Hvad er det, der gør, at når vi har det skidt, og har allermest brug for hjælp og støtte fra vores nærmeste … så lukker vi os sammen om os selv, og gør en ekstra indsats for at se ud som om vi har det godt? For at signalere, at vi er ovenpå?

Det eneste, sammenlignelige eksempel, jeg kan komme på, hører dyreverdenen til. Her viser dyrene ikke hinanden, når de er syge, for så bliver de udstødt. Så er de ikke værd at satse på, i reproduktionsøjemed.

Men er vi mennesker ikke andet end dyr? Personligt mener jeg, at vi er udstyrede med en overbygning, der gerne skulle gøre os en kende mere avancerede. Som skulle betyde, at vi netop hjælper hinanden og står sammen, når der er problemer, fordi vores fællesskab gør os stærke.

Jeg har noget familie, der lever i et samfund, hvor man er åben overfor alle omkring sine problemer. Eller sådan ser det i hvert fald ud, set fra min synsvinkel. Blufærdighed er ikke et særlig udpræget fænomen, i en grad så selv jeg, fordi det er et familiemedlem, kan stå og tænke: Okay, og hvad skulle jeg så lige med dén oplysning?

Men samtidig får det mig til at tænke: Dét, jeg skal med en meget personlig oplysning er jo i bund og grund blot at give en person fra mit netværk en mulighed for at fortælle det; for at lette sit hjerte og berette, hvad problemet er, alene fordi det at fortælle det får vedkommende til at reflektere over problemet en ekstra gang!

Hvis vedkommende så beder om min mening, kan jeg jo komme med den, eller også kan jeg sige, at jeg ikke rigtig ved hvad jeg skal sige. Og jeg vil så sidde med en viden om netop denne person, som gør, at jeg kan støtte relevant i mange små og store henseender – hvis det er parforholdet, der knirker, kan jeg tilbyde at passe ungerne en dag, hvis det er en depression, der truer, kan jeg gøre mere ud af at huske at ringe lidt oftere. Alene fordi jeg ved, hvad problemet er. Hvis jeg ikke vidste det, ville det måske ikke falde mig ind at hjælpe. Og hvis personen gik storsmilende rundt og lignede en million, ville jeg måske tværtimod bede vedkommende om at hjælpe mig!

Vi kan ikke vide, hvad andre tænker – vi kan ikke se lige igennem dem, som de åbne elefanter i Antoine de Saint-Exupérys bog “Den lille prins”. Hvis du ikke allerede har læst den, så gør det. Hellere i dag end i morgen.