Forleden ringede min Mor og fortalte, at endnu en fra hendes gymnasieklasse var død. Nu var de kun 4 tilbage, der mødtes ind imellem. Min Mor er 80 år, og er indstillet på, at det går den vej, men hun var forståeligt nok lidt trist alligevel.

Vores forhold var alt for tæt i mange år, derefter nærmest ikke-eksisterende, og først i en alder af 37 år fik jeg startet mit sunde teenageoprør. I dag taler vi godt sammen om alting, og hun er den, jeg altid kan komme til, som en datter skal kunne. Det kan du læse alt om i min bog, det skal ikke fylde her.

Jeg ved ikke, hvor godt et forhold du har til dine forældre, men hvis du på nogen måde kan, så sig de ting, der skal siges, mens du kan. Med ord. Som et digt, eller som simple sætninger, på skrift eller i tale.

Man kan aldrig sige farvel nok, og elsker man hinanden, har man heller ikke lyst. Men vi skal det alle sammen, på et eller andet tidspunkt. Hvordan håndterer man det dilemma?

Jeg har det bedst med at have sagt tingene på forhånd. I alt for mange år, lod jeg katastrofetanker fylde min hverdag, og var dagligt tynget ned af tanken om, hvordan jeg dog skulle klare at miste min Mor. Men det betød jo så blot, at i stedet for at nyde den tid, vi havde tilbage, var jeg bange og ked af det. Og min Mor forsøgte at trøste mig, så godt hun kunne, men hun var også bange og ked af det.
Ingen Mor har lyst til at forlade sit grædende barn.

Derfor fik vi i stedet talt om tingene. Om alle de store følelser, om hendes ønsker ved begravelsen. At ”jeg elsker dig” ikke bliver større af at blive sagt mange gange, men at det er vigtigt at få sagt mindst én gang. Det satte os fri til at nyde den tid, vi så har tilbage, og give slip på at forsøge at kontrollere, hvornår den slutter.

Give slip, ja.

Som min mand sagde:
“Jeg håber, vi siger: “Vi ses på tirsdag!”, og så bliver det bare ikke.”

Ligesom jeg, har han fået sagt alt det, der skal siges. Tilbage er nu kun at se, hvad resten af livet bringer. For vi ved jo ikke, hvornår det slutter.
Måske er der længe til!

Her er det digt, der sprang ud af min sjæl, og som jeg sendte til min Mor bagefter. Måske kan det inspirere dig til at gøre det samme med dine forældre, hvis det er en god idé for dig.

Her bliver tomt en dag
når du ikke er her mere
Du har altid været i mit liv
som jeg kom af dit

Men du gav mig
i andet forsøg
to vinger, der bar
Nu flyver jeg selv
med stærke slag

Pyt med stormen
jeg har mødt den før
Vores kærlighed
blomstrer nu
til den dag du dør

Den dag det så bli’r
vil jeg græde og savne
og kalde dig kærlige navne
men så vil jeg rejse mig op og gå videre

Med din hånd i ryggen
kan jeg alt
jeg får lyst til
Du ser os fra skyen
vi vinker “Vi ses”
og så er det mig, der har den.

Men bliv her nu lidt
Du har stadig mange at passe
meget varme at give
og få
Du er elsket
som du er

Af Mor er du kommet
Til Mor skal du blive
Og som Mor, skal du igen opstå.

Ilse Bjerregaard, 19. november 2019