Kender du det, at du er bange for at sygemelde dig på arbejdet, selv om du rent faktisk både har feber og ondt i halsen? Den følelse har jeg kæmpet med så langt tilbage, jeg kan huske.
For bare 6-7 år siden slæbte jeg mig afsted på arbejde med høj feber, influenza eller ondt i både hals og ører (guderne må vide hvor mange jeg har smittet i tidens løb). Jeg åd nogle piller, og overlevede på cola og peanuts. Jeg havde nogle leveregler, der forbød mig at blive hjemme: 1) Jeg skulle tage mig af andres behov før mine egne, 2) Jeg skulle være den perfekte medarbejder og 3) ingen måtte opdage, hvor værdiløs jeg i virkeligheden var, så jeg var nødt til at gøre noget særligt hele tiden for at overbevise dem om, at jeg var værd at have med i deres fællesskab.
De to første leveregler har jeg forlængst gjort op med, og lever ikke efter dem mere. Den sidste til også, troede jeg, indtil jeg i sidste uge blev klar over, at helt ude af min krop var den altså ikke.
Jeg var blevet syg, og var nødt til at blive hjemme. Bedst som jeg sad der med tekoppen mærkede jeg en vrede i mig, som jeg ikke forstod et hak af. Indtil jeg kunne mærke, at den havde rødder tilbage til min barndom, hvor en dengang slem astma gjorde, at mine forældre holdt mig længere hjemme end nødvendigt var, når jeg havde et anfald. De havde mistet et barn (min storesøster), og gjorde deres bedste for at passe på mig, så deres overbeskyttelse er dem tilgivet. Ikke desto mindre havde jeg mange gange dengang været vred på dem over at holde mig hjemme.
Men hvorfor så vred nu? Nu var det jo helt op til mig, om jeg ville blive hjemme eller ej. Der måtte lidt selvransagelse til, og ad kringlede omveje bragte den mig på sporet af følelsen af absolut nødvendighed. Det var nødvendigt at tage på arbejde, sagde min krop … mens min hjerne sagde, at det var nødvendigt at blive hjemme for at blive rask, så jeg hverken smittede de andre eller trak sygdomsforløbet i langdrag ved at overanstrenge mig.
“Hvad sker der, hvis jeg ikke går på arbejde?” Forsøgte jeg at spørge mig selv, sådan indeni, og en anden følelse af angst kom snigende som et ekko fra fortiden. “Hvad er du bange for?” fik jeg spurgt mig, og en indre stemme svarede mig dybt indefra: “For at min plads forsvinder.”
Nu hører jeg hverken stemmer eller ser syner, men at give min krop en “stemme” er nu alligevel den måde, jeg bedst kan forklare de signaler, jeg modtager fra min dybe hukommelse. Og der var ingen tvivl – jeg var bange for, at min plads i fællesskabet ville forsvinde. At min leder ville blive træt af at jeg ikke var der, og ikke længere være interesseret i at støtte mig, og at mine kolleger ville holde op med at bruge mig som sparringspartner, så jeg ville gå rundt helt alene.
En sparring med en god kollega gjorde det meget tydeligt for mig, at min arbejdsplads udmærket kendte til min glæde ved at arbejde der, og så var der jo kun mig selv tilbage. Hvor stammede den angst for at blive udelukket fra?
Da jeg var lille, var det en katastrofe for mig at blive hjemme, fordi jeg blev mobbet meget i skolen, og dermed konstant følte, at jeg hang på kanten af det fællesskab, de andre havde. Hver time, jeg var i skole, kæmpede jeg for at blive accepteret, men næsten lige meget hvad jeg gjorde, endte det altid med at jeg blev drillet og lukket ude. Hver gang jeg havde været væk, oplevede jeg det som ekstra vigtigt at gøre mig positivt bemærket overfor de andre, i håbet om at modtage et anerkendende smil eller at blive taget med i en leg.
Med de minder in mente, forstod jeg nu bedre min trang til at komme afsted, også selv om jeg nu arbejder på en arbejdsplads, hvor jeg bliver anerkendt og holdt af som den, jeg er, og min værdi ikke bliver forringet af, at jeg er væk i en periode.
Din plads i fællesskabet følger nemlig med dig. Den “ligger” rundt om dig som en boble, og består af din udstråling og din tilgang til andre mennesker, og af de ting, du gør og har gjort for og sammen med dine kolleger.
Når du er væk, tager du boblen med dig, og tilbage er kun de andres hukommelse af den. De danner en anden form for fællesskab, når du ikke er der, ligesom du selv gør med de andre, når én af dine kolleger mangler. Det betyder ikke, at de ikke forholder sig til dig, for de ved jo, du vender tilbage. Men det betyder, at din status i gruppen er intakt til du vender tilbage, og på en eller anden måde ændrer på den gennem din egen adfærd. Er du længe væk, bliver der nok stillet spørgsmål til hvor du så er nu, i ønsket om at finde ud af om du stadig passer ind i fællesskabet dér hvor du forlod det. Men som regel bliver det ved det sædvanlige: “Er du blevet rask?”, og et klap på skulderen. Der er ikke sket noget ved at du var væk, og du er stadig lige værdifuld.
Velkommen til at være syg med god samvittighed :).