Så gik der lige 9 måneder siden jeg skrev sidst, og vidste man ikke bedre, kunne man tro, at jeg lige havde sneget mig til at få en baby mere. Det er nu ikke tilfældet – tværtimod har jeg været igennem nogle måneder med ret heftig udvikling både på det fysiske, det personlige og det faglige plan. Men mere om det senere. Mine Facebook-følgere vil måske have bemærket en video, jeg lagde op tirsdag morgen, hvor jeg lignede en hængt kat og var mega lykkelig alligevel. I den video lovede jeg lige at fortælle historien om hvordan jeg kunne gå fra at lide af voldsom eksamensangst til i dag at sidde og direkte glæde mig til at skulle til eksamen.

Fra angst til iver

Da jeg var barn, gik jeg på eksamensfri friskole, så jeg stiftede ikke bekendtskab med eksaminer før jeg skulle i gymnasiet. Her var det til gengæld også en blandet fornøjelse, for jeg havde været igennem en svær tid med mine forældres skilsmisse, og det var lykkedes mig i min personlige udvikling at få sat lighedstegn mellem andres og min egen vurdering af mig. Med andre ord havde jeg kun værdi i det omfang, jeg kunne være noget for andre – og set i det lys, slår et tal på en ufatteligt lille og unuanceret skala ret hårdt.

Hvordan jeg kom omkring dén form for selvnedvurdering kan du læse forklaringerne på i min bog, som du enten kan låne på biblioteket eller købe HER.

Fakta var, at jeg var døden nær, når jeg skulle til eksamen, og forberedte mig til langt ud over fingerspidserne. Der måtte ganske simpelt ikke været noget, jeg ikke kunne svare på, og jeg skulle ikke alene bare kunne svare, men også være særligt dygtig, syntes jeg. Det var jo min værdi som menneske, der var på spil hver gang – og også min værdi som elev, set i forhold til lærerens værdi som lærer; det sidste fordi jeg mente, at hvis jeg leverede en præstation under middel, ville læreren jo føle sig som en dårlig lærer!

Jeg husker stadig, da vores fag til gymnasiets afgangseksamen blev trukket ud. Jeg sad ved siden af vores fransklærerinde, som var veninde med min Mor, som også var fransklærerinde. Jeg var god til fransk, og fik en høj årskarakter. Jeg sang og talte fransk derhjemme med min Mor, og det lå i kortene, at jeg skulle ind og læse fransk på universitetet efter endt eksamen. Men nu sad jeg altså her, og vi var nået til sprogfagene. Stilhed. Rektor trak en seddel op for 3.B. Vi skulle op i tysk. Min lærer slog ærgerligt i bordet og sendte mig en opgivende mine:

“Pokkers, jeg havde ellers glædet mig til at du fik 13, Ilse!”

Sagde hun. Jeg tror, jeg nærmest råbte “Jah, pokkers!”, men indeni kunne jeg næsten ikke trække vejret, fordi jeg var bange for at skrige af lettelse: Nu kunne jeg fortsætte med bare at være hendes dygtige elev, og min Mors dygtige datter – det bluf, jeg selv oplevede, jeg leverede hver eneste dag, risikerede ikke at blive afsløret af en test.

Senere kom jeg på universitetet. Sprang fra franskstudiet efter 3 måneder og passede en dejlig dreng som privat børnepasser i hjemmet hos et travlt par, indtil jeg sommeren efter startede på retorik og pædagogik. Her fik jeg også fine karakterer, men var stadig ved at dø hver eneste gang. Jeg var dog dengang stadig så stjernedygtig til at kontrollere mine følelsers udtryk, at det nok ikke kunne ses særlig meget. Der var i hvert fald aldrig nogen, der tilbød mig hjælp til at håndtere noget som helst. Men inden hver eksamen undersøgte jeg omhyggeligt hvor censor kom fra, og brugte alle de kneb, jeg kunne, for at fremstå som den dygtige og populære elev.

Efter universitetet trængte jeg til noget praktisk arbejde, begyndte at arbejde som konstitueret pædagog, og 6 år efter startede jeg på merituddannelsen til pædagog. Her var der også nogle eksaminer, der skulle overstås, men jeg havde på det tidspunkt boet sammen med min voldelige eksmand i 13 år, og var spundet så stærkt ind i det symbiotiske liv med ham, at hvis bare han var glad for min præstation, var alt godt.

Min eksmand ville gerne snyde

… og det smertede mig egentlig, at jeg ikke kunne få mig selv til at indfri hans ønske om at være ligesom ham, men da pædagoguddannelsen ikke var svær for mig at tage, var det slet ikke nødvendigt. I stedet udviklede jeg en form for afstandtagen til selve eksamenssystemet, og gjorde en dyd ud af at gøre alt det, mine undervisere værdsatte, og det lykkedes mig til en af eksaminerne at få mit første 13-tal.

Jeg slog blikket ned, og løb nedenunder, da jeg fik min karakter

Jeg sagde ingenting til min underviser, der glad stod med hånden strakt frem, og kom med et forbløffet udråb, da jeg steppede ned ad trappen. Men jeg var flov. Så flov, så flov. Jeg følte det, som om jeg havde snydt, fordi jeg ikke havde skrevet en selvstændig opgave, eller engageret mig i faget 100 %, men i stedet havde brugt min energi på at søge at aflure, om hvad og hvordan jeg skulle skrive, for at få en høj karakter.

Jeg vidste, min mand (eksmand) ville juble og blive stolt af mig, når jeg kom hjem, men indeni græd jeg, og kunne ikke se mine holdkammerater i øjnene. De stod ellers og klappede af mig, og kom med glade tilråb. På min vej ud af døren kunne jeg høre deres forundrede bemærkninger, og høre, at de mente at forstå, at jeg bare var overvældet over den flotte karakter.

“Aldrig mere eksamen, svor jeg. Aldrig, aldrig mere!”

Men sådan skulle det selvfølgelig ikke gå. Jeg fik det til sidst så dårligt i ægteskabet, at jeg var ved at hoppe ud foran et tog. Jeg gjorde det heldigvis ikke, og episoden blev vendepunktet i mit liv og i min langvarige proces i at tage mit liv tilbage.

5 år senere forlod jeg min nu kræftramte eksmand, og startede på den 4-årige uddannelse til gestaltterapeut. Og her var eksaminer hvert år. Jeg huskede mit løfte til mig selv, men ophævede det af hensyn til mine kommende klienter. Jeg kunne godt have valgt ikke at lade mig eksaminere, men eftersom “psykoterapeut” ikke er en beskyttet titel, syntes jeg det var det mest rimelige overfor mine kommende klienter, at de i det mindste havde en veldefineret retning af uddannelse at holde min praksis op imod.

Eksaminerne på Psykoterapeutisk Institut var dog gode eksaminer: De handlede om mig og om min egen udvikling, og hvis jeg ikke turde forholde mig til min egen angst undervejs i hele uddannelsesforløbet, ville jeg ikke bestå min eksamen. Så mit behov for at være en dygtig elev smeltede i denne uddannelse sammen med mit behov for at være dygtig til at være mig. Og det var sundt.

“Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg ikke synes, du skal gå videre til 4. år”

Sådan var beskeden til mig, da jeg sad til min eksamen efter 3. år. Min underviser var blevet ramt af nogle ting, jeg havde skrevet i min opgave, og eksaminationen blev for mig en mærkelig surrealistisk oplevelse. Det var, som om hun hele tiden forsøgte at skyde mig noget i skoene, for at sige det på godt dansk. Hun svarede mig, som om jeg sagde noget andet, end det, jeg sagde, og virkede vred og frustreret på mig. Jeg sad med en ubehagelig følelse af at få at vide, at jeg var en anden end den, jeg var – en følelse, jeg var alt for velkendt med fra før jeg forlod min eksmand, men også nok den følelse, jeg mindst af alt havde forventet at sidde med på Psykoterapeutisk Institut.

Heldigvis var hun ikke alene eksaminator, og hele seancen foregik foran resten af mit hold. Så da hun sluttede af med at sige, at hun ikke syntes, jeg burde fortsætte til næste år på uddannelsen, når jeg i dén grad manglede selvindsigt, kunne jeg ikke andet end at ryste uforstående på hovedet og gentage (som jeg havde sagt mange gange i løbet af eksaminationen), at jeg ikke kunne genkende mig selv i det, hun sagde, og jeg ville være meget ked af ikke at kunne fortsætte.

Jeg kunne godt mærke, at netop denne opførsel var noget af det, der provokerede hende allermest, og jeg søgte i min hjerne efter en anden måde at gribe sagen an på, men fandt ingen. Jeg skulle jo ikke bære hendes kuffert, og at give hende ret for at please ville være direkte som at gentage mit liv med min eksmand. Ud over, at det sandsynligvis ville have kostet mig muligheden for at færdiggøre min uddannelse.

Heldigvis greb den anden eksaminator ind, og kom med sin version af det, hun havde set, og hjalp mig på den måde med at se, hvad det var, der havde provokeret den første eksaminator. Men hun gjorde det på en måde, hvor hun ikke gav den første eksaminator ret, og hun sluttede ikke med at sige, at jeg burde forlade studiet. Blot pointerede hun, hvad hun syntes, jeg skulle arbejde videre med på 4. år … og så fik jeg lov til at fortsætte.

Eksamen i hvad?

Jeg bestod altså den for mig allervigtigste prøve, nemlig prøven i at holde fast i mig selv, lige meget hvad der var på spil omkring mig. Og den erfaring holdt jeg fast i, og besluttede mig for, at jeg fremover ikke ville lade et andet menneskes vurdering af mine evner få mig til at tvivle på min egen værdi.

På 4. år var jeg spændt til eksamen, men angst var jeg ikke. Og blev det ikke igen. Endnu engang bestemte jeg mig dog for, at jeg ikke mere ville gå til eksamen. Som jeg stod der nu, havde jeg tre uddannelser, og jeg behøvede altså ikke udsætte mig selv for den slags tosserier igen.

Som I ved, kom det ikke til at passe. I august i år kom jeg forbi et modul på Diplom for Ledelse på UCN, som hed: “Forandringsledelse i Neuroaffektivt perspektiv”. Alene titlen rummede essensen af noget af den viden, jeg syntes, jeg manglede, og jeg tænkte, at herregud, det var 4 undervisningsgange, og sådan en eksamen kunne da ikke volde så store problemer. Og pyt med hvilken karakter jeg fik, nu kunne jeg se, om jeg overhovedet ville tage eksamen i det, når jeg engang kom dertil.

Det blev en kæmpe udfordring

at tage kurset, men af helt andre årsager end forventet, og det kan være, jeg skriver om det en anden gang. Men jeg klarede mig igennem processen, kom klogere og stærkere ud på den anden side, og endte med – som I kan høre og se på videoen – for første gang i mit liv direkte at glæde mig til at gå til eksamen. Ganske simpelt glædede mig til at præsentere dét for underviseren, som jeg havde lavet, og så frem til at diskutere emnet med ham. Så da jeg først var inde, gik tiden alt for hurtigt, og da jeg kom ind for at få min karakter, var jeg i så godt humør, at jeg jokede med underviseren både før og efter karaktergivningen. “Du har fået 12, og nu kommer jeg med forklaringen på hvorfor!” Sagde han: “Godt,” svarede jeg, “Så kan det være, jeg kan tilgive dig bagefter.”

Skal jeg til eksamen igen? Det kan sagtens være. Hvis det giver mening. Men personligt siger det mig ikke noget mere, så det skal være fordi det kan tilføje noget nyttigt til mit CV.

Kunne du bruge det til noget?

Hvis du sidder derude og lider af angst for eksamen, håber jeg, at dette blogindlæg kan inspirere dig til at finde en måde at komme den til livs på. Det er så pinefuldt at føle, man er ved at dø, alene fordi man skal vurderes af andre på, om de synes, man har fået tilstrækkeligt ud af en uddannelse.

Hvis du i dit liv har gjort dig negative erfaringer omkring hvor vidt du var accepteret i din familie eller ej, håber jeg, du nu forstår, at hvis du også er bange, når du skal til eksamen, er det ikke spor mærkeligt. Og jeg håber, at blodindlægget her har inspireret dig til at finde en måde at komme det til livs på.

Du er selvfølgelig velkommen til at skrive til mig. Hvis jeg ikke selv har tid, skal jeg nok hjælpe dig med at finde én, der har. Men jeg har en advarsel til dig: Du risikerer at ende med at lave helt om på din opfattelse af hvor meget, du er værd. Er du klar til det?

Skriv en kommentar: