Findes der noget som kampe, man ikke kan vinde? Det burde virke som en indlysende sandhed, og alligevel kan det være en hård erkendelse at nå frem til, når man må bøje nakken og finde sig i ting, man ikke bryder sig om.

Igen og igen bliver jeg udfordret på mine faste “statements”, når jeg får lavet mig sådan nogle. Har jeg udtalt, at psykologer ikke har fattet den grundlæggende pointe i al essentiel behandling, møder jeg en psykolog, som lige netop har. Hvis jeg har en leveregel, der siger, at jeg ikke vil ligge under for folk uden empati, møder jeg et uempatisk menneske, som har mere magt over noget, der er vigtigt for mig, end jeg egentlig ønsker at tillade.

Det er hårdt, naturligvis, og jeg reagerer helt efter bogen med at tage ting personligt, som ikke er ment personligt, og min krop reagerer fuldkommen som stod jeg igen i den situation, hvor mit statement dengang gav mig styrke til at klare mig igennem.

For hvad var det nu lige, der skete dengang? Nåjo, jeg blev ikke anerkendt for at ville opføre mig godt, men fik i stedet kritik og straf for hensigter, jeg aldrig havde haft. Hvorfor valgte jeg så ikke bare at give efter, og kun tænke på at handle til min egen fordel? Bruge manipulation som overlevelsesmekanisme? Når jeg nu alligevel blev behandlet som om jeg gjorde?

Fordi jeg ikke var sådan, og fordi jeg heller ikke ønskede at være det.

Kan jeg vinde den omtalte kamp? Ja måske, og min krop byder mig at kæmpe. Men min hjerne ved godt, at for at vinde, er jeg nødt til at sænke mig selv ned på niveau med den person, der står mig i vejen, og jeg er nødt til at bruge feje tricks og manipulationer.

At vinde den kamp nu, på den eneste måde, den kan vindes, vil bare ikke stille mig tilfreds. Jeg ved jeg vil sidde med en bitter smag i munden over ikke selv at have opført mig respektfuldt overfor et andet menneske. Over at have givet lorten videre.

Så hvordan er det nu; er de følelser, som får lande til at føre krig, og folk til at hade andre racer, alene fordi de ikke ligner dem selv; er de så forskellige fra det fjendskab, vi selv deltager i til daglig?

Pludselig er det en viljesbeslutning ikke at kæmpe. Pludselig trækker jeg igen vejret helt ned i maven, og skaber plads omkring mig, så mit indre lys kan få lov at stråle. Det er ikke mindre sandt, at den omtalte person kan påvirke mit liv i en træls retning, men beslutningen om ikke at forsøge at vinde over hende, men i stedet acceptere at også hun har ret til sin plads i verden, giver indre ro og en følelse af … sikkerhed. For må hun være her, må jeg også. Sådan som jeg er, og med det, jeg står for.

Vi behøver ikke at kriges. Vi kan være her begge to, og det er ikke hendes ret til at være her, der krænker mig, men egentlig blot det faktum, at resultatet af demokratiets spilleregler for en gangs skyld ikke falder ud til min fordel.

Tilbage er så min krops reaktioner; skuldrene, der hænger oppe om ørerne, solar plexus, der uroligt rører på sig og siger, jeg skal passe på. Men det er alt sammen noget, jeg kan arbejde med.

Jeg får aldrig den anerkendelse, jeg ikke fik dengang. Men jeg kan få en anden anerkendelse fra andre mennesker, som jeg omgiver mig med nu, og som jeg reelt deler værdisæt med. Og er det forresten ikke også den, som gælder?