af. Men søde sager virker i særlig grad som narko på dem – kicket fra sukker og hurtige kulhydrater virker som beruselsen hos en alkoholiker – det bringer dem væk fra de svære følelser. Og de svære følelser kan der være mange af i juletiden.

Jeg føler med de mennesker, og sender dem mange varme tanker her i løbet af december. Der er nu engang ikke noget ved et ædegilde hvis man ikke tillader sig selv at nyde maden!