Åhnej – er tankerne tilbage?

Dit liv går godt. Du er lykkelig. Og så pludselig er du sorgfyldt eller angst (eller hvad du nu plejede at være før du fik det godt), og du mærker angsten for, at du nu igen skal til at have det skidt. Som før. Holder det dog aldrig op?

Både ja og nej. Det handler om mønstre.

Jeg kender det fra mig selv, og blev mindet om det her forleden. Min gamle overlevelsesstrategi var jo angst og katastrofetanker, og med dem følelsen af at have et depressivt liv fyldt med sorg og smerte. Tristhed over at have sådan et tungt lod i livet, ikke bare kunne være glad og leve et let liv, fyldt af lys og glæde.

Et indlæg for nylig handlede jo om, hvor godt jeg har det. Hvor lykkelig jeg er. Og det er sandt; jeg har det godt, og jeg er lykkelig. Om aftenen, når jeg putter min dreng, plejer jeg at ligge og indsnuse hans duft og give ham små nysser, og være i den berusende følelse det er, at ligge her og vide, at han er vores dreng, han er lige her og er virkelig, og i morgen vågner vi sammen til en ny dag. Det samme når det er min tur til at putte vores datter. Jeg synger og krammer, og er ved at græde af glæde når jeg mærker hendes åndedrag blive lange, og betragter hendes lille ansigt falde helt til ro i søvnens favn.

Men så forleden opdagede jeg pludselig, at jeg lå med bankende hjerte, og var ved at græde over, at min dreng “forsvandt” ind i søvnen. Hvad nu hvis han pludselig døde? Hvad nu hvis jeg dør, før ungerne bliver voksne? Bliver syg, får kræft, bliver dræbt i trafikken på min lange vej på job, eller hundrede andre meget skrækkelige ting?

Hvorfor følte jeg nu pludselig dét? Tid og sted var det samme som i går, da jeg var lykkelig, vi havde haft en dejlig dag, og drengens åndedrag var lige så rolige som i går – hvorfor var min tilstand så forandret?

Gamle mønstre

Som jeg efterhånden har skrevet om mange steder, vender kroppen tilbage til gamle overlevelsesstrategier, når den er presset. Selv efter lang tids ihærdig træning og vedligeholdelse af nye mønstre, tager det årevis for dem at bundfælde sig, og blive en del af autopiloten. Mine odds er stadig 37:10 (jeg var 37 da jeg gik fra min eksmand i 2009), så det vil sige, at først når jeg er 74, vil mine gamle overlevelsesstrategier stå lige med de nye, også i pressede situationer … i hvert fald hvis livet kun var lavet af matematik. Hvad det jo ikke er. Men i hvert fald må jeg stadig tage højde for mine gamle strategier/mønstre, når jeg reagerer. Mange år endnu.

Mit spørgsmål til mig selv var derfor: Hvad er det, der kræver noget særligt af mig lige nu, som gør, at jeg pludselig falder tilbage til autopiloten, nemlig katastrofetankerne og følelsen af sorg og angst? Hvad er det – og (ikke mindst) hvad kan jeg gøre for mig selv, så jeg igen får det overskud tilbage, som jeg har brug for, når jeg træner den nye overlevelsesstrategi?

Det rigtige for mig er altid at mærke efter. Mærke. Være. Søge.

Jeg tænkte det derfor grundigt igennem, og mærkede efter helt ned i maven. Lyttede til lyden af min sovende dreng, og mærkede hvor træt jeg var. Og så kom det, billedet, følelsen og afklaringen. Fordi jeg gav det plads. Denne gang, var det en følelse af afmagt. Vores datter på 3 bøvlede med mellemørebetændelse og deraf følgende dårlig hørelse, og jeg kunne ikke trylle det væk. Og pakken “snot i øret” bød på en lang liste af udfordringer for hende for mig:

Magtesløshed

Magtesløshed var den følelse, jeg kæmpede mest med i mit voldelige ægteskab. Følelsen af ikke at kunne handle mig ud af de problemer, jeg havde, for det var ellers min strategi: Handle-handle-handle. Nu skreg min sjæl til Himlen om urimeligheden i ikke at være i stand til at gøre noget, så min datter ikke skulle lide. For al den lidelse og sorg, jeg selv havde måttet kapere i mit liv, var ganske enkelt rædselsfuld. Skulle hun nu opleve det samme – og uden jeg kunne gøre noget?

Kontakt

Som jeg har beskrevet blandt andet i min bog, havde jeg en kontaktforstyrrelse. Jeg var alt for tæt knyttet til først min Mor, og senere min eksmand, og min udvikling mod at blive uafhængig startede først da jeg forlod ham. Da min datter blev født, havde jeg udviklet mig langt, men der var brug for at jeg udviklede mig videre, for ikke at komme til at knytte hende for tæt til mig, og gentage den symbiose, jeg havde haft med min Mor. Omvendt var vores datter også afhængig af symbiosen i det første halve år af sit liv, så det var en udfordring.

Jeg mener selv, vi kom godt igennem den udfordring, men problematikken blev trigget af de problemer, hun havde med at høre, fordi det besværliggjorde vores kommunikation, og dermed vores kontakt. Billedet af den lille pige, der ikke kunne følge ordentligt med i, hvad der skete omkring hende, skar mig i hjertet, og jeg var nødt til at forholde mig til det, for ikke at overføre det på hende.

Tab

Da ørelægen efter et par måneder anbefalede dræn i begge ører, blev jeg trigget på at miste, for min datter skulle jo så i narkose. Selv om det var en meget kortvarig narkose, ville der være et tidspunkt, hvor jeg ikke bare kunne vække hende, og atter være i kontakt med hende. Jeg var godt klar over, at det hældte til den sygelige side at føle sådan, som man siger, men igen: Jeg var nødt til at stå ved følelsen for at kunne forholde mig til den. Og selv om risikoen var mindre end minimal, som en lægeveninde skrev til mig, er der jo folk, der er døde af at være i narkose … og …

Katastrofetanker

… hvad nu, hvis det lige præcis var min datter, det skete for?

Alle andres behov før mine egne

Den sidste strategi, jeg blev udfordret på, var den, jeg havde overlevet på i mine første 37 år: At hvis andre omkring mig havde et behov, skulle det dækkes før jeg selv fik dækket mine. Det var en effektiv måde at underkende mig selv og mine følelser på, var tæt knyttet sammen med mit ekstremt lave selvværd, og sikrede, at jeg ikke mærkede efter i maven. Her spændte strategien ben for mig, i forhold til overhovedet at måtte mærke mine egne følelser, når nu min datter var den, der egentlig havde problemerne. Var det ikke lige hende, det var værst for? Og skulle jeg så sidde her og pille navle?

Ja, det skulle jeg. Ellers kunne jeg ikke komme i kontakt med mine egne følelser, og dermed heller ikke forholde mig til dem. Og jeg ville dermed meget lettere kunne komme til at overføre mine egne følelser på hende, og hun havde ærlig talt nok at slås med i forvejen.

Løsningen kom derfor af sig selv, da jeg begyndte at mærke efter, og kneb en lille tåre i min drengs dyne. Jeg gav mig selv den tid, jeg havde brug for, til at ligge og mærke følelserne, anerkende dem og trøste mig selv lidt. Så tænkte jeg over, hvordan jeg kunne nære mig selv, nu jeg var sådan lidt ekstra træt, og eftersom jeg allerede lå med min søn i armene, lå svaret lige for, så at sige. Så jeg sov tidligt den aften.

Stop op og mærk

Man skal turde se indad, og acceptere hvad man selv ikke magter, uden at bagatellisere, heller ikke selv om det kan virke egoistisk. Jeg måtte acceptere, at selv om det måske nok er værre for min datter, at hun har ondt i ørerne, end det er for mig, så betyder det jo ikke, at jeg ingen følelser har omkring det. Og i det her tilfælde var det ret mange følelser, som tyngede mig ned og brugte af mit overskud … og fik mig til at gå tilbage i de gamle strategier nok engang.

Hvis du selv pludselig føler det, som om gamle følelser er vendt tilbage, så er det altså sandt. Men det er vigtigt at huske, at du i dag er et andet sted end du var dengang, og at du godt kan gøre noget ved tankerne. De kommer fordi du er udfordret af noget andet, der tærer på din energi, og dit spørgsmål til dig selv skal derfor være: Hvad udfordrer mig lige for tiden? Og dit næste spørgsmål skal så være: Hvad kan jeg gøre, for at nære mig selv og tage lidt ekstra hånd om de følelser, der udfordrer mig?

Og så må du handle på det. Dejligt, ik?