Jeg kommer til at tænke på de mange forskellige sundhedsretninger, der eksisterer, og som folk jævnligt bliver forvirrede af. Og på hvad den forvirring kan afføde af frustrationer og tankegalop. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg personligt er tilhænger af Caroline Fibæks ”Nyd dig sund”- koncept, som i al sin enkelthed handler om at oplyse folk om konsekvenserne af den mad, de spiser, kombineret med en opfordring til at hver enkelt person finder lige præcis den balance, der passer til deres behov, pengepung og overbevisning.
Men hvis man virkelig vil, har alting en slagside. For hvad er balance? Er det noget, der kan måles, som på en gammeldags vægt, eller er det noget, der kan mærkes? Og hvordan mærkes det?
Selv var jeg en tur hos lægen, da jeg pludselig syntes, at jeg i en alt for tidlig alder begyndte at udvise tegn på overgangsalder. Jeg ønskede mig en blodprøve, som kunne give mig beviset for eller imod. Var det nu, det var slut med at være fertil?
Min læge lagde venligt og medfølende hovedet på skrå, da hun sagde: ”Jeg ved godt, at man før i tiden tog blodprøver på den slags, men man har fundet ud af, at niveauerne af de forskellige hormoner varierer så meget over en cyklus, at svaret vil afhænge af hvornår i cyklen man tager blodprøven. Og hvis man har uregelmæssige menstruationer betyder det jo også, at hormonniveauerne svinger uregelmæssigt, så det er praktisk taget ikke muligt at vide hvornår man skal tage den givne blodprøve for at få det ”sande” svar.”
Den tyggede jeg lidt på. Jeg måtte altså forblive i uvisheden, og kunne ikke med lægevidenskabens hjælp få et endegyldigt svar på, om jeg skulle til – eller måske i virkeligheden allerede havde – entret en ny epoke i mit liv. Først blev jeg irriteret, og var lige ved at ønske mig tilbage til den tid hvor man endnu ikke vidste, at de blodprøver, man tog, ikke var det glas værd de var opsamlet i: Kunne jeg dog ikke bare få noget helt konkret at forholde mig til, noget håndfast, noget bevisligt?
Men så var det, jeg tænkte mig om. Kroppen, psyken – ja livet – er jo i virkeligheden ikke nogen særlig håndgribelig størrelse, og generelt set ret vanskelig at hælde på flasker og formler. Måske også derfor har vi mennesker alle dage forsøgt at tage varsler i sol, måne og stjerner, og senere i håndens linjer, modermærker og blodprøver, for at finde svar på om vi bliver gamle, dør før tiden eller er ved at udvikle en eller anden sygdom, vi ville bryde os meget lidt om at få.
I virkeligheden er alle disse tiltag også en måde at fjerne vores fokus fra nuet på. Vi bliver alle slidte med alderen, og de fleste oplever at fejle enten det ene eller det andet, mens andre fejler noget og bliver raske igen uden nogensinde at opdage det. Vores immunforsvar er unikt, vores filtreringssystem i kroppen genialt, og vores psyke er udviklet til konstant og hele tiden at overveje og udregne nye måder at sikre vores overlevelse på. Så det gør den. Konstant og hele tiden – og hvis vi ikke stopper den ind imellem, kan de ellers så givtige tanker omkring hvad der er sundest og mest bæredygtigt at spise let gå hen og blive til en hel besættelse. Og så er det, vi glemmer os selv.
Blodprøver kan ikke give os svaret på, om vi er ved at dø eller ej. Min far har fortalt mig hvordan overlægen på børneafdelingen hovedrystende viste ham nogle blodprøvesvar, der viste et barn, der var døden nær, alt imens min storesøster igen og igen kørte ind i hans ben på en trehjulet cykel. Hun var døden nær i 4 år, før hendes krop overgav sig til diagnosen, for døde, det gjorde hun desværre til sidst. Men hvor er jeg taknemmelig for, at jeg havde en far, der dengang troede på det liv, han så, og en søster, der blev i det, så længe det var hende muligt.