Forleden sad jeg hos en veninde og snakkede, om et emne der for mig ind imellem kan være vældig følsomt, og det ved hun. Hun går op i sin uddannelse, og midt i min følsomme udlægning af mine inderste tanker, delte hun en statistisk bemærkning med mig, som bestemt ikke var støttende i forhold til det, jeg lige sad og var så glad over.

Alting i mig stivnede, jeg så væk og holdt vejret, og vidste ikke hvor jeg skulle gøre af mig selv. Samtalen forstummede, og vores mænd omkring os greb muligheden for at dreje snakken over på mindre følsomme emner, løsningsorienterede som de jo er :-).

Kort efter sagde min veninde undskyld for sin ufølsomme bemærkning, og jeg skyndte mig at sige, at jeg godt vidste, at det var hvad man kunne komme til, når man var optaget af sin uddannelse og sit interessefelt. Alt var således godt igen, og vi havde en hyggelig dag.

Hjemme vedblev mine tanker at kredse om den bemærkning, hun var kommet med. Ikke så meget at hun var kommet med den, for jeg kender hende og holder af hende, og føler mig ikke det mindste i  tvivl om, at hun vil mig alt godt. Og at bemærkningen var faldet i et øjebliks fagnørderi. Men det var det, hun havde sagt, der nagede mig. Statistikken rumlede i mit hoved, og jeg kunne ikke slippe den. Jeg vidste godt, at tanken fodrede et skræk-scenarie, noget, jeg havde oplevet tidligere, og meget meget nødig ville opleve igen, men jeg havde svært ved at holde ud at gå rundt og være så bange for noget, jeg med hele min rationelle hjerne vidste, at jeg ikke havde nogen indflydelse på.

Min krop og mit sind tog tilløb over det næste døgn, en enkelt nats sporadiske grublerier, og så pludselig vidste jeg, hvor angsten havde rod henne – hvorfor den fik så meget magt, når jeg nu godt vidste, at dels var én ting statistik, og dels havde hendes bemærkning faktuelt slet ingenting at gøre med det, jeg var allermest bange for skulle ske igen.

Årsagen lå helt tilbage i mit tidligere ægteskab. Her havde jeg det på et tidspunkt – før jeg kom i behandling – så dårligt, at jeg gik og ønskede at jeg kunne blive opslugt af et hul i jorden. Jeg så simpelthen ingen mening med mit liv, og så heller ingen muligheder for at finde én. Det var en rædsom tilstand at være i, og eftersom min største skræk var at havne der igen, hvis den statistik, min veninde omtalte, var sand, havde hendes lille bemærkning sat gang i et væld af følelser og en begyndende angst.

Da jeg først havde forstået, hvorfor jeg var så bange for noget, der lige så godt kunne blive det ene som det andet, fordampede angsten, alle spændinger løsnede sig fra min krop, og jeg kunne igen trække vejret frit. Således helt lettet (og nærmest høj) af selverkendelse, følte jeg mig stærkere end før, endnu bedre rustet til at møde fremtiden, og med en stærk følelse af, at mening med mit liv ville jeg altid finde, uanset hvad der måtte møde mig på min vej.

Jeg synes jeg er vanvittig heldig :-). Heldig at have nogle veninder, der siger hvad de tænker, uden at tage ansvaret for, hvordan jeg modtager det. Selvfølgelig er det rart, når de kender mig så godt, at de kan vælge at tage hensyn, men for det meste har de jo ikke en kinamands chance for at vide, hvad jeg tænker.

Så er det mit ansvar at sørge for at fortælle dem, hvis det, de siger, sårer mig. Så har de nemlig en chance for at lade være med at gøre det en anden gang, og en mulighed for at lære mig endnu bedre at kende.

Livet med dem er frit og dejligt, ukompliceret og givende. Jeg ville ikke undvære hverken de rare eller de lærerige stunder, de beriger mit liv med.