Vi er alt for prægede af sundhedsvæsenets apparat-fejlsmodel; hvis der er noget, der gør ondt et sted, og noget, der ikke fungerer i vores krop, kan vi få et ekstra olieskift, skiftet en motordel eller måske en omlakering. Og derfor er det også den løsning, vi søger, når noget gør ondt.

Ofte hører jeg folk med forskellige lidelser lede med lys og lygte efter lige den del, de kan udskifte, eller lige den ting, de kan spise (det være sig vitaminer eller medicin), som kan fjerne eller bedøve deres smerter eller deres sygdom, og give dem livet tilbage. Også selv om der er tale om kroniske smerter eller en livstruende sygdom.

Jeg forstår dem godt – de gør, hvad de kan, og sundhedsvæsenet bruger ikke mange midler på at få den allervigtigste del med: Psyken. Psyken er ikke adskilt fra kroppen, har stor indvirkning på hvordan smerten/sygdommen opleves – og dermed også hvordan kroppen som helhed overlever og/eller lever videre.

Med “hvordan” mener jeg ikke kun “med hvilken livskvalitet”, men også “på hvilken måde”. For betragter man krop og psyke som en helhed, og anerkender man deres evne til at samarbejde som et hele, vil man også forstå hvordan en accept af kroppens tilstand kan medføre at tilstanden faktisk forbedres. Migrænen letter, kommer sjældnere eller er ikke så slem, når den er der. Pollensæsonen er ikke så svær at komme igennem, fordi man er i stand til at fokusere på, at alt der sker er, at kroppen reagerer på en ubalance, og dermed gøre sit bedste for at bringe kroppen i så god balance som det er muligt. Med alle midler; med påvirkning af alle dele af kroppen.

Min allergibehandling i denne forårspollensæson bestod derfor ganske vist af både den daglige allergipille og en ekstra næsespray med en anelse binyrebarkhormon, men også af zoneterapi, en spray til svælget af rød purpursolhat og salvie OG … ikke mindst … en erkendelse af, at jeg havde behov for ekstra hvile og omsorg. Så i stedet for at stresse rundt og lade mig frustrere over alt det, jeg ikke nåede eller følte jeg kunne overkomme, så nedgraderede jeg mine forventninger til mig selv, og til min store forbløffelse mindskedes symptomerne, og jeg følte stor tilfredshed med de ting, jeg så nåede.

Jeg nåede at købe Prednisolon, men fik aldrig brug for det. Mine planer om at starte det helt store vaccinationsprogram op er sat i bero indtil videre, for den medicin, der indtil nu ikke havde vist sig tilstrækkelig, var pludselig mere end rigeligt.

Sådan en erkendelse kan være længe undervejs. Men så længe man kun fokuserer på den fysiologiske side af sine smerter eller sin sygdom, gør man kun noget ved en lille del af problemet – nemlig symptomet. Den ubalance i vores system, som symptomet egentlig kun er en advarselslampe for, gør vi ikke noget ved.