Uh, det er svært. I denne tid er der SÅ mange mennesker, vi gerne vil se og besøge – og oveni meget gerne bruge lang tid sammen med. Som i flere dage. Allesammen. Og før vi fik vores datter gik det lige, for vi kunne jo koble af når vi kom hjem, eller i bilen frem og tilbage. Men nu er vi på hele tiden. Og 2016 tror jeg så nok blev det år, hvor vi lærte det. Men det vil næste år selvfølgelig vise :-).

Jeg taler naturligvis om det her med at sige nej, og når det er allersværest: Nemlig når man selv gerne vil det, man må sige nej til. I år holdt vi jul med svigerfamilien, hvilket ud over mine svigerforældre og os tre vil sige min mands to søskende og hans storesøsters mand og tre næsten voksne børn. 10 voksne og en 1-årig i samme hus fra d. 23.-26. december. Dejlige mennesker, vi elsker dem højt og det var nogle fede dage.

Dagen efter var der så det traditionelle juletræf for min svigerfars side af familien. De er 9 søskende, så er den historie vist fortalt. Og ikke at det så var slut – 28.-29. december skulle bruges 1½ times kørsel væk i skødet af min mands fætters familie på to voksne og fire børn. Hvoraf vi er gudforældre for de to. Ydermere var vi så heldige, at vores venner fra Schweiz, som også kender gudfamilien, var i Danmark med deres lille datter næsten på alder med vores egen. Og de ville også komme d. 28.-29. En bunke af mennesker vi elsker højt, og dengang det hele faldt på plads, hoppede vores hjerter af glæde.

Og så var der den 30. Der skulle vi ikke noget (endnu da). Og d. 31. var det så retur til svigerforældrene og fejre nytår med dem og nogle af deres venner.

Den svære opringning

Allerede om morgenen d. 27. følte vi os fyldte i hovederne og slidte i sjælen. Orkede ikke rigtig mere fest og mange mennesker, havde mest brug for fred og nærhed. På den anden side … det var jo ganske tæt på vores hjem, så vi kunne jo bare gå derover med vores leverpostej og bacon (som lige skulle laves om formiddagen efter besøget hos kiropraktoren – men jeg havde jo været dygtig og sagt at champignons nåede vi altså ikke også at lave…), spise lidt frokost og så gå hjem igen. Vi blev der til kl. 16, og spiste og snakkede og gik tur i skoven. Begge to med hovedpine.

Men vi havde indset noget vigtigt. Vi var nødt til at aflyse noget. Og dette noget var nødt til at være den tur ned til min mands fætter, som vi havde glædet os sådan til. Vi var ikke meget for det. Min mand ringede til sin fætter, og blev mødt med ordene: “Du behøver ikke forklare noget. Vi har selv måttet lære det.” Hvilket jo sådan set bare fik os til at savne dem endnu mere.

Det var svært at tage beslutningen, men da den var taget, var lettelsen også til at tage og føle på. To hele … nej TRE hele dage forude, hvor vi ikke skulle noget! Straks fik jeg ideer … men med den nylige aflysning i frisk erindring, lykkedes det mig at holde fast i ikke at planlægge noget. Eller … ikke noget særligt i hvert fald ;0).

Du har nok bemærket noget…

…min egen familie er slet ikke nævnt. Det er der nu en simpel forklaring på; de bor på Sjælland, og jeg bor i Nordjylland. Det var et bevidst valg at flytte herop, og jeg vidste allerede dengang hvilke omkostninger, det ville få. Derfor er det en gammel overvindelse, og med vanen bliver alting lettere. Nogle jule har min Mor tilbragt heroppe, andre ikke. Det vælger vi i fællesskab, når tiden nærmer sig. Indtil videre er det kun hende, der er taget herop; resten af mine fastre og farbrødre (som på min fars side forresten også kan tælle til 9) har ikke set min datter endnu. Det kommer de forhåbentlig til til påske, men det er en anden sag. Til den tid er hun 1½ år.

Lige siden mine forældre blev skilt (jeg var 15), har dét med ikke at kunne nå alle, været et tema for mig. Hvad enten det nu var min Mor eller min Far, der fik en “pseudojul” – det føltes altid forkert. Der manglede altid mindst én, ligegyldigt hvor jeg var. At jeg så gik hen og giftede mig med en familiær klaphat gjorde det ikke bedre, men det er en anden historie, som du kan læse om HER.

Typisk for mig dengang var, at jeg havde fokus på de andre. Jeg havde dårlig samvittighed overfor dem, jeg ikke var sammen med, og spekulerede over, hvordan de klarede sig uden mig, og om de mon savnede mig lige så meget som jeg savnede dem. For det var jo i virkeligheden det, der var sagens kerne, det var der bare ingen, der havde hjulpet mig med at mærke. I fagsprog hedder det en overføring, og det var jeg mester i. Så slap jeg jo for at mærke hvordan jeg selv havde det.

Så tilbage til det med at vælge

Og vælge nogen fra, som man egentlig gerne vil se. Det er nødvendigt at mærke, hvad der er vigtigst for én selv. Og det kan godt være ikke at skuffe nogle bestemte mennesker, skal jeg lige skynde mig at tilføje, men så gælder det om at lære at prioritere sin omgangskreds. Og det er heller ikke let, for hvad tænker de andre så, som ikke bliver valgt?

Se, det er der en god løsning på, hvis spørgsmålet er vigtigt for dig: Spørg dem. Spørg dem, du ikke når at se, hvordan de har det med, at du ikke nåede dem i år … heller ikke i år. Det er min erfaring, at de fleste forstår det. Ikke alle er tilfredse med det (især ikke forældre), men de accepterer det som regel, når man har fortalt dem, at man gør det for ikke at få stress. Det ønsker de færreste forældre trods alt for deres børn.

Nu sidder du måske og tænker: “Sådan kan jeg slet ikke tale med min mor/far/søster/onkel.” Det er træls, men sådan er det desværre i mange familier. Og ikke alle forældre tænker mere på børnene (dig) end de gør på dem selv. Min egen Mor følte sig overset, og indtog sin vanlige offerrolle og spillede på de violiner, hun nu kendte til, for at få dækket sit eget behov. Indtil vi tog snakken. Så forstod hun. Og jeg var ikke selv i stand til at tage den snak, før jeg havde gjort mig fri af at skulle være den, der sørgede for hende. Det kan du læse mere om HER.

Den ene mulighed er derfor at lære dig selv at kende, at mærke hvad der er vigtigt for dig selv, og hvorfor, og derefter lære dig selv at stå ved den måde, du har det på. Det er den grundige måde. Tag julen som en god anledning til at få nævnt problematikken, og få den ud i det åbne rum imellem dig og dem, du er nødt til at vælge fra.

Den mindre grundige involverer hvide løgne, men stadig en del arbejde på din egen banehalvdel. Du skal stadig lave en prioriteringsliste med familie og venner. Du behøver bare ikke sige den højt, og du kan fortsætte med de forskellige undskyldninger, du har brugt hidtil, overfor dem, der ikke står øverst på listen. Du vil alligevel få det bedre med dig selv og hvem ved – måske kan det på et tidspunkt føre dig hen til det sted, hvor du kan tale med de involverede om det.

Det ønsker jeg for dig. Det føles så godt at stå ved sig selv.