I disse dage vænner min lille søn sig til at gå i dagpleje. Vi har verdens bedste dagplejemor, som vores store pige også gik hos, og vi er helt trygge. Når det så er sagt, er det en hård øvelse at strække sådan en navlesnor (det tror jeg alle mødre vil nikke genkendende til), men heldigvis kender vi hende, vi samarbejder med, og ikke mindst kender hun os.

I går pressede vi ham så lidt. Han havde nu været der kort tid hver dag i to uger, og jeg følte, det var tiden til at vi gik foran og viste ham vejen. Man kan jo ikke forklare sådan en lille størrelse, at man kommer igen, og at det er et godt sted at være – det er han nødt til at være i og opleve på sin egen måde. Følelsen af magtesløshed er let at spore hos en tidligere (!) kontrolfreak som mig, men lige præcis med de ting, mit barn selv skal erfare er OK uden Mor … ja, der kan jeg jo netop ikke være der, og vise ham det.

Vi havde egentlig aftalt, at dagplejemor skulle prøve at lægge ham ud at sove. Dagen var gået OK indtil da, og hun glædede sig til at sende mig et foto af et sovende barn, skrev hun. Nu skal man måske ikke jinxe den slags, men hvorom alting er, så ville min dreng ikke puttes, og som vi havde aftalt, skrev hun og bad mig komme. Det gjorde jeg naturligvis, og dagplejemor sagde, hun syntes det var synd for ham, at han skulle til at være så ked af det, når dagen ellers var gået så godt. Jeg var enig, og havde i øvrigt en dreng i armene, som – selv om han var meget træt – var i god balance, og ikke bleg for at stikke dagplejemor et smil inden vi gik.

Hun havde brugt sin mavefornemmelse, stillet ind på min dreng og mærket efter, og taget konsekvensen af det. På trods af, hvad der ellers kunne have set ud som en sejr for hende (hvis han var droppet i søvn af udmattelse på et tidspunkt), valgte hun at lytte til min drengs behov, og handle på dem. Jeg var lykkelig, og kunne faktisk slet ikke få armene ned.

Men hvad gjorde vi så nu? Altså dagen efter? Vi snakkede lidt frem og tilbage, jeg sagde, hvad jeg selv tænkte, og hun hvad hun tænkte, og så opfordrede jeg hende til at mærke efter, hvad hun følte ville være godt for drengen. Fordi, som jeg også sagde til hende, at det var alfa og omega for ham, at hun udstrålede ro og tryghed ved arrangementet, hvis han skulle afstemme sin egen uro. Og det ville hun jo ikke gøre, hvis hun ikke selv følte, hun havde mulighed for at gøre det, der var allerbedst for ham. Og nu havde vi jo mulighed for at lade indkøringen tage den tid, den skulle tage, så vi kunne få alle og deres følelser med (både drengens, hendes og mine).

Hun tog en dyb indånding og vendte blikket indad et øjeblik, og sagde så: “Hvis jeg skal lytte til min mavefornemmelse, så skal han have en dag, der minder om den i dag, bare med den forskel, at du kommer og henter efter frokost, og selv kører ham hjem i barnevognen eller tager ham hjem og putter ham.” Bagefter kom forklaringerne på hvorfor hun følte, det var bedst sådan, og det var da udmærket, men det allervigtigste, hun lige havde gjort for min dreng – og for mig – var at mærke efter.

Hun fik dog brug for mavefornemmelsen igen, for i dag gik det bare slet ikke for drengen at være af sted. Han var vred, ked, rasende … skiftevis slog til tingene og puttede sig ind til hende, og hun sagde, det var ligesom han gerne ville trøstes, og så fik han alligevel ikke helt det, han søgte, og så blev han ked af det igen. Så selv om vi havde aftalt, at han skulle spise frokost hos hende, skrev hun inden, at han gerne ville hjem. Og det var så sandt som noget; da jeg hentede ham, kunne jeg se, han havde grædt meget, men næsten så snart som han kom over i mine arme, skinnede solen igen, og efter lidt hiksten lagde han hovedet på skrå og charmerede dagplejemor igen. Hjemme havde jeg en dreng, der opførte sig mere viljestærkt end nogensinde, samtidig med at han var i sprudlende humør.

Man kan ikke putte mennesker på formel

Så hvad er det, den kan, den mavefornemmelse? Det kræver mod at lytte til den, for får den først plads, er den meget stærk og kan råbe meget højt. Lytter man ikke til den, kan man til sidst få slidt sin krop så meget, at den er nødt til at lægge sig ned før man hører efter. Men den kan mere end det, mavefornemmelsen. Den kan også brede sig ud “på tværs” – som i tilfældet med min søns dagplejemor her. Den kan være den mest fantastiske guide, når man tør give plads til at være den, man nu er, og ikke den, andre forventer, man skal være.

Og nu har jeg skrevet “man” rigtig mange gange i det her indlæg. Så lad mig her til slut skifte til “jeg”. Jeg troede engang, jeg skulle dække alle andres behov før mine egne. Jeg troede, andre kun kunne lide mig, hvis jeg pleasede dem, og jeg ville så gerne elskes, for jeg elskede ikke mig selv. Så når jeg mødte modstand, kom jeg i krise hver gang, for jeg anede ikke, hvordan jeg skulle få det, jeg ønskede mig, uden det samtidig gik ud over nogen andre, eller uden at nævne, at jeg faktisk hellere ville noget andet end det foreslåede. For jeg forventede at blive skubbet ud af fællesskabet, det øjeblik jeg skilte mig ud fra de andre og det, de ønskede sig.

Jeg måtte helt ned og ligge, før jeg tvang mig selv til at begynde at mærke efter, hvad min mave fortalte mig. Men så tog det også fart, for da jeg først fik begyndt, kunne jeg ikke holde op igen. Fra at have et billede af mig selv som én, der kunne præstere alting, måtte jeg erkende, at fortsatte jeg den linje, ville jeg dø. I lang tid kunne jeg uendeligt lidt, og da slet ikke noget for andre. Og i den periode opdagede jeg, at det var der sådan set bred forståelse for, og 90 % af dem, der holdt af mig (eller 100 % af dem, der holdt af mig), støttede og forkælede mig, og hjalp mig igen og igen.

Langsomt voksede jeg frem, og i dag kender jeg mig selv bedre, end jeg nogensinde har gjort før. Og jeg er godt nok en underlig fis, men også en dejlig fis, og til tider en pisse irriterende fis. Jeg tror ikke, der findes nogen præcis som mig, på godt og ondt, og det betyder jo så også, at det kun er mig selv, der kan mærke, hvad jeg har brug for.

Og er der en fordel ved at være over 40, da jeg fik mine børn, så må det være, at jeg bedre end jeg ville have kunnet gøre tidligere, er i stand til at lære dem, at man skal bruge sin mavefornemmelse og – ikke mindst – hvordan man gør det. Jeg kan være det gode eksempel. Så kan det godt være, vi får nogle børn, der protesterer højlydt, når noget ikke lige går deres vej, og især da mens de er små, og ikke har så veludviklet empati endnu, men når det så lykkes at finde en dagplejemor og en børnehave, der i forlængelse af os anerkender vores børn for at være dem, de er, så kan det ikke gå helt galt. Jeg håber og tror på, at der kommer rummelige og anerkendende mennesker ud i den anden ende, når de engang flyver fra reden.

Og drengen? Han må af sted igen i morgen, og dagplejemor fortsætter sit arbejde med at hjælpe ham med at finde sin plads i hendes lille familiegruppe. Så ser vi, om han ikke snart accepterer arrangementet, når vi andre nu er så svært tilfredse med det.