For tiden læser jeg “Kvinder, der elsker for meget” endnu engang. Jeg kan ikke anbefale den bog nok til kvinder, som befinder sig i ulykkelige kærlighedsforhold, hvor det at elske nogen er det samme som samtidig at mærke smerte. Som mener, at det ikke er “rigtig” kærlighed, hvis man ikke også er ved at dø bare ved tanken om at miste vedkommende. Når noget går skævt i deres forhold, vender tankerne automatisk indad i en desperat grublen over årsagen. Hvad har de gjort, som gør, at de fortjener den behandling?

Hvis du er en af de kvinder, så læs videre. Jeg var sådan en kvinde engang. Psykisk vold var hverdagskost, fysisk vold forekom jævnligt, og jeg spekulerede som en gal over, hvad det dog var, jeg gjorde, der triggede et overfald eller den nedværdigende behandling. Jeg var ulykkelig, og græd ofte når jeg sad alene på toilettet eller var blevet sat i “stuearrest” i vores lille køkken, fordi jeg havde formastet mig til at sige et eller andet. Og 90 % af min tankeenergi gik med at tilrettelægge dagene, i forsøget på helt at eliminere de ting, min eksmand ikke brød sig om, så jeg slap for endnu en smertefuld konflikt. For alt jeg i grunden ønskede, var kærlighed, glæde og rart samvær.

Hvis du er en af de kvinder, som jeg var engang, så spørg dig selv: Er det virkelig dit ansvar, at han vælger at reagere, som han gør?

Som altid når man er sammen med andre mennesker, er det en gråzone at bevæge sig i, og måske netop derfor er det så svært: Hvornår udviser man forståelse, og hvornår giver man køb på sig selv? Balancen er hårfin, og flytter sig frem og tilbage hele tiden. Kun øvelse i – fra gang til gang – at mærke efter på sig selv hvordan man har det lige nu, sætter én i stand til at finde frem til balancepunktet mellem vrede og selvransagelse – så man kan afgøre hvordan man vil reagere. 

Når det så er sagt, så er det ALTID den enkeltes ansvar at vælge sin reaktion, uanset hvor urimeligt man bliver behandlet. Det er en alt for hyppig sport at spille bolden over på modtagerens banehalvdel, og dermed lægge ansvaret for ens egne reaktioner i deres hænder. Eller omvendt: Det er aldrig din skyld, hvis din partner ikke er i stand til at reagere på en rimelig måde, og f.eks. enten slår dig, nedgør dig eller straffer dig på anden vis. Det kan godt være, at noget, du har gjort, gør dem så vrede, at de vælger at udtrykke den vrede på en bestemt måde, men valget er altid deres – og ansvaret for handlingerne er altid deres. Eller dine.

Det var min eksmands ansvar, at han valgte at reagere med at afstraffe mig, når jeg gjorde ham vred. Det var mit ansvar, at jeg blev hos ham, og fandt mig i det. Min nuværende mand kan jeg også gøre vred – hvis jeg gør mig umage, for det er egentlig ret svært. Han er drejet om på hælen og er gået ind i et rum for sig selv længe inden han når dertil hvor han måske ellers ville eksplodere. Det ansvar tager han for sig selv.

Tilbage står så jeg, med alle mine talenter og den vigtige diskussion, jeg er midt i. I starten triggede hans reaktion min angst for at blive forladt, og jeg kunne godt finde på at opfatte den som en straf: Hvis jeg ikke sagde det, han gerne ville have, ville han så ikke være i kontakt med mig? Et simpelt spørgsmål næste gang jeg fik lejligheden afkræftede nu dén tanke. Men hvad skulle jeg så stille op med mig selv?

Og det er her, hunden ligger begravet. For at kunne stå ved sig selv, og mærke, når ens grænser bliver overskredet, skal man kende sig selv. Og for at lære sig selv at kende, er man nødt til at forholde sig til sig selv, som man er, når man ikke har andre at skyde ansvaret for ens opførsel over på.

Som man er – på godt og ondt. Lyse sider og mørke sider. De grimme ting, man kan komme til at gøre for at opnå noget, der er vigtigt for en selv, såvel som de gode sider, man gerne vil vise frem og have anerkendelse for. Når man kan være alene med sig selv, og kan mærke sig selv og sine grænser, er det let også at mærke hvilken handling, der føles rigtig, i en given situation. Den handling, man vælger, gør én til den, man er. På godt og ondt.

Kvinder, der elsker for meget, har ikke lært at mærke sig selv. De aner ikke hvordan de skal bære sig ad, og det er dermed reelt ikke en mulighed at vælge at stoppe en konflikt ved at stå til ansvar for deres egen del af den. Og omvendt kan de heller ikke elske sig selv, fordi de aldrig har lært at finde ud af, hvad der er at elske, og derfor kun har andres vurderinger at bygge deres selvfølelse på. Er de udstyret med en familie, der ikke så dem og anerkendte dem, har de et negativt selvbillede, og så opleves det at kigge på sig selv som endnu mere risikabelt. De er ikke i stand til at betragte sig selv udefra, så oplevelsen af at være værdiløs er ganske enkelt virkeligheden. Og hvad nu hvis de mennesker, de er afhængige af, opdager hvor værdiløse de er?

Var du sådan en kvinde? Eller er du?

Hvis du er, har du måske lært at overleve ved at gøre det modsatte, nemlig at se på alle andre, før du ser på dig selv. At mærke andres behov næsten før de selv mærker dem bliver din redning. Så kan du nemlig bruge al din vågne tid på at forsøge at dække andres behov, og du behøver derfor ikke at forholde dig til dig selv. Samtidig tror du, du gør dig selv uundværlig, og derigennem får en vis værdi.

Men ingen er uundværlig. Heller ikke du. Og det ved du i bund og grund godt, og derfor går du i panik, når du står i et skænderi, og forgæves forsøger at holde bolden væk fra din egen banehalvdel med mere eller mindre smarte finter. Det handler om kontrol. Kontrol over ikke alene din egen banehalvdel, og hvad der befinder sig der, men også kontrol over din partners, så du undgår, han skyder bolden over til dig, så du endnu engang er nødt til at tage stilling til, hvordan du vil reagere, nu du har bolden …

Sker det ubevidst? Jada. Kan du lære at spille en fair kamp? Jada. Men start med at tage bolden i dine hænder og studér den grundigt: Hvad kan du egentlig gøre med den?