For nogle få år siden, var min mand og jeg i den lykkelige situation, at jeg var gravid. Det var et ønskebarn, og vi gik hånd i hånd til scanningen i slutningen af 3. måned, og glædede os til at se vores lille barn. På skærmen viste der sig ingenting. En tom livmoder og en aktiv moderkage, men ikke noget barn – det var gået til grunde meget tidligt.

En rundspørge blandt vores nærmeste familie og venner afslørede, at ELLEVE andre havde prøvet at abortere, nogle af dem flere gange. På hospitalet fortalte de, at mellem hver 4. og 5. graviditet dør eller aborteres spontant inden 12. uge – og det bare ud af dem, de kendte til.

Hvorfor vidste vi ingenting om det? Hvorfor var der ingen, der havde forberedt os på muligheden? Vi ville gerne have været forberedt – det havde ikke gjort sorgen mindre, men chokket havde vi så ikke haft oveni, og vi var nok blevet stående på gulvtæppet.

Igen og igen siden da, har jeg mødt holdningen blandt både familie, venner og kolleger, at man ikke skal sige noget om at man er gravid før der er gået de første tre måneder; tanken synes at være, at man ikke skal udstille sig selv og sin sårbarhed for andre, før man … ja før hvad? Før man har et barn at vise frem? Er det pinligt ikke at være i stand til at bære en baby sund og rask igennem en graviditet? Er det flovt at lave et barn med Downs eller andre misdannelser, eller at et foster deler sig forkert, så det – som i vores tilfælde – går til grunde før det kommer særlig langt i sin udvikling?

Måske er det for at holde kortene tæt til kroppen, ikke vise sin sårbarhed og svaghed overfor andre – det giver til en vis grad mening, men hvorfor får den nærmeste familie- og vennekreds så heller ikke noget at vide? Er det ikke netop i den første svære tid, hvor man er ekstra træt, ekstra følsom og måske endog ligger med hovedet i tønden flere gange om dagen, at man har brug for sit netværk til at støtte … og viser barnet sig ikke at være levedygtigt, er det så ikke netop dér, man har brug for kærlighed, omsorg og hjælp?

Jeg viser gerne min sårbarhed, for jeg har fundet ud af, at den gør mig stærk. Det gør mig stærk at vise, at jeg rummer alle livets facetter, alle slags humør og sindstilstande, og også kan have glæde af en støttende hånd og et kærligt blik. Jeg ved godt, at den indstilling kræver tillid til omverdenen, og ikke mindst tillid til mig selv og den styrke, som jeg jo også besidder.

Jeg er imod tabuer. Jeg er for selvvalgte afgrænsninger, men imod tabuer. Og jeg er ret sikker på, at jeg her har fået øje på ét.

Ud af min dejlige kusines løse tusch sprang i dag denne svale – med det samme, jeg så den, vidste jeg, at den kunne bruges til at illustrere hvad jeg mener. Lad tabuerne som svalen flakse op i lyset, blive synlige for alle, og lad os ryste dem af os som svalen ryster fjerene, for at flyve lettede videre op mod den frie himmel.

(c) Sidse Colding Christiansen
(c) Sidse Colding Christiansen

2 thoughts on “Et tabu, der stadig tager plads

Skriv en kommentar: