Trivselspersoner skal turde underrette

Hver eneste skole i Aalborg Kommune har én. Det bryster Skoleforvaltningen sig af, og til dels med rette. Jeg skriver til dels, for selv om det sikrer et godt fokus på, hvordan børnene trives, og det sender et godt signal til forældre og børn, at der er en helt konkret person at henvende sig til, er det alt for tilfældigt, hvordan denne person arbejder. Det skriver jeg lidt mere om i et andet blogindlæg – lige nu skal det handle om det etiske dilemma, trivselspersonerne (og alle andre, der arbejder med børn) arbejder med til daglig.

At turde underrette – etik og professionalitet

Berøringsangst omkring at underrette er den største hæmsko for at få hjulpet nogle børn. Det har fået nogle kommuner til at kigge i retning af at ansætte socialrådgivere direkte i børneinstitutionerne, da de – i kraft af, at de er en myndighed – hurtigere kan gribe ind, når der er børn, der har brug for hjælp her og nu. Eller sådan lyder argumentet. Og det er så her, jeg bliver hidsig. For sikke da noget sludder.

For det første burde det ikke være nødvendigt med en ekstra myndighedsperson på skolen. Som pædagog repræsenterer man også kommunen, og har skærpet underretningspligt; man SKAL underrette, hvis man er i tvivl. Når behovet for en ekstra myndighedsperson alligevel opstår, er det fordi pædagogerne og lærerne på skolen ganske enkelt ikke gør den del af deres arbejde. Det vender jeg lige tilbage til.

For det andet sparer en socialrådgiver på en skole kun en enkelt postgang i underretningskæden (hvis de voksne omkring børnene altså tør underrette). Proceduren omkring først at tage et barn “op” på det bekymringsmøde, der kaldes Trivselsforum, og derefter kontakte PPR er jo opstået fordi man nogle gange fandt, at det ikke bare var en underretning, der var løsningen: At problemerne omkring børnene bedre kunne løses med de parter, der er tættere på børnene end en socialrådgiver ville være.

Det, vi taler om her, er når der er brug for hurtig og omgående hjælp. Det er det, der er argumentet for, at socialrådgiverne skal ud på skolen. Men for at komme bare i nærheden af de familier, skal socialrådgiverne jo først vinde deres tillid, og her vil en trivselsperson, der er ansat på skolen alene for at skabe trivsel, slå den effektivitet med mange kilometer.

Igen: Vel at mærke hvis man har en trivselsperson, som gør sin pligt og underretter, når det er nødvendigt.

”Vi mister børnenes tillid, hvis vi underretter”

Trivselspersoner, pædagoger og lærere kvier sig ofte ved den del af jobbet, det er at skulle være den, der underretter. Ofte hører jeg dem sige, at de mister børnenes tillid, hvis børnene ved, at deres hemmeligheder kommer videre. Derfor kan de ikke underrette, for så får de ikke de alvorlige ting at vide, lyder forklaringen.

Det er direkte pinligt.

Naturligvis er det udtryk for et reelt etisk dilemma i trivselspersonens arbejde, for en trivselsperson vil jo frygtelig gerne hjælpe – og for nogen er det at hjælpe blevet en del af ens identitet: Man er ”redder” pr. definition. Og det er faktisk noget skidt.

For hvis det at kunne hjælpe andre er vigtigt for ens selvværd, får man jo et problem, hvis børn og voksne ikke vil bruge én. Eller hvis de ikke har nogen problemer. Så er man ikke bare arbejdsløs, men også identitetsløs.

Børn samarbejder med voksne – det ved vi. Og en trivselsperson, der har det sådan med sit job, vil ubevidst komme til at sende signaler til børnene om, at de også tilfredsstiller trivselspersonen, ved at have nogle problemer, denne kan tage sig af. Og hvor er vi så henne?

Så er vi derhenne, hvor der for alvor går følelser i den, og så er man heldigvis fritaget for at tage politisk eller faglig stilling til noget. Men det gør jeg altså alligevel. Det er jo børnene, det handler om. Og en trivselsperson, der ikke tør risikere at miste børnenes tillid ved at underrette, skulle have været i supervision for længst. Og den slags har de heller ikke noget af i Aalborg.

Hvad skal den enkelte trivselsperson gøre?

Dilemmaet omkring underretning vil altid være der – og det skal det også være, hvis I spørger mig. Det er med til at holde os opmærksomme og skarpe på, hvad vi foretager os med de børn, der er i vores varetægt. Vi skal tænke os grundigt om, når vi underretter – men vi skal ikke være bange for at gøre det, for at miste børnenes tillid.

Børn har tillid til tydelige voksne, voksne de ved hvor de har. Også selv om disse voksne nogle gange gør ting, børnene ikke er trygge ved. Argumentet omkring at børnene ikke kan have tillid til én, der underretter, mener jeg derfor er lodret forkert. Men det er vigtigt ikke at forveksle tillid med idoldyrkelse. Og måske møder man et barn, der ikke tør fortælle noget, fordi det så er bange for, at trivselspersonen vil underrette, og barnet f.eks. blive fjernet fra sine forældre. Men så er opgaven at blive med barnet i det dilemma, og tale med det om, at man godt kan forstå, det er en svær situation at stå i. På den måde oplever barnet, at tingene sker i dets eget tempo, og at det stadig har en voksen at betro sig til.

Det er trods alt et stort udviklingsspring at bryde med en familienorm, der hedder, at her taler vi ikke med andre udenfor familien om hvordan vi har det. Og forældrene er barnets eksistensgrundlag, så selvfølgelig er det sårbart for børnene at fortælle om deres forældre.

Det rigtige svar på spørgsmålet: “Hvis jeg fortæller dig, hvad der sker derhjemme, bliver jeg så fjernet?” vil altså være, at trivselspersonen vil gøre alt, der står i hendes/hans magt for, at det lige præcis er det, børnene ønsker, der vil komme til at ske. Men at forældrene måske skal have noget hjælp, så de kan være bedre forældre, og det kan man ikke give dem, uden at fortælle kommunen lidt om, hvad der foregår.
Derefter kan man bede børnene selv nævne de voksne i skolen/DUSsen/SFOen, de har tillid til, og som de gerne vil kunne gå hen til og snakke med, når det er svært, og som de gerne vil have også fortæller kommunen, hvordan de mener, barnet har det. Sådan at barnet bliver udstyret med en gruppe af mennesker, der står omkring det og hjælper det, og ikke mindst også kan se, at denne gruppe mennesker også tager hånd om dets forældre.

Alt dette er i virkeligheden ikke så svært, hvis man internt i voksengruppen omkring barnet er i stand til at lade barnet afgøre, hvem i gruppen, der skal tættest på. Det vigtigste er trods alt, at barnet får lært, at det betaler sig at bede om hjælp. Ikke hvordan det lettest tilfredsstiller flere voksnes egne behov – det har de sandsynligvis nok af derhjemme i forvejen.