Arbejdet med skolereformen er et principvalg

Jeg ved ikke, hvor mange jeg allerede har set skrive, at nu starter det andet skoleår med den nye reform. Alligevel skriver jeg det også, for nu har skolerne prøvet reformen et helt år. Ganske vist blev de kastet lidt hovedkulds ud i det, men det er et år siden, så nu skulle det gerne køre … eller hvad?

En ting vores tids tendens til individfokus måske har glemt lidt er, at intet kører af sig selv. I mine yngre dage som pædagogikstuderende på Københavns Universitet, havde jeg en seddel hængende på min opslagstavle:

 

Teori er, når intet fungerer, og alle ved hvorfor

Praksis er, når alt fungerer, men ingen ved hvorfor

I dette lokale er teori og praksis forenet:

Intet fungerer, og ingen ved hvorfor.

 

Jeg elskede den! For den talte mere end noget andet om forholdet mellem teori og praksis. Det ene er intet uden det andet, og de er gensidigt afhængige. På uni favoriserer man teorien – på seminarierne (og dermed skolerne) favoriserer man praksis – og intet af det er i princippet forkert! Men der skal være en forbindelse, en evig penduleren frem og tilbage. Ellers går det ikke.

For at komplicere det yderligere, er der en dimension mere, der påvirker skolereformen: Villigheden til at arbejde for sagen. Og her deler vandene ellers, skal jeg love for. Som jeg har beskrevet i andre blogindlæg har jeg stor forståelse for det personale, der har svært ved at vænne sig til at arbejde på en ny måde, og også på en meget anderledes måde end det, de oprindeligt uddannede sig til. For dem må det føles lidt som et jordskred, som om deres eksistensgrundlag hives væk under fødderne på dem. Men det kan ikke nytte noget kun at dvæle ved dét perspektiv – individperspektivet.

Nogen trænger til en rusketur

Når så den forholdsvis nye formand for Danske Skoleelever Silke Fogelberg i en artikel i Information (læs den HER) i fredags fortæller, at hun først og fremmest bliver mødt af skuffede elever, der havde troet, de skulle til at opleve en ny måde at gå i skole på, så får jeg lyst til at give mine kolleger (lærere og pædagoger) en god rusketur.

Hvorfor er det nu, vi er her? Hvad er det nu vores job er? Og hvad var det egentlig, vi lærte om på seminarierne i sin tid? Var det individualismen, der allerede dengang var så fremherskende, at vi først og fremmest blev pædagoger og lærere for at få et job vi selv syntes, gav mening? Eller ville vi egentlig også gerne være med til at gøre noget for samfundet og de kommende samfundsborgere?

Nu hvor reformen (stadig) er en realitet, er det vores pligt at få det bedste ud af den. Ikke, som Information citerer Silke Fogelberg for, i egen vrede over at være blevet røvrendt af politikerne, bare sætte os ned og sige, at fra nu af kommer vi uforberedte på arbejde. Fordi der ikke er tid nok.

Der er ikke tid nok. Det har der aldrig været – det er ikke noget nyt. Vi havde bare vænnet os til den gamle måde ikke at have tid nok på. Den måde, vores samfund er skruet sammen på, resulterer i konstante sving mellem teori og praksis; mellem ideologierne og den reelt mulige udformning af dem. Vores opgave er at få det bedst mulige ud af det. Ikke det perfekte. Vores kræfter har aldrig slået til, hvis vi troede, vi skulle ud og gøre alt det, der stod i alle bøgerne, og det gør de selvfølgelig heller ikke nu. Men politikerne er nødt til at sætte barren højt, for at få alle til at trække det bedste, de kan.

Og hvad var det så, vi lærte på seminariet? Lærte I andre ikke også om fællesskabets betydning, om gruppedynamik og fælles tredje … eller var det kun mig? Om hvordan man som pædagogisk ansat bruger sig selv som instrument og indgår som  guide i det fællesskab, man gerne vil skabe?

Implementering tager tid

Det har aldrig været nogen hemmelighed, at man ikke implementerer teori i praksis på et øjeblik. Faktisk tager det cirka 10 år før forskningsresultaterne for alvor slår igennem i daginstitutioner og skoler. Det er samtidig cirka den tid, det tager for det demokratiske danmark at lade politikerne arbejde hen imod enten øget individualisering eller øget fællesskab: Bedst som praktikerne har implementeret ideen med fællesskabet, skal de til at arbejde på at passe den praksis ind i en voksende ideologi om vigtigheden af det enkelte individs udvikling. Når det så er ved at være på plads, går retningen den modsatte vej.

Men sådan er det. Lev med det, som man siger, og nu siger jeg det lige igen: LEV med det. Bidrag til fællesskabet på den måde, du formår bedst, og skab den rarest mulige dag for de elever, der ligesom dig ikke er blevet spurgt om du syntes reformen var en god idé. GØR den til en god idé – magten ligger rent faktisk hos dig. Du kan fremme eller du kan hæmme – valget er dit, og dit valg påvirker alle dem, du er guide for. Og hvad er de bedst tjent med, tror du?

Prøv det nu bare

I skolereformens første år arbejdede jeg selv i en SFO II, og mit arbejde i skoletiden handlede mest om trivsel og en smule om den nye måde at undervise på. Skoledagen som en motiverende helhed tiltalte mig, så for at prøve det, tilrettelagde jeg et forløb på 8 lektioner i Natur og Teknik efter den nye model, med klassens lærer på sidelinjen. Og jo, det kan godt lade sig gøre. Faktisk var det ikke engang svært (og det er ellers 10 år siden, jeg blev uddannet). Klassen fik både løst opgaver selv, rørt sig, trænet deres sociale evner, tænkt ud af boksen og holdt brainbreaks – ud over at komme godt rundt i det faglige stof, som læreren også var en garant for blev formidlet tilstrækkeligt til at alle fik udbytte af det. Eleverne valgte selv deres fremlægningsform, og her kom læreren selvfølgelig på arbejde både som guide og som kompensator for deres uudviklede formidlingsevner, men noget skulle han jo lave.

Og vi samarbejdede ikke engang med andre fag på tværs, som reformen ellers lægger op til. På skolen var der ikke overskud i lærerstaben til at tage den model ind også det år. Det bliver der forhåbentligt i dette skoleår.

Så kære nogle-af-mine-kolleger: Hvad laver I så med armene over kors ovre i hjørnet? Kan I så få lettet måsen fra stolen, trække vejret og se om I ikke kan gøre en lille forskel i en positive retning, i retning af jeres ideologi og teori! Kæmp for jeres rettigheder til at have en tålelig arbejdsplads, men lad være med at gå helt i baglås, for det gavner hverken jeres arbejdsdag eller børnenes fremtid.

Og hvem er det nu, der skal køre samfundet, når du er gået på pension?