Selv da jeg følte mig allermest barnløs (læs om processen her), tænkte jeg ofte, hvor godt det var, at jeg ingen børn fik med min eksmand. Det havde været et forfærdeligt rod af svigt og gentagelse af et forkert forhold mellem Mor og barn. Da jeg så stod her – i en alder af 44 – og omsider var blevet Mor, var jeg helt på bar bund i forhold til at slippe min datter fri af symbiosen. Eller; helt på bar bund var jeg ikke, men den viden, jeg havde, var kun teoretisk. Jeg havde ikke selv oplevet hvad det ville sige at slippe sit barn fri til selvstændighed.
Allerførst skulle jeg tillade mig selv at holde fast, at blive i symbiosen. Forstå, at det her ikke var forholdet mellem min Mor og mig, men mig og min datter. Rollerne var byttet om, og den symbiose, jeg for få år siden havde kæmpet mig ud af, skulle jeg nu indgå i igen – om end på en ny måde – og jeg skulle gøre det bedre end min Mor havde gjort.
Jeg talte i telefon med familie, veninder og kolleger. Jeg følte mig lidt i forbudt farvand, når jeg krævede min ret på min datters vegne, men min veninde Sigrid roste mig: ”Det er godt,” sagde hun. ”Det er sådan noget babyer overlever af.” Den sætning bed sig fast, og blev én jeg vendte tilbage til igen og igen: Min datter havde lige nu behov for symbiosen.
Jeg ledte i de teoribøger, jeg allerede havde læst, efter beskrivelser af hvornår man kunne forvente at løsrivelsen skulle begynde. De 6 måneder og begyndelsen til at spise andet end modermælk var logisk og ligetil, men det gjorde det ikke lettere. Hvordan gjorde jeg?
Det viste sig at det i bund og grund handlede om at give plads til hendes udadsøgen og hendes selvstændighed. Opfordre hende til at undersøge ting på egen hånd, og være den, der fulgte lige bagefter hende, og sørgede for, at hun kunne gøre dette uden fare for liv og lemmer. Den, der kravlede ved siden af hende, og viste hende, hvordan man kunne håndtere de genstande, hun selv var interesseret i. Tage hendes perspektiv.
Det sværeste var at acceptere den smerte, der fulgte med – heldigvis kun for mit eget vedkommende. At få revet sit hjerte en lille smule ud for hver gang hun kastede sig ud i noget nyt uden at se sig tilbage, og fokusere på, at det var et sundhedstegn at hun som det mest naturlige i verden regnede med, at jeg tøffede bagefter og var klar det sekund, hun kom i tanke om, at modermælk lige var sagen, eller at bleen var blevet for tung og fugtig. Acceptere, at det, jeg fik igen, var en datter i trivsel og sund udvikling, og ikke en datter, der uroligt havde behov for at sikre sig, at jeg var okay, før hun forlod mig for en stund.
Tilbage i mig stod (og står) sorgen over min egen barndom, som jeg vil tro bare må have lov at være der. Jeg har talt meget med min Mor om disse ting, og hun er kommet rigtig flot igen; blandt andet har hun valgt at lade mig skrive frit om hendes og mine vanskeligheder i min kommende bog, uden at tage hensyn til sin egen stolthed eller skam omkring samme. Ofre sig ved hun, hvordan man gør, men denne gang har hun gjort det uden at kræve af mig, at jeg til gengæld skulle være noget bestemt for hende. Da jeg insisterede, slap hun mig fri.
Hendes eget behov for at fokusere på det positive i enhver sag har hun stadig, og den sidste gang, vi talte om det, sagde hun, at den egenskab ville hun egentlig gerne bevare. Om det er fordi hun ikke har mod på at mærke de ting fra sin egen barndom og min søsters død, som hun er nødt til at mærke, for at kunne leve sit liv med glæde og sorg som to ligeværdige partnere ved jeg ikke, og jeg har givet slip på det. Det er hendes afgørelse; for mig betyder det blot, at jeg i nogle situationer er nødt til at trække mig lidt fra hende, for ikke igen at komme til at blive overansvarlig, og forsøge at hjælpe hende med at lade som om hun i virkeligheden er lykkelig. Fordi jeg – qua den gamle symbiose – stadig kan mærke, hvordan hun har det, og ikke kun hvordan hun siger, hun har det.
Kan jeg tillade mig at sige, at jeg kan mærke, hvordan hun har det, også når hun ikke selv er enig? Jeg gør det i hvert fald. Alle de gange, jeg har gået hende på klingen, har jeg haft ret, og vores langvarige symbiose taget i betragtning, er det vel egentlig heller ikke underligt. Den vigtigste pointe er imidlertid ikke, hvem der har ret. Hun har jo også ret: Hvis hun ikke tillader sig selv at mærke sorg og smerte – ja, så mærker hun det jo ikke. Hun er voksen, og må leve sit liv som hun vil.
Jeg er også voksen, og lever mit liv som jeg vil. Nu. Hendes fravalg af at mærke sorg og smerte fungerer som et blidt skub i ryggen på mig, og minder mig løbende om at forblive voksen og selvstændig, og ikke følger efter hende ind i det gammelkendte mønster. For dér trives jeg ikke.
”Det er ikke farligt at være ked af det,” sagde min (efterhånden ret så citerede) mand en dag, jeg var ked af, at jeg var ked af det.
Det lader jeg lige stå et øjeblik. Nej, det er ikke farligt. Men det var det engang. Særligt følsom, som jeg er, kunne jeg dog bare mærke det alligevel, og det kan jeg stadig. Og så er det bedst at erkende det som det er.
Læs også: